Skrevet af Janni
Man møder sit livs kærlighed, man flytter sammen, køber hus og drømmer om at skabe en familie sammen. Fra man var lille har drømmen om villa, Volvo og vovse været lig med det at være lykkelig - det mest naturlige i verden. Men fordi kæresten har været syg af kræft, bliver drømmen svær at realisere og kræver alle de ressourcer, man har.
Det starter lykkeligt. Man smider p-pillerne, og selvom man i baghovedet godt ved, at kemoterapien og strålerne kan have gjort skade på sædkvaliteten, er man lykkelig, for nu starter begyndelsen og realiseringen af drømmen - vi skal have børn!
Men måned efter måned brister drømmen. Menstruationens komme. Det mest naturlige i verden bliver pludselig en kamp. Man bliver besat af tanken om at få børn, og i takt med, at alle veninderne bliver gravide, bliver man mere og mere bitter.
Man opdager en masse sider ved sig selv, som ikke er særlig behagelige eller særlig ønskværdige - man oplever en misundelse og har lige pludselig svært ved at glæde sig på andres vegne. Man får dårlig samvittighed og føler sig som et dårligt menneske.
Prikken over i'et kommer med alle aborterne og de uønskede graviditeter - dem, som bliver gravide ved et "uheld", og som ikke ønsker barnet, måske får de det alligevel, men det gør jo ikke sagen bedre. Dem, som gerne vil blive gravide, og som bliver det - misundelse - for det er jo ikke mig, som det lykkes for!
Efter et år kontakter man fertilitetsklinikken. De sender en masse papirer, som skal udfyldes. Dengang var man uvidende om alt det, der skulle ske, og man var fortrøstningsfuld. Man havde tiltro til den store videnskab.
Papirerne sendes ind, der går nogle uger, og en dag dumper der nogle henvisninger fra hospitalet ind af døren. Jeg skal op til egen læge og have taget en klamydiatest. Jeg traver op til lægen og er ikke særlig stolt ved at skulle op og ligge i de famøse stigbøjler. Det er heldigvis hurtigt overstået, og jeg får at vide, at jeg skal vente en uge på svar.
Det bliver den efterfølgende mandag, og jeg ringer op til lægen. Desværre må han meddele mig, at svaret er gået tabt i posten, og jeg bliver nødt til at komme derop igen for at få foretaget en ny test. Pokkers, så skal man op i stigbøjlerne igen. Vi venter en uge mere. Svaret kommer, og jeg er klamydiafri!
Næste undersøgelse er på hospitalet. Jeg skal have foretaget en kontrastvæskeundersøgelse, hvor de sprøjter kontrastvæske op i underlivet på mig gennem et kateter for at se, om der er fri passage. Hospitalet havde skrevet, at det føles på samme måde som menstruationssmerter, og jeg var ikke særlig nervøs. Det var heldigvis rimelig hurtigt overstået, men til gengæld gjorde det mere ondt, end de havde fortalt mig, men det siger man ikke, for man vil jo nødig fremstå som en tudemarie.
Alt ser fint ud. Jeg er sund og rask, og vi er glade. Der går nogle uger, og endelig hører vi fra hospitalet. Vi inviteres til et informationsmøde en onsdag aften, hvor vi vil blive forklaret, hvad der skal ske. Min første tanke, er, at det er meget upersonligt at skulle sidde sammen med nogle fremmede mennesker og snakke om noget så personligt. Vi kommer med hver vores baggrund for ikke at kunne lave børn, og jeg var nervøs for, at man ikke fik lejlighed til at spørge om alle de mange spørgsmål, man har.
Men vi tager derind, og til min store overraskelse ser jeg, at vi bliver flere hundrede mennesker. Lille naive mig. Jeg havde forestillet mig ca. 20, og lige pludselig går det op for mig, hvor mange der har problemer med at få børn!
Informationsmødet varer tre timer, og vi får forklaret alt omkring de metoder, man bruger i dag. Det var meget at skulle kapere på én gang, og da vi går derfra, er der stadig en masse ubesvarede spørgsmål, som kværner rundt i hovedet på én. Vi går hjem og læser alle papirerne igennem og bliver da så lidt klogere.
Vi modtager et brev, hvor der står, at vi kan tilmelde os næste gang, jeg får min menstruation, og det gør vi så. Første scanning og første samtale med en læge - havde glædet mig til, at vi skulle i enrum med en læge, for så havde vi endelig muligheden for at få besvaret alle vores spørgsmål. Det lykkedes da også, men ikke uden den følelse, at man bare var et nummer i køen, og at det her var hverdag for personalet.
Vi får at vide, at vi skal starte med insemination, hvor de sprøjter sæd op i livmoderen på mig, og så må man bare håbe på, at ægget bliver befrugtet og sætter sig fast. Inden alt dette her har vi afleveret en frisk sædprøve, som viser sig at være så dårlig, at vi faktisk ikke behøver at bruge prævention, hvis ikke vi vil blive gravide. Heldigvis har min kæreste - inden han fik kemoterapi og stråler - afleveret sæd, som så er blevet frosset ned og gemt inde i deres fryser. Vi har i alt 16 strå, som de så kan tø op et efter et.
Jeg får nogle hormoner i pilleform, som jeg skal tage. Det er ikke slemt, og jeg får ikke rigtig nogle bivirkninger. 36 timer før jeg skal insemineres skal jeg tage en ægløsningsstimulerende sprøjte. Meget grænseoverskridende at skulle stikke sig selv i maven.
Dagen kommer, hvor jeg skal insemineres. Vi får at vide, at de har måttet tø 3 strå op for at nå op på den mængde velfungerende sædceller, som der ifølge hospitalet skal være for at kunne inseminere. De siger, at det er ret mange at bruge, og derfor vil de kun give os dette inseminationsforsøg, da de ellers er bange for, at vi vil bruge alle sædstråene. Normalt får man 3 inseminationsforsøg, inden man går videre til kunstig befrugtning. Det gør os nu ikke så nervøse, for jeg er jo ung og sund og rask, så det skal nok gå!
Ihhhh, hvor er man glad, når man går ud af afdelingen og måske er gravid. Man begynder at drømme om babytøj og børneværelse. 14 dage skal der gå, før jeg skal have taget en blodprøve, og de 14 dage føles som 14 år. Man er hele tiden opmærksom på, hvad der sker i kroppen på én, og man er ved at gå til af utålmodighed. 14 dage efter kommer menstruationen, og hele verden falder sammen. Pludselig går det op for os, at det måske ikke bliver så problemfrit, som vi havde håbet på, og alligevel har vi ikke fantasi til at forestille os alt det, vi skal igennem - gudskelov!
Kroppen skal have en måneds pause, før vi må gå i gang igen, og det er næsten det værste af det hele. Man vil bare i gang hurtigst muligt, og pludselig bliver det hele et kapløb med tiden. Vi får at vide, at vi skal i gang med den lange behandling - kunstig befrugtning - det de kalder IVF.
Ved den ene metode, tager de et æg og noget sæd og blander sammen og håber derved, at ægget bliver befrugtet. Den metode, som vi skulle i gang med, gik ud på at tage ægget og befrugte det direkte med sædcellen, da de skal bruge mindre sæd på denne måde. Vi havde jo ikke alverdens sædmængder at gøre godt med.
Så starter helvede. Vi skal ringe ind til hospitalet, den dag jeg får min menstruation og melde os til, men for at kunne komme i gang, skal vi være blandt de tre første, der ringer. Er man ikke det, må man vente en måned mere til næste menstruation kommer og så håbe på, at heldet er der. Dog kan man "kun" blive afvist tre gange, så skal de tage én.
Vi skal ringe mellem 10.00 og 12.30, og fra kl. 09.45 begynder jeg at ringe fra både den stationære telefon og mobilen. Der er selvfølgelig telefonsvarer på, men jeg bliver ved og ved. Klokken 10.01 er der optaget, og det er der det næste kvarter frem.
Endelig kommer jeg igennem, men for sent. Jeg bryder helt sammen og bliver dybt frustreret, for der er intet, jeg kan stille op. Jeg kan ikke engang ringe igen dagen efter, for jeg er blevet registreret som værende afvist. Hele verden vælter, og pludselig virker en måned fuldstændig uoverskuelig og meget lang!
Vi bliver nødt til at acceptere tingene, som de er, og vi får måneden til at gå - hele tiden med den bagtanke i hovedet, at vi kan blive afvist igen. Da menstruationen endelig kommer, bliver man helt dårlig, for nu er det nu, at de kan vælte verden for én igen.
Jeg laver det samme nummer som første gang, og det samme sker - jeg kommer ikke igennem som en af de tre første og får igen at vide, at vi skal prøve igen om en måned. Måneden efter sidder jeg med telefonerne igen og ringer, og pludselig er jeg igennem. En venlig sekretær siger, at jeg skal komme til scanning på 21-dagen, og de 3 uger kan næsten ikke gå hurtigt nok.
3 uger efter møder vi op inde på hospitalet. Jeg skal igen op i stigbøjlerne, og lægen, som undersøger mig, siger, at jeg har haft ægløsning og derfor kan starte på hormonerne i dag. Det kan jeg ikke forstå, for jeg plejer altid at kunne mærke, når jeg har ægløsning, og jeg har intet mærket til det denne gang. Lægen siger, at hun er sikker i sin sag, og så tager man det jo for gode varer. Vi får at vide, at jeg skal starte med en næsespray i fjorten dage, og hvis alt er fint, skal jeg herefter starte på hormonindsprøjtningerne.
Min kæreste og jeg havde for længe siden købt en rejse, og vi spurgte, om det var et problem, hvis vi tog af sted, mens jeg brugte næsesprayen. Det var det ikke, og vi kunne roligt tage af sted. Da vi kommer hjem fra hospitalet, er jeg stadig lidt usikker på det hele, og da jeg ikke kan forstå, at jeg skulle have haft ægløsning, ringer jeg ind til lægen igen og spørger, om hun nu er helt sikker. Lægen siger igen, at det hele er, som det skal være, og så må vi jo tro på det!
Vi tager på ferie, og jeg tager min næsespray 3 gange dagligt, nøjagtigt som jeg er blevet instrueret i at gøre. Jeg mærker ikke rigtig noget til det andet end, at det generer lidt i næseborene.
Den dag vi tager hjem, får jeg menstruation som planlagt. Da vi lander hjemme i Danmark, begynder jeg at få ondt i højre side i mit underliv. Jeg ringer til hospitalet og fortæller dem, at jeg har ondt, og jeg får en tid til scanning dagen efter.
Lægen, som undersøger mig, fortæller mig, at jeg har to store cyster siddende, og jeg spørger selvfølgelig, om det er normalt. Det er det ikke. Han fortæller mig, at hvis ikke man har haft ægløsning, inden man starter på næsesprayen, så er der risiko for, at man vil danne cyster, og han siger, at jeg ikke har haft ægløsning?
Jeg bliver ked af det, nervøs og gal, fordi jeg flere gange havde gjort lægen opmærksom på, at jeg ikke havde haft ægløsning, men nu var der jo ikke noget at gøre ved det. Jeg skal komme igen dagen efter for at få punkteret cysterne, som foregår ved, at man prikker hul på dem med en kanyle. Jeg bryder helt sammen, da jeg kommer hjem. Jeg er selvfølgelig glad for, at det ikke vil påvirke mine chancer for at blive gravid, men jeg er meget nervøs for at skulle stikkes oppe i underlivet.
Det bliver dagen efter, og vi kommer ind til endnu en læge, vi aldrig har set før. Han er meget venlig og prøver at berolige mig. Jeg får noget smertestillende, og han får prikket hul på cysterne. En ikke særlig sjov oplevelse, og det gør mig endnu mere nervøs for ægudtagningen, da det jo også foregår med nåle oppe i underlivet.
Jeg får lov til at starte på hormonindsprøjtningerne. Jeg skal fortsætte med næsesprayen samtidig med sprøjterne, og efter et par dage begynder jeg at blive mærket af alle de hormoner. At skulle stikke sig selv i maven er en ting, men når man ved, at det, man fylder sin krop med, gør én skingrende skør, gør ikke situationen nemmere.
Jeg bliver mere og mere uligevægtig, og der er ingen grænser for, hvad kæresten må leve med. Det gør ondt helt ind i sjælen. Jeg ved, hvor uretfærdig jeg er, men der er bare ikke noget, jeg kan gøre ved det. Jeg undskylder gang på gang, men sekundet efter det er gjort, er jeg en strid mokke igen. Min kæreste ved ikke, hvilket ben han skal stå på. Det er også lige meget, hvilket et han vælger - det vil alligevel hele tiden være det forkerte. Stakkels mand!
Alle scanningerne viser, at det går den rette vej, og efter at have været i behandling i ca. en måned, sætter de endelig datoen for ægudtagningen. Hormonerne har gjort det, de skulle. De har fået alle æggene til at vokse, og nu er de store nok til at blive taget ud for så at blive befrugtet. Vi var selvfølgelig meget nervøse - nok mest mig, for jeg havde ligesom fået en lille smagsprøve på det, der var i vente.
Vi skulle møde på hospitalet tidligt om morgenen. Hjemmefra skulle jeg tage to Panodiler og en beroligende pille. Inde på hospitalet får jeg lagt et drop i armen, som de kan give mig noget smertestillende igennem, når de går i gang. Jeg havde meget ondt i underlivet, men der sad selvfølgelig også 9 store ægblærer og trykkede.
Jeg fik at vide, at jeg skulle tage bukser og trusser af og lægge mig op i stigbøjlerne. Det generede mig ikke mere - nu havde jeg jo efterhånden prøvet det så mange gange. Der stod 5 mennesker inde i rummet. Nogen af dem med mundstykker og sterile handsker på. Min kæreste fik at vide, at han skulle sætte sig ved siden af mig.
Jeg lagde mig op og blev vasket af, så jeg var steril. Der blev lagt grønne klæder over mave og ben, og så kunne vi gå i gang. En sød sygeplejerske sprøjtede noget morfinlignende præparat ind i droppet. Jeg kunne ikke mærke nogen videre virkning, men til gengæld kunne jeg mærke, at lægen lokalbedøvede mig oppe ved livmoderhalsen.
Det tog ca. 25 minutter at få æggene ud. Højre side gik nogenlunde. Jeg kunne helt klart mærke, hver gang hun stak mig for at få et æg ud. Venstre side var derimod ikke sjov. Lægen havde problemer med at finde æggestokken, og de måtte rumstere rundt med scanneren oppe i underlivet på mig samtidig med, at de trykkede på min mave. Det gjorde ondt, da man jo er øm i forvejen. Hun måtte stikke flere gange forgæves, men de 9 æg kom da ud.
Jeg brød sammen bagefter - mest lettet over, at det var overstået og nok også påvirket af hormonerne. Jeg kunne næsten ikke gå, da vi kom hjem, og jeg blødte voldsomt. Lægen sagde, at det var, hvad vi kunne forvente, da hun havde været lidt "voldsom" ved mig.
Nu skulle vi så vente igen. Efter 2 dage kunne vi ringe og høre, om æggene var blevet befrugtet. De 2 dage er noget af det værste, jeg har oplevet. Nu var alt i deres hænder, og vi kunne ikke gøre noget som helst.
Den morgen vi skulle ringe derind, var jeg et nervevrag. Jeg vidste, at hvis ikke æggene var blevet befrugtet, så skulle vi hele turen igennem igen. Jeg ringede derind, og de 6 minutter, der var optaget, var meget lange. Endelig fik jeg en laborant i røret, som fortalte mig, at der var 4 flotte befrugtede æg, og vi skulle komme derind samme dag klokken 11.00 for at få lagt det ene op.
Vi var jublende lykkelige og tog ind på hospitalet. Jeg var ikke så stolt over at skulle have noget op i underlivet, da jeg stadig var godt øm, men alligevel kunne jeg på det tidspunkt have klaret hele verden.
Vi fik lagt et æg op, og resten blev lagt i fryseren til eventuel senere brug. Lægen gav os 30-35% chance for graviditet. Vi fik at vide, at jeg skulle tage nogle andre hormoner i form af stikpiller 3 gange om dagen, som skulle op i skeden. De skulle hjælpe med at holde på ægget. De kunne påvirke kroppen ret meget og give graviditetssymptomer, uden at jeg var gravid, eller menstruationssmerter, selvom jeg var gravid. Kort sagt, så kunne jeg ikke rigtig regne med min krop de næste 14 dage.
Jeg fik tid til en blodprøvetagning 2 uger efter, som skulle fortælle os, om jeg var blevet gravid, og den skulle tages uanset, om man var begyndt at bløde eller ej. 14 uudholdelige dage gik med at spekulere og spekulere, og selvom vi havde fået at vide, at vi ikke kunne regne med de signaler, min krop gav mig, så kunne man ikke lade være med at tolke dem alligevel, og man var ved at blive tosset oveni hovedet. Pludselig havde man menstruationssmerter, så var de væk, så havde man ømme bryster og alligevel ikke, og sådan gik tiden med det.
Jeg var meget glad, da jeg vågnede den dag, hvor jeg skulle ind og have taget blodprøven. Jeg var gået 3 dage over tid, og min menstruation plejer ellers at komme fuldstændig rettidigt. Men da jeg sætter mig ud for at tisse, begynder jeg at bløde. Inde på hospitalet havde de godt nok sagt, at stikpillerne kunne udsætte menstruationen, men vi var alligevel glade, da jeg gik over tid. Da jeg så bloddråberne i toilettet, brød jeg helt sammen. Hvorfor kunne min menstruation ikke bare være kommet til tiden i stedet for, at vi skulle nå at få håbet og troen på det? Hvor var verden dog uretfærdig!
Jeg tog alligevel ind og fik taget blodprøven og ringede et par timer efter for at få det svar, som jeg allerede godt vidste. Jeg var ikke gravid! Jeg fik at vide af sygeplejersken, at vi skulle vente en måned, før vi kunne komme i gang igen, for min krop skulle have en pause. Vi havde 3 æg inde i fryseren, som vi kunne bruge, og som sygeplejersken sagde, så var det jo en luksussituation. Jeg blev gal indeni mig selv. Det kan godt være, at vi var så heldige at have nogle fryseæg, som vi kunne bruge, men luksus er det sidste ord, man skal bruge om sådan en situation!
Der gik en måned igen. Jeg var til flere scanninger, og dagen kom, hvor jeg kunne få lagt æggene op - hvis altså de havde overlevet nedfrysningen?! Telefonopringningen, som skulle fortælle os dette, var mindst lige så slem, som den, hvor vi skulle høre, om æggene var blevet befrugtet. Æggene havde overlevet. 2 af dem var rigtig flotte, og det blev besluttet, at jeg skulle have lagt alle 3 æg op, da chancen for graviditet var dårligere, når æggene havde været frosset ned.
Denne gang foregik det hele uden hormoner, og det var en befrielse. Jeg fik lagt æggene op, og så skulle vi vente igen. Denne gang kunne jeg regne med de signaler, min krop gav mig, da den ikke var styret af hormonerne.
Der gik 13 dage, så fik jeg taget en blodprøve, fordi 14.-dagen faldt på en helligdag. HCG'et, som de måler i blodet, og som fortæller, om man er gravid, var steget - dog ikke så meget, som man kunne håbe på. Sygeplejersken sagde, at det måske kunne være fordi, at blodprøven var taget en dag for tidligt, eller også fordi, ægget ikke sad rigtigt men udenfor livmoderen. Men jeg var gravid, og hun sagde, at vi skulle være glade.
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle synes om sagen, og jeg kunne næsten ikke holde ud at vente på, at jeg skulle have taget en ny blodprøve nogle dage efter, som så kunne give os et mere præcist svar. Sygeplejersken havde dog sagt, at jeg var gravid, og jeg ringede til min kæreste og fortalte ham de gode nyheder.
I 3 dage var vi fantastisk lykkelige, og jeg havde indrettet børneværelset i mit hoved. Det var dejligt. Fra den ene dag til den anden var det pludselig glæde, man forbandt med det at få børn, og ikke hormoner, humørsvingninger, smerter osv. Det var ren glæde - vi skulle være mor og far!
Jeg begyndte så at få ondt i højre side i mit underliv og ringede ind til hospitalet. De sagde, at det nok ikke var noget, og at jeg måtte ringe igen, hvis det blev værre. Min blodprøve var steget til et rimeligt niveau, men fordi den havde været en lidt langsom starter, ville de nu alligevel gerne tage en mere for at holde øje med, om tingene var, som de skulle være. Jeg fik mere og mere ondt og ringede ind til hospitalet hver dag, men jeg fik hele tiden at vide, at jeg skulle ringe, hvis det blev værre.
Ugen gik, og det blev weekend. Lørdag aften tog smerterne til, og jeg ringede til vagtlægen, som hasteindlagde mig med det samme. Dybt chokeret var vi, for jeg havde jo ringet ind til hospitalet hver dag, og de havde ingenting gjort ved det, for de sagde, at man på nuværende tidspunkt alligevel ikke kunne se, om ægget havde sat sig forkert!
Jeg blev indlagt på gynækologisk afdeling og blev med det samme scannet. Da lægen sagde, at hun lige ville rådføre sig med sin bagvagt, vidste jeg godt, hvad klokken havde slået. Lørdag nat lå jeg igen i stigbøjlerne og fik her at vide, at der var et æg, der var gået til grunde i min livmoder, og at der sad et udenfor livmoderen. Jeg var ikke længere gravid.
Da de så begyndte at snakke om at operere mig for at fjerne min æggeleder, faldt min verden sammen. Operere... Jamen, jeg var jo sund og rask?! De fortalte, at det kunne være farligt, hvis ægget vandrede videre ud i min bughule og satte sig til at bløde. De blev nødt til at operere mig, hvis jeg ikke selv blødte det ud. Mærkeligt - nu havde jeg i så lang tid håbet på, at min menstruation ikke skulle komme, og nu skulle jeg pludselig håbe på det stik modsatte!
Natten gik, og jeg fik det ikke værre, så jeg fik lov til at komme hjem igen. Jeg havde ingen symptomer på, at ægget sad i bughulen, men jeg skulle alligevel følges med diverse blodprøver. Jeg var både glad og ked af det - ked af, at jeg ikke længere var gravid, men glad for, at jeg undgik operation, for jeg havde en idé om, at jeg skulle fungere 100% optimalt, hvis dette her skulle lykkes for os. Der gik nogle uger. Blodprøverne faldt, som de skulle, jeg begyndte at bløde, og vi kunne nu starte forfra på bar bund.
Der var bare lige en ting, som vi havde misforstået. Vi troede, at når vi først var kommet igennem som en af de tre første en gang, så gjaldt det for alle forsøgene, men der tog vi grueligt fejl! Jeg ringer godtroende ind til hospitalet efter en måneds pause og bliver til min store overraskelse afvist, da jeg ikke er blandt de tre første, som er kommet igennem. Dybt chokerede var vi.
Hvor var det her dog bare umenneskeligt. Er det ikke straf nok, at vi ikke selv kan lave de ønskebørn, som vi så gerne vil have? Men der var intet at gøre. Vi måtte vente endnu en gang! Det værste ved dette her er ikke smerterne og alle de undersøgelser, man skal gennemgå - det er ventetiden, hvor man absolut ikke kan gøre noget som helst, og vi var da også rigtig glade, da vi kommer igennem næste gang.
Hvis jeg var nervøs sidste gang, så kan jeg ikke beskrive, hvor bange jeg var nu. Jeg var bange for at danne cyster igen, jeg var bange for ægudtagningen, jeg var bange for, at ægget skulle sætte sig forkert igen, da risikoen for, at dette ville ske igen, var forøget, når det har gjort det en gang før.
Men man vil gøre hvad som helst, og vi gik i gang velvidende om, at vi havde denne ægudtagning og en mere til gode, så vil det offentlige ikke hjælpe os mere, og så må man på det private marked. Og velvidende om, at for hvert forsøg vi bruger, jo mindre sæd vil der være i fryseren.
Alt så igen fint ud - dog var æggene ikke så store, som man havde håbet på, og derfor øgede de mig i dosis for at få dem til at vokse. Det var også okay, for jeg var ikke nær så påvirket af hormonerne denne gang. Faktisk gik alt efter planen, og jeg følte lidt, at der var stille før stormen. Jeg turde ikke rigtig tro på det, for sidst gik det jo galt, så hvorfor skulle det ikke også gøre det denne gang?
Dagen kom, hvor jeg skulle have taget æggene ud. Jeg var meget udspilet og havde ondt i underlivet. Det viser sig så også, at jeg har 18 ægblærer siddende. Jeg var meget nervøs, og derfor giver sygeplejersken mig et ekstra skud smertestillende medicin i droppet, og jeg skal lige love for, at jeg sejlede. Jeg var dog stadig meget bevidst om de smerter, lægen påførte mig, hver gang hun stak.
Hun fik 11 æg ud fra højre æggestok, men hun var ikke helt så tilfreds, da de ikke var så store, som hun havde regnet med. Hun kunne se 3 meget flotte store æg på min venstre æggestok, men hun kunne også se, at de ville blive svære at få ud. Jeg bad hende om at tage dem ud, når de nu var så flotte, og så startede 10 minutters helvede, hvor hun "ommøblerede" hele mit underliv - indefra og udefra - for at kunne komme til min æggestok. Og ud kom de da!
Nu skulle vi igen vente 2 dage på svar fra laboratoriet. Det ene øjeblik var vi rimelig fortrøstningsfulde, fordi der jo var 14 æg. Det næste øjeblik var vi nervøse, for de var jo ikke så store.
De 2 dage gik, og jeg ringede ind og fik at vide, at de 10 af dem var blevet befrugtet. Det var helt vildt, og pludselig var alle smerter og undersøgelser glemt. Vi mødte op på afdelingen samme dag og fik lagt 2 friske æg op. Lægen sagde, at vi ikke kunne ønske os flottere æg, og derfor gav hun os 40% chance for graviditet på hvert æg. Nu måtte det da lykkes. Vi troede virkelig på det denne gang, og vi var rigtig glade.
Efter en uges tid begyndte jeg at få ondt i underlivet. Hospitalet sagde, at det ikke kunne være fordi, ægget sad forkert igen - det var simpelthen for tidligt - men de sagde, at jeg måske var blevet overstimuleret, fordi de havde pillet så mange æg ud. Når de har taget æggene ud, fylder ægblærerne sig igen med væske, og det gør ondt.
Jeg blev syg med influenzasymptomer, og en morgen vågnede jeg med en bule stikkende ud af min mave. Jeg blev selvfølgelig meget bange og ringede til hospitalet. Jeg kom ind og blev undersøgt, og de fortalte os, at jeg helt sikkert var blevet overstimuleret. Det var simpelthen min æggestok, der bulede ud.
Vi fik at vide, at jeg skulle gå hjem og tage den med ro, og vi skulle faktisk håbe på, at jeg fik det værre, for det ville formentlig betyde, at jeg var gravid. Meget mærkeligt at have det så dårligt og så skulle håbe på, at man bliver mere syg. Men hva' - man gør jo hvad som helst!
Selvfølgelig fik jeg det bedre, og det slog mig helt ud. Var jeg nu ikke gravid? Hvis ikke jeg blev gravid denne gang, hvornår pokker skulle jeg så blive det? Jeg fik stille og roligt flere og flere menstruationssmerter, og en dag begyndte jeg at bløde - dog ikke så meget. Verden faldt igen sammen, og vi blev klar over, at vi måtte indstille os på, at det heller ikke blev denne gang.
Efter en dags tid holdt det op med at bløde, og nu var forvirringen total. Jeg vidste godt, at stikpillerne kunne drille min krop, men alligevel. Jeg ringede ind til hospitalet, og de sagde, at jeg sagtens kunne være gravid stadigvæk. Skulle vi nu tro på det igen, bare for at blive så skuffede og for at skulle igennem hele følelsesregisteret igen? Turde vi tro på det? Ja, det gjorde vi, og i dag, 2½ år efter vi smed p-pillerne, har jeg fået min menstruation. Om det nogensinde vil lykkes for os, ved jeg ikke. Vi har stadig fryseæggene, men når det ikke lykkedes denne gang, hvornår gør det så?
Familie, venner og veninder kan bare stå og se til udefra. De kan intet stille op. De gør deres bedste og siger mange søde og opmuntrende ting. Men der, hvor vi er nu, kan jeg ikke længere holde ud at høre mere på, at det nok skal gå, og at vi skal tro på det. Jeg ved, at de forstår, når jeg siger fra overfor dem, men alligevel vil de så gerne muntre én op og være der som støtte. Det har jeg ikke brug for lige nu.
Jeg har brug for engang imellem at få lov til at ryge ned i kulkælderen og bare være ked af det. Lige nu kan jeg ikke se, at der kommer et barn ud af dette her i sidste ende, og det ved jeg rent faktisk heller ikke, om der nogensinde gør. Jeg ved ikke, om vi nogensinde kommer til at opleve at blive mor og far - det mest naturlige i verden…
01-05-2004
|
Kommentarer
© 1999-2025