Skrevet af Maiken
Jeg havde et lidt blandet forhold til min graviditet. På den ene side glædede jeg mig over den, og var stolt af at bære min forlovedes barn, og nød det i fulde drag. På den anden side var den noget besværlig.
Jeg havde voldsom kvalme de første 19 uger og nåede også at tabe 5 kg på den konto. Fra midten af 9. uge begyndte mit bækken at skabe sig - især symfysen og venstre side var slem, og en bustur på 1½ time til og fra skole gjorde ikke sagen bedre.
Det hjalp lidt, da jeg fik sommerferie den 12/6, men det var en stakket frist - til sidst kunne jeg ikke engang lægge mig på sengen, uden det gjorde hvinende ondt (for slet ikke at snakke om at VENDE sig i den). Men læge og jordemoder nægter at kalde det bækkenløsning.
Oveni kom så vand i fødder, ben, hænder og fingre. Fingrene kunne jeg slet ikke styre til sidst, men jeg vidste, at der var mange, der havde det værre end jeg, og jeg forsøgte at lade være med at pive for meget.
Den sidste lille måneds tid op til fødslen var præget af plukkeveer, der gradvist blev værre og værre, til de til sidst jævnligt jog mig op om natten. Min jordemoder grinede ad mig, da jeg brokkede mig den 28/8 og sagde, at det var øveveer, og at jeg bare kunne smide mig og føde, når jeg fik lyst. "Hvad synes du om dem?". "Øøøh de gør ondt?". Hvad svarer man lige på det?
Natten til fredag den 12. var de igen så slemme, at jeg ikke fik sovet, og jeg var ved at eksplodere af arrigskab, da de begyndte igen om eftermiddagen. Nu ville jeg godt snart have fred og soooooove.
Nogle timer senere gik det op for mig, at de her vist var anderledes. De blev ved i meget længere tid, og der var kortere tid imellem. De blev ved og tog til, og til sidst ringede jeg på barselsgangen for at høre, om jeg måtte tage et par panodiler og forsøge at sove. Jeg ville gerne være udhvilet, hvis det var nu, det var nu.
Der var klokken ca. midnat, og jeg fik at vide, at det måtte jeg gerne, og at jeg bare kunne ringe igen, hvis der var noget. Jeg fik selvfølgelig ikke sovet, og et par timer senere ringede jeg ind igen. Veerne var stadig ikke regelmæssige, og de var kun ca. ½ minut lange, men de kom med 2-4 minutter imellem, og jeg skulle fra Grenaa til Randers, så jeg turde ikke vente længere.
Jeg nåede kun lige at sige mit navn, så sagde jordemoderen: "I kører NU". Hun tog telefonen, lige som jeg havde en ve, og hun kunne åbenbart høre, at det var ved at være på tide at komme afsted.
Jeg fik pakket det sidste i tasken og kravlede ned til den bil, vi havde lånt af mine forældre til formålet. For en sikkerheds skyld ville vi lige fylde benzin på, inden vi kørte, og da vi skulle derfra, ville bilen ikke starte. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle græde eller grine. Det er sådan noget, man læser i tegneserier - det sker bare ikke i virkeligheden. Den startede dog til sidst, og afsted gik det.
Da vi kom ind klokken 3.30, blev jeg undersøgt. Jeg var 3 cm åben og fuldstændig udslettet. "Tillykke, det er ikke falsk alarm". Vi blev vist ind på en fødestue, og eftersom jeg ikke havde sovet i næsten 2 døgn, skulle jeg forsøge at få lidt søvn og/eller hvile. Det fik jeg selvfølgelig ikke, og det blev vist heller ikke til så meget for Lasse. Hver gang jeg så på ham, åbnede han øjnene.
Klokken 8.30 kom en ny jordemoder ind (der havde været vagtskifte) og sagde, at hun kom om et øjeblik og undersøgte mig igen. Da hun lukkede døren, så jeg over på Lasse og spurgte, om det var ok, at jeg gav mig til at tude, hvis hun kom ind og sagde, at der ikke var sket mere? Det var det. Jeg må åbenbart have haft en anelse, for hun satte mig også til 3 cm - 3½ hvis hun var flink - og hun mente stadig, der var en smule livmoderhals, og veerne var stadig ikke regelmæssige.
Jeg tudede dog ikke. I stedet aftalte vi at tage vandet og så derfra se, om der skulle sættes mere skub i tingene, eller om jeg skulle have noget at sove på - jeg havde meget ondt nu. Vandet blev taget kl. 9.50, og det var grønt og plumret, og der var kun ca 200 ml, hvilket var grunden til, at det gjorde så ondt - der var simpelthen ikke nok til at agere "stødpude" under veerne.
Hjertelyden var dog fin, og efter at have rådført sig med en læge, mener jordemoderen, at det er op til mig, om jeg vil sove eller have det overstået. Jeg vælger det sidste. Klokken 11.20 får jeg en epidural og et vedrop - min krop er pga. søvnmanglen for træt til selv at producere gode veer - og så ligger jeg ellers og hygger mig.
Det er en meget underlig fornemmelse, at jeg kan se på kurven, at jeg har veer men ikke mærke dem. Vedroppet når at blive skruet helt op, og de truer endda med at give den en ekstra tand, før der kommer gang i tingene. Klokken 17.50 begynder preseveerne, men ikke værre end, at jeg kan holde igen.
Jeg har en kant, der ikke vil gå væk. Klokken 19.30 er den dog så blød, at den tilkaldte fødselslæge kan holde den væk, mens jeg presser, og så går det ellers stærkt. Efter 5 minutter overhører Lasse personalet snakke om, at jeg er kommet længere, end en normal førstegangsfødende når på en time, og dertil kommer, at en epidural som tommelfingerregel forlænger pressefasen med ½ time.
Hjertelyden dykker en anelse under veerne, så på de to sidste presseveer bliver der sat en sugekop på. Hun trækker dog ikke men holder bare på, så barnet ikke smutter tilbage mellem veerne. Det skal helst ikke tage længere tid end højst nødvendigt, men det er ikke så kritisk, at jeg ikke kan få lov at føde hende selv.
Klokken 19.52 lørdag aften er Juliana født, og jeg slap med 2 sting indvendigt (det ene var "ikke nødvendigt men for en sikkerheds skyld") og en mikroskopisk hudafskrabning i mellemkødet, der ikke kræver syning. Alt i alt en meget lang men god fødsel - som jeg til enhver tid er parat til at gøre om.
11-04-2004
|
© 1999-2025