Skrevet af Rikke
Jeg er 32 år og fødte mit første barn, en datter, i 1996. Rebeckas fødsel var ikke sådan ligetil; hun er født 3 uger før termin men vejede 3.240 gram og var 100% fuldbåren. Vandet gik, men der skete intet, så i 2 døgn pendlede jeg mellem mit hjem og fødegangen hver 8. time for at få tjekket, om alt var, som det skulle være.
40 timer efter vandafgang besluttede den vagthavende jordemoder at sætte fødslen i gang, hvilket jeg var meget lettet over. 4 timer efter jeg fik lagt ve-stimulerende drop, blev Rebecka født.
Anderledes forventninger havde jeg, da jeg blev gravid igen i foråret 2003. Min graviditet forløb helt anderledes end min første - meget nemmere og uden kvalme. Jeg var i min første graviditet ovebevist om, at jeg ville få en pige, ligesom jeg i denne var forberedt på, det ville blive en dreng. Det var bare en fornemmelse, jeg havde!
Tiden gik, og terminen nærmede sig, og vi glædede os alle, til den lille ny skulle melde sin ankomst. Onsdag den 26. november 2003, to dage over termin, fulgte jeg som sædvanligt Rebecka i skole. Hun plejer selv at cykle hjem, men jeg besluttede mig for at gå min fødsel i gang, så jeg hentede hende også om eftermiddagen.
Da vi gik hjem, skulle jeg pludselig tisse, og kunne ikke holde det - jeg tissede i bukserne. Der skete ikke mere, før om aftenen, hvor jeg lå på sofaen og så et dokumentarprogram på TV. Pludselig lød der et "smæld" i mit underliv, og jeg sagde til min mand, Casper, at der vist skulle til at ske noget nu. Jeg rejste mig og gik ud midt på gulvet, hvor vandet fossede ud af mig.
Det var en speciel oplevelse, og Casper løb ud på toilettet og kom tilbage med favnen fuld af håndklæder. Jeg syntes situationen var komisk og fik rent faktisk grineflip. Jeg fik mig bukseret ud på toilettet, hvorfra jeg ringede til fødegangen, som ville se mig.
Jeg måtte ind og vække Rebecka, som skulle ind til min mor, når det store øjeblik skulle ske. Vi bor i en lille by udenfor Aalborg, så vi har ca. 25 minutters kørsel til sygehuset.
Da vi kom på fødegangen, blev jeg undersøgt af en sød jordemoder, som også kørte en strimmel for at tjekke baby og for at se, om der var ve-aktivitet. Det var der ikke, og jeg var kun 1 cm åben, så vi skulle tage hjem, se at få sovet, og hvis der ikke var sket noget senest den 28. november, skulle vi melde os igen kl. 8.
Det var jeg ikke meget for, for jeg huskede min første graviditet, og hvordan jeg blev sendt frem og tilbage. Alternativet ved at få lov at blive på hospitalet var opholdsstuen, så vi tog hjem.
Vi var hjemme igen kl. 0.30 og gik i seng. Der kunne jeg ikke ligge men gik i stedet op i stuen, hvor jeg tændte for TV'et. De første småveer begyndte at melde sig, og jeg blundede lidt på sofaen. Ca. kl. 1.30 tog jeg tid på veerne, som faktisk ikke gjorde ondt, men som jeg syntes kom rimelig tit. Der var 4 minutter mellem hver ve, og jeg blundede hen igen.
Kl. 2 vågnede jeg ved, at det gjorde lidt mere ondt, men ikke ret meget. Jeg tog igen tid, og nu var der 1 minut mellem hver ve, som varede ca. 2 minutter. Jeg fik kaldt på Casper og sagde, han skulle ringe på fødegangen for at sige, vi var på vej, for jeg var sikker på, det skulle gå stærkt nu.
Han gik ud for at få noget vand i hovedet, men han nåede ikke toilettet, før jeg skulle kaste op, og han kom ilende med en opvaskebalje. Efter et par minutter med opkast fik jeg pressetrang, men det turde jeg ikke fortælle Casper. Jeg bad ham blot om at ringe til sin far, for jeg turde ikke lade ham køre alene med mig, hvis jeg skulle føde på vejen.
Ca. kl. 2.45 kom vi afsted, og det kunne godt være, min svigerfar kunne træde på speederen på vej til Aalborg. Jeg havde konstant veer, og pressetrangen prøvede jeg af alle kræfter at holde tilbage. På et tidspunkt, da vi holdt for rødt lys, gik bilen i stå. Når vores bil gør det, tænder radioen automatisk, når bilen bliver startet igen, og hold da op, min svigerfar fik skæld-ud af mig, for det var da ikke lige det, jeg havde lyst til på det tidspunkt.
Endelig langt om længe nåede vi Aalborg Sygehus Nord. Fødegangen ligger i den gamle bygning, hvor der er to etager trapper for at nå derop. Det var nogle lange etager - ikke fordi veerne gjorde specielt ondt, men fordi jeg brugte mange kræfter på at holde min pressetrang tilbage.
Da jeg blev modtaget på fødegangen, villle den vagthavende jordemoder til at undersøge mig, men da jeg fortalte, jeg havde haft pressetrang i ca. en time på daværende tidspunkt, blev jeg kommanderet ind på en fødestue. Da blev der konstateret, at jeg var fuldt åben og måtte presse.
Mellem to presseveer fik jeg skiftet tøj, og 15 minutter efter ankomsten til fødegangen blev min dejlige Nicklas født. Han blev med det samme lagt op på min mave og fik topscore ved 1 og 5 minutter.
Han vejede 3.700 gram og målte 52 cm. Moderkagen blev født efter 8 minutter, og jeg var hel og fin. Casper klædte Nicklas på, og 1½ time efter fødslen måtte vi tage hjem. Jeg besluttede dog at tage på barselsgangen, til det blev morgen, specielt fordi vi ikke havde tøj eller lift med til Nicklas - det var jo bestemt, at Rebecka skulle komme med det. Det gjorde hun også. Klokken 9 stod den meget stolte storesøster på stuen, og inden middag var vi hjemme i vores hus igen.
Dette er et eksempel på, hvor godt det faktisk kan gå. Nicklas' fødsel var en fantastisk oplevelse, som jeg faktisk er temmelig stolt af.
Ved første besøg af sundhedsplejersken, kom der dog en lille smule skår i glæden, da hun konstaterede, at Nicklas havde brækket venstre kraveben under fødslen, idet det var gået så hurtigt. Det skulle der ikke gøres noget ved, blot lidt omtanke, når vi skiftede ham.
19-03-2004
|
© 1999-2025