Skrevet af Elizabeth
Dicte var min 4. graviditet. Den 3. havde jeg mistet 3 måneder forinden, da jeg var i uge 12+0. Lægerne kaldte det en "MA" (missed abortion) - altså når fosteret går til grunde men ikke bliver udstødt af kroppen selv - så jeg skulle igennem en udskrabning.
Men nu stod jeg med en positiv graviditetstest igen. Desværre blev denne graviditet et helvede for mig, da de første 20 uger var præget af angst for igen at miste. Jeg blev scannet 3 gange af en gynækolog, da jeg var i uge 7, 9 og 14 for at berolige mig, at "alt var som det skulle være". Først da min mand og jeg havde købt os til en privat scanning i 19. uge, stoppede min angst, og jeg begyndte at glæde mig.
Lægen havde sagt, at vi ventede os en pige, så nu begyndte jeg at tænke i lyserødt, og Hans og jeg fandt et pigenavn, som vi syntes var smukt til en pige af vores slægt.
Uge 16 blev jeg sygemeldt fra mit job på grund af symfyse/bækkenløsning. Uge 25 begyndte jeg at få en del væske i fødder og ben, så alt blev tjekket på mig, men det var i den skønneste orden.
Da jeg havde 1 måned tilbage af graviditeten, var jeg blevet kæmpe stor, og min vægt var eksploderet. Jeg havde nu vand i fødder, ben, lår, arme og fingre - jeg havde taget over 22 kg på, og jeg kunne næsten ikke gå mere på grund af af den væske og min bækkenløsning, som var blevet endnu mere pinefuld!
Jordemoderen henviste mig til akupunktur (hun var også jordemoder) på Roskilde Amtssygehus (RAS), hvor jeg skulle føde. Jeg startede på akupunkturen, uden den store succes viste sig.
Mandag den 22/9, hvor jeg var 40+0, havde jeg tid hos akupunktøren på RAS kl. 14. Jeg kunne ikke mere, smerter og selvmedlidenhed var min hverdag, så min mand tog med mig på RAS. På RAS brød jeg sammen og stortudede over min elendighed foran jordemoderen, som derefter gik ud til den vagthavende læge. Hun kom tilbage og sagde, at lægen havde givet sit OK for, at jeg kunne blive sat i gang. Vi blev alle glade. Endelig skete der noget. Troede vi...
Jeg blev undersøgt indvendig. Jeg var 1 finger åben, men hovedet stod ikke nede i bækkenet. Jordemoderen lagde en stikpille op, men der skete nul og niks. Vemåleren målte plukkeveer, som jeg ikke kunne registrere, men ellers intet. Kl. 21 fik jeg en stikpille til. Nu begyndte det at nive lidt, men ikke sådan af betydning. Jeg blev flyttet ind på en enestue.
Kl. 1 sendte vi min mand hjem. Der var stille - ingen veaktivitet eller noget som helst - så vi besluttede, at vi alle havde brug for nattesøvnen, for så ville jeg for alvor blive sat igang om morgenen.
Kl. 6.05 skulle jeg tisse. Det var frygtelig at komme ud af den store hospitalsseng. Smerterne jagede op gennem symfysen og bækkenet, og jeg var ved at tude igen. Endelig fik jeg transporteret mig ud til toilettet og fik tisset, men jeg nåede lige tilbage til sengen, så skulle jeg tisse igen. Så tilbage igen. Nå, da jeg endelig var færdig med at tisse, kravlede jeg med stort besvær op i sengen igen, fik lagt mig godt til rette og slappede af.
Kl. 6.30 "Smæld!", lød det, og jeg mærkede et jag fra skridtet. Vandet var gået. Igen måtte jeg ud af sengen. Jeg kunne snart ikke mere. Jeg trissede ud til nattevagten, hvorpå jeg fik fremstammet: "Jeg tror, vandet er gået". Tror? Jeg vidste det, men hvad siger man?
Hun fik bugseret mig ind i seng igen, hvor hun lavede en gynækologisk undersøgelse på mig. Vandet var rigtig nok gået, og hun havde slimproppen i sin hånd, da hun trak sin hånd tilbage. Jeg blev med det vuns kørt på fødeafdelingen, og så ringede hun efter min mand.
Kl. 7.00 startede veerne, og jeg var landet på fødeafdelingen, hvor en venlig jordemoder fortalte mig, at her om 10 minutter var der vagtskifte. Hun spurgte mig, "hvordan" jeg ville føde, og jeg sagde, at jeg ingen ting kunne på grund af bækkenløsningen, så enten ville jeg have kejsersnit eller epidural. Kejsersnit vidste jeg godt var utopi, men jeg ville have epiduralen, så hvis de havde noget at vælge mellem, så fik jeg vel epiduralen.
Hun smuttede ud af værelset og kom tilbage med en fødelæge. Den kvindelige læge spurgte mig, om jeg havde prøvet epidural før (fødte min førstefødte med epidural). Ja, det havde jeg, så lyttede hun på mit hjerte og sagde OK. Så smuttede de begge. Lidt efter kom jordemoderen ind med en jordemoder til og min mand.
Den nye jordemoder præsenterede sig som Maj Lise - hun skulle være min jordemoder nu, hvor den anden skulle hjem. Jeg fik så at vide, at narkoselægen ville komme og lægge epidural, når deres morgenmøde var overstået. Møde?! Jeg ville have den epidural NU! Men jeg måtte vente til kl. 8.30, hvor en narkoselæge med "føl" kom ind. 3. gang var lykkens gang, og endelig fik jeg "fred". Men det varede ikke længe.
  Jeg fik presseveer kl. 11.33, og kl. 11.45 kom Dicte til verden. Hun vejede 3.880 gram og målte 53 cm. Hun var den største af de tre børn, som jeg havde født. Jeg sprang også hele vejen til endetarmen, men ringmusklen var heldigvis intakt.
Jordemoderen havde svært ved at stoppe blødningen. Hun masserede min livmoder, men intet hjalp. Jeg blødte som en stukket gris, så til sidst måtte hun give mig en indsprøjtning i låret, som gjorde, at min livmoder trak sig hurtigt sammen.
 Hun begyndte at sy mig sammen, selv om jeg helst ville have, at hun skulle lade mig være, da det gjorde endnu mere ondt, end det gjorde at føde. Pludselig midt i hendes syning gik lyset. Vi kiggede alle på hinanden, og jordemoderen bandede og svovlede! Heldigvis gik nødgeneratoren i gang. Først da vi kom på barselsgangen, opdagede vi, at jeg blev syet sammen under strømafbrydelsen af Sjælland og Sydsverige. Den strømafbrydelse glemmer vi ikke så nemt!
Dicte blev døbt den 25/10-2003, da hun var 1 måned og 2 dage gammel.
16-01-2004
|
© 1999-2025