Skrevet af Naja fra Grønland
Jeg vil fortælle lidt om min anden fødsel og lidt om den tredje.
Jeg var 3. års lærerstuderende og var på praktik. Jeg havde aftalt med min medpraktikant, at jeg tog de første 14 dage, så jeg havde sikret mig dem, når jeg nu pludselig skulle føde. Jeg var i 39. uge.
Det gik godt det hele. Om torsdagen, hvor mine 14 dages praktik var slut, havde jeg undervisning til klokken 11.30. Jeg kan huske, at sidste time var religion. Jeg havde det lidt underligt og sagde, at jeg troede, barnet snart ville komme.
Da jeg ikke så godt kunne gå rundt i klasselokalet, "kørte" jeg rundt med kontorstolen og underviste. Endelig var timen overstået, og jeg kunne glæde mig ved, at jeg havde overstået min del af praktikken.
Jeg skulle til jordemoderen klokken 13. Det var almindelig rutine, men jeg glædede mig. Inden jeg skulle til jordemoderen, tog jeg hjem, vaskede op og ryddede lidt op. Lidt i 13 kørte jeg ned til jordemoderen.
Først var det almindelig rutine, men da jeg sagde, at jeg følte et eller andet, følte hun på mig indvendigt og sagde, at hun ikke syntes, jeg skulle gå igen, fordi jeg havde åbnet mig 5 cm.
Jeg troede ikke på det. Jeg ringede til min søster og svigermor, der havde spurgt, om de kunne deltage. Da de kom, gik vi en tur til cafeteriet og sad og pjattede lidt. Der gik nok 2 timer, så havde jeg min dejlige søn i mine arme. Han var 58 cm lang og vejede 4.800 gram. Puha.
En anden historie er, at jeg fødte vores 3. søn i et almindeligt badekar, hvor vi var inde på det lille baderum (min mand, jordemoderen, min søster, min bror, sygeplejersken og selvfølgelig mig selv). Jeg fik endnu en søn på 60 cm og 4.615 gram. Det hele gik ligeså stærkt.
Jeg har 3 sønner og venter mit SIDSTE barn og skal føde til september. Jeg håber, det vil være raskt, men også at det bliver en pige. Det er måske lidt for meget at bede om eller hvad?
12-06-2004

|