Skrevet af Christina
Min graviditet var egentlig slet ikke planlagt. Vi havde snakket om at forsøge om ½ års tid, men skæbnen ville os noget andet.
Jeg havde følt mig underlig tilpas de sidste 2 uger, men jeg slog det hend med, at jeg var så træt på grund af arbejdet.
Tanken om at være gravid havde slet ikke strejfet mig, men for at berolige mig selv, tog jeg alligevel en test.
"HOVSA 2 STREGER"! Jeg kiggede flere gange på pinden og derefter på pakken, men den var god nok. Jeg blev noget mærkelig. Sommerfuglene fløj rundt i maven på mig. Jeg var både glad og forvirret på en gang. Vi havde jo snakket om at få børn. Det skulle bare ikke være lige nu.
Jeg vandrede rundt i lejligheden og flere gange rundt om mig selv, greb telefonen og ringede til Michael, som stod på Slagelse station, da jeg overbragte han nyheden. Han blev noget overrasket men glad. Senere har jeg tit tænkt på, hvor uromantisk kan man være at fortælle sin kæreste over telefonen, at han skal være far.
Jeg glædede mig som et lille barn til juleaften. Nu skulle jeg rigtig nyde at være gravid og rende rundt og strutte med min mave, men en dans på roser vil jeg ikke ligefrem kalde det.
De første 4 måneder bestilte jeg ikke andet end at have kvalme og kaste op. Efter 5 måneder måtte jeg sygemelde mig fra arbejdet på grund af mange smerter og plukkeveer. De sidste 4 måneder af graviditeten stod på utallige besøg og "overnatninger" på Herlev Sygehus.
Min kæreste var på grund af arbejdet taget til Asien de første 1½ måned af min sygemelding, så når der skulle handles, vaskes og gøres rent, måtte jeg ty til hjælp fra familien.
Min termin var skønnet til den 28. maj 2003. Vi havde weekenden forinden igen været på hospitalet, fordi jeg ikke mærkede liv, og det viste sig også, at barnets hjertelyd dykkede, og mit blodtryk steg. Lægerne mente dog, at jeg bare skulle hvile (som om jeg ikke bestilte andet).
Jeg havde min sidste jordemoderkonsultation den 27/5, og på dette tidspunkt kunne jeg ikke mere hverken fysisk eller psykisk, og jeg tiggede og bad hende om igangsættelse. Min jordemoder lovede at "tage mig op" til lægekonference. Jeg håbede men fik at vide, at jeg ikke skulle sætte næsen op efter noget.
Til min store overraskelse ringede hun 2 timer senere og spurgte, om jeg var klar til at blive mor i dag. Hold da op! Så fik jeg lige pludselig travlt med at ringe til Michael og sige, at han godt kunne komme hjem.
Vi skulle møde op på fødegangen kl. 17. Da vi ankom, blev vi modtaget af en enorm sød jordemoder samt en jordemoderstuderende, der skulle hjælpe vores søn til verden. De prikkede hul på vandet kl. 17.30, og allerede en halv time senere begyndte veerne langsomt at strømme ind over mig.
Tankerne fløj gennem hovedet på mig. Var det her det hele, eller var jeg en af dem, der skulle ligge i 24 timer? Klokken nærmede sig 19.00, og nu kunne jeg for alvor mærke veerne. På dette tidspunkt var jeg 5 cm åben.
Jordemoderen blev ved med at opfordre mig til at vandre rundt på de lange gange, men hver gang jeg rejste mig, blev veerne stærkere og gjorde så h... ondt. Jeg fik vidst vrisset lidt surt af hende, at jeg hellere ville blive i sengen.
En time senere var jeg 7 cm åben, og nu begyndte pressetrangen at melde sig. Vi blev enige om, at det vist var på tide at ringe til mine forældre, der også skulle være med til fødslen af deres første barnebarn. Min mor skulle være der som en ekstra hjælp, og min far havde lovet at filme og tage billeder.
Jordemoderen tilbød mig at komme i badekar, hvilket jeg slet ikke havde overvejet selv, men nej hvor var det dejligt. Det tog lige toppen af veerne.
Jeg tror, på dette tidspunkt kunne de gøre med mig, hvad de ville. De prøvede at give mig lattergas, men det gik slet ikke. Jeg blev helt rundtosset og var flere gange ved at "dykke" ned under vandet, hvorefter jordemoderen lidt grinende kom med en badering (hvilket syn).
Slakkels Michael, han sad på knæ bøjet ind over fødekaret for at holde mig oppe over vandet, og flere gange ville han prøve at rejse sig for at rette ryggen, men hver gang blev jeg vidst gal og vrissede, at det var hans skyld, jeg lå her!
Klokken var nu 22. Jeg var så træt og udmattet af veerne, at Michael måtte hjælpe mig op af vandet og over på sengen. Derefter undersøgte jordemoderen mig og kunne konstatere, at jeg var fuld åben og så klar, som jeg kunne blive.
Det var som om, jeg vågnede op fra et langt mareridt. Der væltede en strøm af glæde og spænding op i mig. En energi, kraft og stædighed, som jeg ikke vidste fandtes inden i mig. Nu skulle det endelig være.
  Efter mange lange seje presseveer kom min dejlige lille Frederik til verden kl. 22.52 med en kampvægt på 3.690 gram og 50 cm lang (Apgar 10/1 og 10/5), og den stolte far kunne endelig klippe navlestrengen over samt jordemoderen i fingeren!
Efter han var blevet målt, vejet og undersøgt, kunne vi endelig nyde vores søn i fulde drag. Jordemoderen fortalte os bagefter, at det var sjældent, at hun så par, der arbejdede så godt sammen, så godt at hun ikke behøvede at gribe ind.
Hun fortalte os dog også, at det kun havde været 1/5 af moderkagen, der havde fungeret, så hvis jeg havde gået en uge mere, var det ikke sikkert, at jeg havde siddet med min søn i armene i dag. Så kan jeg kun takke mig lykkelig for, at jeg nu engang er så stædig, som jeg er.
Alt i alt tog fødslen knap 5 timer. Det var de længeste, hårdeste og sejeste 5 timer i mit liv, men det var det hele værd, og jeg gør det med glæde igen, så Frederik kan få sig en bror eller søster.
Han er i dag den dejligste lille dreng, der fylder mit hjerte med kærlighed og glæde i hverdagen.
27-04-2004
|
 |
Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:
 Din historie
|
|
|
 |
GRAVIDA - gratis magasin til dig
Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.
|
 |
MIN BABY - gratis magasin til dig
Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.
|
 |
DIT BARN - gratis magasin til dig
Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.
|
|
|
 |
© 1999-2025