Skrevet af Mie
Vi er to piger, der er gift, som har fået barn.
Tirsdag den 13/1-04 og onsdag den 14/1-04.
Klokken er nok omkring 9 tirsdag morgen, da jeg vågnede med nogle kraftige plukkeveer. Connie lå og smilede til mig. Måske var det snart, jeg skulle føde. Jeg tog mig et bad, det var dejligt med det varme vand på min mave. Derefter tog jeg med min mor i byen for at handle. Der havde jeg også lidt plukkeveer, men ikke nogen, som jeg ikke kunne få tankerne væk fra.
Jeg kom hjem igen ved middagstid og skulle på toilettet. Der så jeg til min overraskelse, at jeg havde en smule tegnblødning, dog ikke frisk blod, men noget brunt noget. Eftermiddagen gik med nogle flere plukkeveer og lidt mere tegnblødning.
Sidst på eftermiddagen spurgte Connie, om jeg kunne være alene i nogle timer, for så ville hun køre over og gøre rent.
Mens hun var væk, fik jeg sovet en små tre kvarter, for så at blive vækket af nogle lidt mere kraftige veer. Da Connie kom hjem, lavede hun aftensmad til os, og derefter fik jeg flere og flere veer, men de var uregelmæssige. Vi lå på sofaen og så film, det vil sige, at jeg så film i mine ve-pauser.
Omkring midnat var jeg igen på toilettet, og der havde jeg frisk tegnblødning, og jeg tror også, at slimproppen kom ud der. Jeg havde dog meget svært ved at sidde på toilettet. Jeg fik kraftige veer, når jeg satte mig ned, og det var bare ikke sjovt, når man hele tiden følte, at man skulle tisse.
Ved 1-tiden fik jeg regelmæssige veer med ca. 3-4 minutters interval, og når veerne var der, blev jeg meget varm på mine hænder og kinder. Connie skulle heller ikke snakke eller spørge mig om noget, når jeg havde veer. Jeg skulle bare have ro til at arbejde med veen inde i mig selv.
Jeg kan ikke lige huske, hvornår det var, men jeg blev pludselig dårlig og følte, at jeg skulle kaste op. Jeg nåede kun lige ud på toilettet, så kastede jeg op, samtidig med jeg tissede hele vejen ned af mig selv. Det var meget ubehageligt, men Connie var sød og sagde, at det skulle jeg ikke tænke på og hjalp mig rent tøj på og ryddede op efter mig på toilettet.
Omkring klokken lidt i 4 ringede Connie til Mette (vores veninde, som skulle med til fødslen), som så var her lidt over 4. Der havde jeg veer, der væltede ind over hinanden.
Jeg kunne ikke koncentrere mig om andet end de konstante veer, så der besluttede vi at ringe til fødeafdelingen. Jordemoderen, som vi fik fat i, var en meget mærkelig dame. Hun sagde bare ja og ja. Jeg fik ikke noget ud af at ringe til hende, så vi besluttede os for at vente lidt længere tid her hjemme.
Veerne blev regelmæssige igen med 3-4 minutters interval. Connie fik sovet nogle timer, mens hun holdt mig i hånden, og Mette lå på madras på gulvet sammen med hundene og blundede lidt.
Ved 7.30-tiden ringede jeg til min mor, som skulle køre os til Nykøbing Sygehus. Der havde jeg stadig regelmæssige veer, og der var jeg opsat på, at vi skulle ringe til fødeafdelingen igen.
Vi ventede dog lige en time til med at ringe. Denne gang fik vi fat i en sød jordemoder, som sagde, at hvis jeg var mest tryg ved at komme derhen, så skulle vi gøre det.
Så Connie og Mette begynde stille og roligt at pakke de småting, jeg manglede i min taske, mens jeg prøvede at tage lidt tøj på. Min mor kom ved 10-tiden. Jeg lå på bagsædet i bilen på Connies skød, men på vej derhen tog veerne selvfølgelig af og var nu ikke længere regelmæssige.
Vi ankom til sygehuset omkring klokken 11. Der blev jeg modtaget af en sød jordemoder, som hed Majken. Hun skulle mærke mig indvendigt, om jeg var gået i fødsel, og hvor meget jeg havde åbnet mig.
Jeg var gået i fødsel og havde åbnet mig 3-4 cm. Derefter fik jeg kørt en CTG-strimmel hjerte-ve-skrivning, som viste, at Cecilie havde det godt. Mens jeg lå der, kunne vi høre, at der var en fødsel igang inde ved siden af. Hun skreg bare vildt højt, og det var lidt belastende at høre på.
Så fik jeg et lavement for at tømme tarmen og for at sætte gang i veerne igen. Det var ikke så behageligt med det lavement, specielt ikke når det gjorde så ondt at sidde på toilettet, men jeg fik det overstået.
Jeg fik lov til at gå lidt rundt ude på gangen for at få gang i de veer, men det ville der nu ikke lige komme.
Klokken 1 skiftede vi jordemoder til Karina, og hun mærkede mig også indvendigt, men jeg havde ikke åbnet mig mere, så jeg fik tre valgmuligheder: Enten tage hjem igen, eller gå lidt rundt på barselafsnittet eller byen, eller hun kunne tage vandet. Jeg valgte, at hun godt kunne tage vandet for at sætte lidt mere gang i veerne. Det gjorde hun så, og derefter gik vi os en tur ned i kiosken for få lidt at spise. Jeg spiste mig en banan.
Veerne tog til, og de blev hurtigt kraftigere og kraftigere. Jeg blev pludselig dårlig og skulle kaste op. Vi gik udenfor, og der kastede jeg op i et udendørs askebæger. Føj siger jeg bare. Lidt flovt at stå der og kaste op.
Jeg ville gerne tilbage til fødestuen. På vores vej mødte vi Karina, som også gerne ville have, at vi skulle komme tilbage, så hun kunne lytte til Cecilies hjerte. Vi gik langsomt tilbage igen med mange pauser. Veerne var igen gode!
Karina mærkede mig igen indvendigt og konstaterede, at jeg havde åbnet mig 5 cm nu, og at Cecilie stod skævt i mit bækken, så jeg skulle op og gå rundt for at få hende til at dreje sig. Men inden prøvede Karina at lægge akupunkturnåle for smertelindring, men de hjalp mig ikke noget. Jeg kom ned på gulvet og begyndte at gå rundt. Så kom kvalmen igen, og jeg kastede atter op.
Klokken 2.45 blev jeg tilbudt brusebad, og det tog jeg imod. Der stod jeg ude i ca. en time og bare brusede på min mave. Det var dejligt. Jeg skulle stadig stå op, så Cecilie kunne dreje sig i mit bækken.
Veerne var meget lange nu, og jeg havde næsten ingen pause mere. Klokken 4 slukkede jeg for bruseren, og så gjorde de næste veer bare ondt. Karina måtte hjælpe mig med at tørre mig. Jeg kunne bare ingen ting lige der. Jeg stod bare hjælpeløs og arbejdede med de lange kraftige veer.
Jeg skulle stadig gå lidt rundt. Jeg hang på Connie, mens veen var der. Jeg tror ikke, der gik mere end 5 minutter, så begyndte presseveerne at melde deres ankomst.
Omkring klokken 4 var der vagtskifte, og Karina ønskede os held og lykke. Vi fik en ny sød jordemoder, der hedder Kristen. Hun kom ind og sagde til mig: "Ja, nu er det snart dig, der skal på arbejde, Mie", og hun sagde, at hun gerne ville mærke, om Cecilie havde drejet sig, og om jeg havde åbnet mig helt.
Jeg havde åbnet mig helt, men Cecilie stod stadig skævt i mit bækken. Kristen satte en hjerte overvågning på Cecilies hoved, så de hele tiden kunne følge med i, hvordan hun havde det. Hun spurgte også, om vi vidste, hvad køn det var, men det gjorde vi jo ikke, så Kristen sagde, at hun kunne høre på hjertelyden, at det var en pige. Så indtil andet var bevist, blev hun kaldt en pige!
Jeg havde nu presseveer, men der var langt imellem dem, så jeg fik lagt et vestimulerende drop for at sætte gang i mine presseveer. Connie stod ved min side og hjalp mig med at presse og med iltmasken, samtidig med hun tørrede mig med en kold klud på panden og kom med søde opmuntrende ord til mig. Mette stod vist ved siden af Connie og fulgte med i det hele, og ind imellem holdt hun mig i hånden.
Droppet sagde konstant bib bib, og det irriterede mig virkelig meget. Jeg fik vist sagt noget i retning af: "Hvor er den lyd dog pisse irriterende". Kristen lo lidt og sagde: "Ja, det har du ret i". Tiden gik, og jeg kunne ikke presse Cecilie længere ud. Hun blev, hvor hun var.
Klokken 4.45 foreslog Kristen, at jeg kom op og stå for at se, om det kunne hjælpe. Jeg stod ved den ene sidde og Connie ved den anden af lejet. Jeg holdt Connie i hænderne, hver gang jeg fik en ve. Hun havde vist nok at se til, for iltmasken kunne næsten ikke nå, og jeg ville bare have masken, lige så snart veen var ovre.
Kristen sagde til mig, at nu ville hun tilkalde en læge, for Cecilie havde stadig ikke flyttet sig. Men det synes jeg nu ikke lige om. Kristen havde også sagt til mig, at jeg skulle prøve at gispe, når jeg fik en ve. Det prøvede jeg, selvom det var utroligt svært at lade være med at presse. Der havde jeg en fornemmelse af, at hun drejede sig i mit bækken. I min næste ve rev jeg næsten Connie hen over lejet, og så var der pludselig noget, der spændte. Kristen blev lidt overrasket men sagde, at nu skulle jeg op på lejet igen, for nu skulle jeg føde.
  Men det kunne jeg bare ikke. Jeg bad om skamlen. Jeg tror, jeg fik et skub op på lejet igen, men jeg lå på alle fire. Kristen sagde pres, og så var hovedet født og lige efter resten af kroppen. Hun havde sin ene arm oppe over hovedet, så det var måske derfor, hun havde stået skævt i mit bækken. Hun blev altså født liggende på alle fire. Hun fik taget hjerte overvågningen af og lagt på min mave.
Kristen spurgte Connie, om hun ville klippe navlestrengen over. Connie sagde, at det måtte Mette gerne gøre. Det var bare så stort. Jeg fik helt tårer i øjnene. Jeg kunne ikke helt forstå, at hun var vores, og at hun var kommet ud fra min mave. Kristen fik jo ret i, at det blev en pige!
Kristen spurgte efter et lille stykke tid, om det var gået op for os, at vi var blevet forældre. Jeg svarede: "Nej, ikke rigtigt", og kiggede på Cecilie. Det her gør jeg gerne igen! Det er den største oplevelse, man kan få her i livet. At føde og blive mor.
Jeg var revnet og skulle syes. Jeg husker, Kristen sagde, at det skulle jeg da ikke mærke, så hun sprøjtede noget bedøvende på, og jeg tror, jeg fik omkring 6-8 sting. Derefter skulle jeg over i en anden seng og ligge. Jeg gav Kristen et knus og sagde tak for hjælpen. Der lå Cecilie længe hos mig uden tøj på hud mod hud, og det var bare dejligt. Kristen kom med en ispose, som jeg fik mellem benene for at tage lidt af hævelsen, hvilket var rart. Hun hjalp mig også med at få hende til at tage bryst første gang.
Vi fik sandwich og saftevand. De havde også sat et lille flag på bordet.
Connie gik med Kristen ud for at få sig en cigaret, mens Mette var hos mig. Jeg lå bare og kiggede på Cecilie. Det var nok stadig ikke rigtigt gået op for mig, at jeg var blevet mor.
Så kom Kristen igen og stak Cecilie i låret med K-vitamin, og derefter blev hun målt og vejet. 2.700 gram og 49 cm! Og så fik hun tøj på.
Kristen roste mig og sagde, at det gjorde jeg flot, og at jeg gerne måtte komme igen om nogle år. Jeg havde klaret at føde uden nogen form for smertestillende og uden at skrige, så Connie kunne godt være stolt af mig.
Så var tiden slut på fødeafdelingen, og der kom en portør for at hente os. Vi sagde farvel til Kristen med et lille knus, og hun ønskede os held og lykke fremover med vores lille nyfødte datter - Cecilie!
08-06-2004
|
© 1999-2025