Da vi mistede vores søn

Brugernavn:

Password:

Husk login

Ny bruger?

Forside

Indkøbsguide

Gode tilbud

Din side

Forum

Brevkasse

Blog

Konkurrencer

Flere:

Søg:

NYT!

LÆS DET NYE "DIT BARN" GRATIS

Læs den nye udgave af DIT BARN - et GRATIS magasin til dig med alt om de skønne unger. Læs det gratis her

Da vi mistede vores søn

Annitas søn havde vand i hovedet og levede kun i få timer.

3769

Skrevet af Annita, 26 år

Det er nu 2½ måned siden, vi mistede vores lille dreng. Det startede med en graviditet i januar måned 2003. Jeg var så glad. Jeg havde ikke forventet en graviditet, en måned efter jeg havde smidt mine p-piller. Allerede da jeg var 5-6 uger henne, var jeg begyndt at bløde lidt, det endte så med en abort ugen efter. 1½ måned efter var jeg gravid igen. Desværre gentog det hele sig en gang til.

I maj måned samme år var jeg gravid for 3. gang. Jeg begyndte at bløde igen ret hurtigt. Jeg blev undersøgt af egen læge, og det hele så fint ud. Jeg var bare meget følsom "forneden". Jeg fortsatte på mit arbejde som slagter. I uge 8 fik jeg talt med en anden læge, og han ville sende mig til scanning, selvom jeg ikke ville blive scannet normalt. Der hvor vi bor, bliver gravide ikke scannet, med mindre der er tegn på, at noget er galt. Det hele så fint ud.

I uge 12 bløder det stadig. Jeg siger til min læge, at jeg gerne vil scannes, for det vil sætte lidt ro i mit sind. Det bliver jeg så. Igen er det hele så fint så fint.

Tiden går, og jeg bliver ved med at bløde engang imellem. Der er ikke noget system i mine blødninger. Jeg har kontakt til min læge mindst 1 gang om ugen, men jeg får at vide, at jeg er blevet undersøgt, og nogle kvinder bare bløder uden nogen grund. Udover jeg bløder, har jeg kvalme hver dag og kaster op mindst en gang om dagen. Men jeg kastede også op, da jeg var gravid med min datter, som i dag er 9 år, så det var normalt nok.

I uge 33 kommer vi ud for en voldsom trafikulykke. Der sker ikke så meget med os, men den anden bil er helt krøllet sammen, og den ene af de to i bilen er død. Det i sig selv er en meget voldsom oplevelse - forkert sted på forkert tidspunkt. vi kommer på OUH, hvor jeg bliver undersøgt og bliver scannet. Det hele er fint trods mange blå mærker. Jeg får en indsprøjtning for, at barnets lunger skal modnes, hvis fødslen skulle gå igang efter det voldsomme tryk. De siger, de vil scanne mig senere på dagen for at være sikre på, at moderkagen ikke har løsnet sig.

Jeg kommer endelig til scanning og får så at vide, at der er noget galt med barnet. Han har vand i hovedet. Der er så meget, at de ikke kan gøre noget. Han vil måske leve nogle få minutter. Dette skyldes ikke ulykken, men fordi vi er ude for ulykken, finder de ud af det. Hele min verden bryder sammen. Der ligger jeg på briksen helt alene, min kæreste er et andet sted på sygehuset til observation. Endelig kommer han ned, og han ved godt, hvad klokken har slået, da han ser mig.

De næste dage går med at fortalle familie og venner om det. Vi tager hjem i weekenden for at snakke det igennem.

Fødslen

Jeg bliver sat igang mandag, men der sker ikke noget, så vi ligger bare og venter og venter på, at fødslen går igang. Vi får ordnet en masse praktiske ting i ventetiden. Det er det sværeste, jeg nogen sinde har oplevet - at ligge og vente på at skulle føde mit lille barn og vide, han ikke overlever til trods for, han sparker som en vild i maven på mig.

Onsdag den 24/12-2003 kl. 12 føder jeg endelig min dreng på 47 cm og 2,5 kg. Han "sover", da han kommer ud. Hans lille hjerte slår i ca. 5 minutter. Vi bruger tiden til at få ham døbt. Vi sad med ham i 4 timer, før vi tog hjem til familien og holdt juleaften. Den værste jul i hele mit liv.

Efter 1½ uge er min kæreste på job igen. Jeg går bare herhjemme på "barsel". Tiden snegler sig afsted. Jeg synes verden er så uretfærdig. Hvorfor kunne lægerne ikke bare have undersøgt mig eller i det mindste taget mig alvorligt? Der er så mange spørgsmål, jeg aldrig får svar på. Hvorfor lyttede de ikke på mig? Hvorfor blev jeg ikke taget alvorligt? Hvad gik galt?

Jeg prøver at finde den bedste måde at leve med det på, selvom det er svært. Jeg ved jo godt, han aldrig kommer tilbage, men jeg kan alligevel ikke lade være med at være vred på lægerne og systemet. Hvorfor skulle det så langt ud?

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på min lille dreng, som sidder oppe på en stjerne og vinker ned til mig, mens han visker: "Vi ses".

Håber du kan bruge dette til noget eller i det mindste få lægerne til at tage dig alvorligt.

23-05-2004