Skrevet af Line
Jeg hedder Line Pedersen og er 26 år. Jeg er mor til tvillingerne Daniel og Tobias fra 26. marts 1997 og Sebastian fra 21. marts 2000. Jeg bor sammen med min kæreste på 29 år, og hans datter på 3 år bor ved os hver anden uge.
Jeg fandt ud af, at jeg var gravid torsdag den 1/7-1999. Jeg skulle på apoteket efter nye p-piller men tog en test for at være sikker på, at jeg ikke var gravid. Jeg havde holdt pause med p-piller på grund af uregelmæssige blødninger. Testen var positiv. Jeg tog ned til lægen, og stregen kom hurtigt, så de mente, jeg var ret langt henne.
Jeg havde ikke haft noget på fornemmelsen. Dette er min 2. graviditet. I marts 1997 havde jeg født mine tvillingedrenge.
Den 13/7 var jeg ved lægen. Jeg havde kvalme og kastede op, selv om natten. Lægen regnede ud, at jeg var 11 uger henne efter sidste menses dag. Jeg havde haft en pletblødning i slutningen af maj, så lægen var ikke helt sikker. Jeg ville scannes tidligt for at se, om der var en eller to og for at være sikker på terminen. Lægen sagde, at jeg skulle få tid, til jeg var i uge 15.
Den 3/8 var jeg ved jordemoder. Jeg var 13 uger henne. Hun sagde, at livmoderen mærkedes som om, der kun var én, men jeg ville nu alligevel være helt sikker, så jeg ville scannes hurtigst muligt.
Den 12/8 var jeg til scanning. Den viste, at jeg var i uge 11. Vi troede, jeg var i uge 15. Scanningen viste, at der kun var én. Måske. Jeg skulle komme igen ca. 6 uger efter, da det så ville være nemmere at se i uge 18. Jeg fik at vide, at terminsdatoen var den 28/2-2000. Det var en dum dag. Skudår.
Den 4/9 havde jeg tabt 7 kg. Jeg havde kvalme hele tiden og kunne ikke holde mad i mig. Jeg følte, at jeg var ved at få bækkenløsning. Det stak og gjorde temmelig ondt i siden af maven og i bækkenet.
Den 23/9 var jeg til scanning. Vi regnede med, at jeg var i uge 18, men jeg var i uge 16. Det vil sige, at jeg var i uge 1-2, da jeg var ved lægen første gang, selvom hun troede, jeg var 11 uger henne. Ret vildt!!
Det vil sige, at jeg kun liiiige var blevet gravid, da jeg tog testen. Hvorfor den så var så hurtig til at vise, den var positiv, ved vi ikke, men jeg må have haft meget hormon i kroppen allerede. Det var dog meget træls, da jeg hele tiden regnede med at være længere henne, end jeg var.
Teoretisk har jeg skulle være gravid ca. 6 uger mere, end jeg havde regnet med. Forstået på den måde, at jeg troede, de 6 uger var overstået, men det var de ikke. Jeg følte det som om, at jeg skulle være gravid i 1½ måned mere end "normalt". Rent psykisk var det temmelig hårdt.
Ved scanningen fik jeg at vide, at baby var meget lille. De fleste regnede med, at det var en lille fin pige. Jeg var nu ligeglad. Bare den lille var sund og rask, var jeg tilfreds. Og dog. Vi havde derhjemme snakket om, at vi gerne ville have en dreng mere, men vi turde ikke sige det til ret mange. De fleste sagde til os, at det kun var fordi, vi havde alle tingene til en dreng, men vi er bare mere "drengetypen".
Den 30/9 mærkede jeg et spark, så jeg var 100% sikker på, at det var det. Jeg var i uge 17. Jeg kunne ikke støtte på højre ben uden at få vildt mange smerter i skambenet. Det var bækkenløsning.
I uge 21 var jeg på sygehuset for at få taget en blodprøve for at se, om jeg havde sukkersyge. Jeg var udsat på grund af overvægt.
I uge 22 kunne man mærke uden på maven, at den lille sparkede. Endelig kunne de store være med.
I uge 23 fik jeg lavet en glukosebelastning, da de foregående blodprøver havde været forhøjet. Træls.
Man kunne nu nemt se den lille sparke. Jeg havde mange plukkeveer hele døgnet. I uge 28 var jeg ved lægen på grund af plukkeveerne, og jeg fik at vide, at jeg skulle ligge stille i 14 dage, ellers ville jeg blive indlagt til aflastning.
Jeg var alene hele ugen med 2 små drenge på 2½ år. Jeg kunne ikke slappe af eller komme på sygehuset, så jeg smed en lille hvid løgn til lægen. Hvem skulle tage mine børn, mens jeg slappede af? Peter, drengenes far, min daværende kæreste, var eksportchauffør, så han kunne ikke bare tage fri i 14 dage.
Jeg havde ikke mærket ret meget sparken i nogle uger, kun hvis jeg virkelig skubbede til maven. Ved lægen skulle vi høre hjertelyd, men hun kunne ikke finde noget! Hun gik efter nye batterier til det hjertelydsapperat, men stadig ingen lyd. Så hentede hun en ny og blev ved med at forsikre mig om, at den lille havde det fint.
Ja, tak. Jeg håbede men blev temmelig nervøs. Lægen sagde, at hvis hun ikke fandt den nu, ville jeg ryge til scanning med det samme. I samme sekund kom den flotte galopperende lyd frem. Min lille baby ville ikke scannes igen, kunne vi tro! Men det hele var så alligevel OK. Lækkert!
Den 21/12 var jeg ved jordemoder. Det hele var OK. Jeg fik at vide, at jeg skulle snakke fødslen igennem med en læge 1 måned før termin, da jeg fødte ved kejsersnit første gang. Hvorfor jeg skulle, vidste jeg ikke, men de ville scanne for at se, hvor stor den lille var, og om jeg "måtte" føde normalt.
Jeg ville ikke have kejsersnit igen, da det ikke er at føde. Jeg ville igennem de smerter, der skal til for at føle mig som en rigtig kvinde!
Dagen efter nytår kunne jeg ikke gå. Jeg havde rendt for meget rundt dagen før, så jeg måtte blive i sengen hele dagen. Av. Det var vildt grimt at have ondt i bækkenet hele tiden.
Den 17/1 var jeg oppe at få taget blodprøve igen for sukkersyge. Dagen efter ved jordemoder var jeg i uge 34, og hun skønnede vægten til at være ca. 1.800 gram. Den lille lå ikke fast endnu.
19/1 var jeg ved lægen. Sikken et rend alle vegne hen. Men jeg var med i et projekt, der hedder "Bedre sundhed for mor og barn" og skulle have taget blodprøver.
Jeg spurgte for sjovt, om lægen ville skønne vægten uden at sige, hvad jordemoderen havde sagt. Lægen sagde ca. 2.500 gram. Vildt, at et barn kan vokse 700 gram på en dag. Nej, jeg giver ikke ret meget for det med at skønne vægten. Nogle børn har et stort hoved og bliver skønnet til mere, end de vejer. Jeg måtte bare vente et par måneder endnu, før jeg så den lille.
Den 1/2 blev jeg scannet for at se, hvor stor baby var, og om jeg skulle have kejsersnit igen. Lægen, der scannede, var den selv samme, der havde forløst mine tvillinger. Ret pudsigt. Vægten sagde 2.485 gram. Jeg fik at vide, at hvis jeg fødte nu, var det bare ok. Baby var, som den skulle være. Når man får det at vide, vil man meget gerne føde NU! Men det er jo ikke op til mig eller andre end Moder Natur.
Nu skulle jeg til jordemoder hver uge, til jeg fødte. Den 8/2 var jeg hos jordemoderen på fødegangen. Mærkelig følelse at have. Jeg vidste, at jeg snart skulle ligge der og have det mindre rart. Det hele var OK. Hovedet lå fast.
Ugen efter var mit blodtryk en anelse højt, og jeg skulle slappe af. Jeg gik mange ture for at sætte noget i gang, men den gik ikke. Jeg havde meget vand i hele kroppen og mange plukkeveer. Jeg sov ikke om natten og havde humørsvingninger, der var ret strenge for familien, og kvalme og meget træthed. Godt det snart var slut.
Jeg var blevet meget nervøs mht. fødslen. Ikke for at føde, men om Peter kunne nå hjem. Han var i udlandet hele ugen, så jeg havde termin en weekend. Ikke nemt at planlægge. I weekenden gjorde jeg alt for at sætte det i gang. Jordemoderen rådede os til at dyrke sex. Det hjalp ikke.
Den 29/2. Ny jordemoder. Jeg fik at vide, at hvis vandet gik, skulle jeg lægge mig ned og ringe efter Falck, da den lille alligevel ikke lå fast. De sidste 3 gange havde jeg fået at vide, den lå fast.
Peter havde fået ferie i ugen op til termin. Det var den 5/3. Der var ingen tegn til noget den 4/3, så jeg regnede med, at der ville gå lang tid.
Jordemoder den 7/3. Baby lå fast, så ingen liggende transport. Alt var fint.
Jordemoder den 14/3. Baby lå ikke fast, så liggende transport. Sikken et bøvl! Jeg var godt nok træt af det hele. Peter var hjemme fra arbejde, da hans vognmand ikke havde så meget at lave, så det var OK. Ingen pres fra den side af. Jeg fik tid til ambulatoriet til 6 dage efter. De ville se, om jeg skulle sættes i gang.
Den 15/3. Peter blev fyret på grund af ingen arbejde. Så sikken en redelighed.
Den 16/3 så det ud til, at jeg gik i gang. Slimklatter kom ud, og ved middagstid gik plukkeveerne i gang noget kraftigere end før. Jeg var meget vågen om natten på grund af smerter, men ikke mere skete. Det gjorde så ondt, at jeg holdt vejret. Der var mellem 5-12 minutter mellem "veerne".
Den 17/3 kom der igen slimklatter ud. Jeg havde været oppe 3 gange i løbet af natten, fordi det gjorde vildt ondt.
Den 18/3. Natten var et helvede. Jeg fik hold i højre skulder af at ligge forkert om natten. Jeg måtte sidde i sofaen hele natten, da det gjorde ondt. Ca. hver 15. minut vågnede jeg ved, at det gjorde ondt, og der kom temmelig slemme plukkeveer. Jeg kunne stadig ikke trække vejret, når de veer kom. Ingen søvn den nat.
Natten til 20/3 var jeg på fødegangen kl. 1. En jordemoder mærkede efter, om jeg var i gang med at føde. Der var 1 cm tilbage af livmoderhalsen, og jeg var en finger åben. Hun ville ikke sende mig hjem, fordi hun var sikker på, at jeg snart ville føde. Vi sad og ventede i 1½ time, og jeg blev undersøgt igen. Jeg var åbnet lidt mere og fik nu et værelse på hotelafsnittet.
Kl. ca. 8 gik vi igen ned på fødegangen, og så blev jeg sendt hjem, da der ikke var sket noget. Jeg fik at vide, at hvis der ikke var sket noget inden kl. 8 dagen efter, skulle jeg ringe derind og sige, jeg havde været i fødsel og havde haft veer i over 48 timer og var gået 16 dage over tid.
Tirsdag den 21/3. Jeg spiste morgenmad med mine store drenge kl. 7 og gjorde mig så klar til at tage på sygehuset igen. Vi var der kl. 9, og et par jordemødre mærkede efter for neden. Det gjorde ondt, da livmoderhalsen lå meget langt tilbage, og hun først skulle vende den.
Hun sagde, jeg skulle have drop, og der kom en og tog blodprøve på mig, hvis jeg nu skulle have kejsersnit igen. Da jeg fik lagt drop, gjorde det afsindig ondt. Lægen havde stukket forkert, så i ca. 2 måneder efter havde jeg en meget hævet hånd på grund af, at væsken var rendt ud under huden og ikke ind i årerne.
Kl. 9.30 fik jeg drop, og kl. 10 begyndte nogle ret slemme veer. Jeg holdt vejret, når de kom, men fik besked på at gispe. Det hjalp lidt.
Kl. 13.45 prikkede hun hul på vandet. Jeg havde forestillet mig, at jeg kunne mærke noget, men jeg følte ikke, der kom noget. Fik senere at vide, der ikke var noget fostervand tilbage.
Allerede fra 14-tiden af følte jeg, at jeg skulle presse. Kl. 15 var der 1 minut mellem veerne, og de varede 1 minut. En sygeplejerskestuderende var med men havde fri kl. 15, så hun nåede ikke at se det hele. Jeg var kun 2 fingre åben kl. 15, så jeg måtte ikke presse. En halv time efter var jeg åbnet 4 cm, så det gik hurtigt.
2 gange fik jeg en sprøjte i låret for at få veerne bedre i gang og få musklerne til at slappe af. Det var meget svært at lade være med at presse. Da jordemoderen mærkede efter, kunne hun mærke babys hoved helt nede. Det var meget tæt på at være ude, så hun kunne godt forstå, at jeg havde pressetrang.
Omkring ved 17-tiden var jeg 7 cm åben og fik at vide, at hvis jeg absolut ikke kunne lade være med at presse, var det OK. Kl. 17.30 kom de rigtige presseveer, men jeg kunne ikke udnytte dem ordentligt. Jeg pressede, men da jeg selv skulle holde mine ben, kunne jeg ikke presse den rigtige vej.
Jeg trak mere sammen end pressede. Man skal jo slappe af i bækkenet, men jeg spændte. Jeg kom til at klemme den lille, så hjertelyden faldt meget, og jeg fik en del ilt. Lattergas ville jeg ikke høre tale om. Jeg skulle have smerterne med!
Inden for 1 ve skulle jeg presse 3 gange, men jeg pressede kun 2 gange, så det gjorde mere ondt, end jeg kunne forestille mig. Da hovedet endelig kom ud, var der lige en arm med. AV for s.... det gjorde ondt!
Kl. var 17.59, da min 3. søn kom til verden. Jeg spurgte, om faderen måtte klippe navlestrengen, men min søn trak ikke vejret, så det måtte han ikke. Han blev suget med det samme, og der gik 2 minutter, før han trak vejret, og vi hørte ham skrige! Han havde et stort blodskudt øje og lignede en, der var taget med kop, da jeg havde mast hans hoved i bækkenet, fordi han lå langt nede.
Jeg var desværre sprækket temmelig meget, så jeg nåede kun lige at få Sebastian over på maven et øjeblik og blev så syet i en time. Det gjorde temmelig nas! Der kunne jeg sgu godt bruge lattergas! Så pyt med at være kvinde, eller hvad jeg nu mente.
Jeg har altid sagt, at jeg skulle have været igennem en rigtig fødsel, før jeg kunne føle mig som en kvinde. Det kom jeg den 21. marts 2000. 5 dage før hans brødre blev 3 år. Sikke en masse fødselsdage. Han vejede 3.700 gram og var 52 cm. Vidunderligt!
24-06-2004
|
 |
Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:
 Din historie
|
|
|
 |
GRAVIDA - gratis magasin til dig
Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.
|
 |
MIN BABY - gratis magasin til dig
Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.
|
 |
DIT BARN - gratis magasin til dig
Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.
|
|
|
 |
© 1999-2025