Selv få drinks skader ufødte børn Ny undersøgelse peger på, at selv små mængder alkohol i begyndelsen af graviditeten kan skade barnet for altid.
2890
Gravide, der blot drikker ganske få genstande i den første del af graviditeten, har større risiko for at føde børn med indlæringsvanskeligheder og hukommelsesproblemer end kvinder, der intet drikker efter barnets undfangelse.
Det viser en ny amerikansk undersøgelse, som er udført af forskere på University of Pittsburgh og offenliggjort i det velansete tidsskrift "Alcoholism: Clinical and Experimental Research".
Forskerne konkluderer, at børn født af mødre, der havde drukket 6 eller flere genstande om ugen i graviditetens første 3 måneder, gennemsnitligt var fysisk mindre og havde større problemer med både indlæringen og korttidshukommelsen end børn af mødre, der på intet tidspunkt drak.
I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen, at gravide undgår alkohol, men samtidig siger styrelsen: "Hvis du alligevel drikker alkohol, så drik aldrig mere end 1 genstand i døgnet".