Skrevet af Kamilla
Her kommer beretningen om min hurtige fødsel. Jeg havde termin onsdag den 26. november 2003, men allerede om mandagen (24/11-03) skulle miraklet ske. Det skal lige siges, at jeg må have haft verdens nemmeste graviditet, for jeg havde stort set ingen gener på noget tidspunkt, så det var virkelig en sød ventetid.
I weekenden forinden havde vi haft gæster både fredag, lørdag og søndag, fordi Jan havde fødselsdag, og jeg havde da godt nok mærket lidt murren i lænden, men jeg tænkte, at det måske var på grund af anstrengelserne med at have huset fuld af gæster og bage boller osv. Men søndag aften, da gæsterne var taget hjem, gik slimproppen, og jeg tænkte, at nu skete der måske snart noget, men jeg gjorde mig ingen forhåbninger, da der alle steder står, at slimproppen kan gå mange dage før fødslen.
Jeg vågnede kl. 9.50 mandag morgen (eller formiddag om man vil) og havde sovet bedre, end jeg havde gjort længe, så jeg var frisk og veludhvilet. Jeg tænkte på at gå i bad med det samme, for så var det jo overstået, hvis der nu skulle ske noget den dag. Men jeg kunne også lige spise morgenmad og kigge lidt på Netbaby, og det gjorde jeg så.
Jeg havde pudsigt nok lige klikket på en artikel om vandafgang, da telefonen ringede kl. 10.20. Da jeg rejste mig, mærkede jeg et skvæt komme ud, men tænkte ikke over det før to sekunder efter, da jeg var halvvejs henne ved telefonen, for så var jeg overbevist om, at jeg ikke lige skulle tage telefonen, men løb i stedet ud på toilettet og satte mig der. Så var vandet altså gået, men der var ingen veer.
Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, så jeg gjorde begge dele. Det var lidt komisk at sidde der på toilettet og ikke turde rejse sig af frygt for, at fostervandet skulle blive ved med at løbe ud. Men jeg fik da endelig taget mig sammen og fik hentet telefonen, så jeg kunne ringe til Jan.
Vi blev enige om, at jeg skulle ringe til fødegangen, og det var heldigvis min konsultationsjordemoder, jeg fik i røret, så det var dejligt at tale med én, jeg kendte i forvejen. Hun sagde, at jeg skulle ringe igen ved 16-tiden, hvis jeg stadig ikke havde fået veer, og så skulle vi snakke om en undersøgelse på fødegangen og eventuelt igangsættelse.
Jeg ringede igen til Jan, og vi blev enige om, at han ikke skulle komme hjem fra arbejde, da jeg jo ikke havde fået veer. Der var ingen grund til, at vi gik og gloede på hinanden, hvis der ikke skete noget. Jeg tog så et bad og fik pakket de sidste toiletsager ned i tasken. Jeg besluttede mig for at ringe til mine forældre og min søster og fortælle, at nu ville der snart ske noget. Men jeg fik samtidig sagt, at de ikke skulle sætte himmel og hav i bevægelse, for der kunne jo gå laaang tid - troede jeg...
Omkring kl. 11.30 begyndte veerne, og ved 12-tiden syntes jeg da godt nok, at de kom meget hurtigt efter hinanden, så jeg ringede efter Jan, og han var faktisk på vej hjem, for hans arbejdskollegaer ville ikke se på ham længere. Jan kom hjem ca. 12.30 og tog af sted igen med det samme for at købe lidt aviser og frugt - for igen, der kunne jo gå laaaang tid.
Jeg stod og hang over køkkenbordet det meste af tiden og forsøgte også at lægge mig ned på sengen mellem veerne, men det lykkedes ikke rigtig. Det kunne jeg slet ikke holde ud. Og det med at tage tid på veerne var også en fuldstændig uoverkommelig opgave.
Da klokken så var 13.15, kunne jeg ikke vente længere og ringede igen til fødegangen og spurgte, om vi måtte komme ind, så jeg kunne blive undersøgt. Lige da jeg havde lagt røret på, kom Jan ind ad døren, og så fik jeg ellers sagt ud mellem mine sammenbidte læber: "Vi kører NU!".
Endelig fremme ved fødegangen (vi bor 5 minutter fra Skejby Sygehus), og jeg fik kæmpet mig op ad trapperne. Vi blev vist ind på en modtagelsesstue, og min jordemoder kom efter et par minutter og fik undersøgt mig. "Du er 9 cm åben, så vi finder lige en fødestue til dig", sagde hun. 9 cm?! Så tror da pokker, at det gjorde ondt.
Jeg kom ind på fødestuen og fik pressetrang, inden de overhovedet havde fået tøjet af mig, og så stod jeg ellers og pressede og pressede, alt imens jeg skreg af mine lungers fulde kraft ned i puderne, der lå på fødelejet foran mig (jeg skreg ikke af angst eller smerte, men bare for at kunne presse), imens jeg klemte alt blodet ud af Jans fingre (den stakkel).
Jeg fik lidt ilt mellem presseveerne og stod faktisk op hele tiden, indtil de ville have mig ned på en fødeskammel - hvorfor ved jeg ikke, for jeg skulle op på fødelejet efter ca. 30 sekunder, og jeg ved ikke helt hvordan, men jeg kom derop. Efter ca. 5-10 minutter på fødelejet fødte jeg verdens dejligste lille dreng på 52 cm og 3.770 gram.
  Klokken var 15.05, da Andreas kom til verden, så fødslen varede 4 timer og 45 minutter fra start til slut, så det gik stærkt, men heldigvis også godt. Efter en lille syning og et par timers ophold i fødestuens dobbeltseng blev vi overflyttet til patienthotellet, hvor vi havde 4 dejlige dage sammen som en lille ny familie, inden vi skulle hjem og rigtig lære vores lille søn at kende.
Vi er nu hjemme igen, og Andreas er superskøn og nem, så vi kunne ikke være mere lykkelige.
25-02-2004
|
© 1999-2025