Skrevet af Marianne
Mandag den 17. maj 2004. Denne dag blev lille Mia født. Hun vejede 4.000 gram og var 54 cm lang. Hun blev født kl. 10.05.
Jeg startede med at have regelmæssige plukkeveer ved 10-tiden om formiddagen den 16/5. Faktisk havde jeg også regelmæssige plukkeveer aftenen før, men det varede kun en times tid og gik så i sig selv igen. Der gik ca. 5-6 minutter mellem hver plukkeve, men de gjorde ikke ondt, så jeg regnede ikke med, at de gav noget.
Om eftermiddagen var vi over hos nogle venner for at se lille Maja, som var født 3 dage forinden. Da vi kom tilbage, besluttede jeg at ringe til fødegangen for at høre, hvad de syntes. De mente, jeg lige skulle komme ind, så de kunne undersøge mig.
Omkring ved 17-tiden var min mand og jeg oppe på fødegangen. Jeg blev modtaget af Margit, min jordemoder, og det var rigtig hyggeligt, at det var en, man kendte. Hun undersøgte mig og sagde, jeg var omkring 2 cm åben. Det var dog svært at sige, om jeg var i fødsel, da jeg sagtens kunne have åbnet mig de 2 cm flere dage i forvejen.
I forbindelse med undersøgelsen begyndte jeg at bløde lidt. Det var tegnblødning, sagde hun. Hun foreslog, at vi gik en tur på en times tid og så kom tilbage igen.
Vi gik ned i cafeteriet, da vi ikke havde fået noget at spise endnu. Kasper, vores dreng på 3 år, var jo også i fuld gang med at spise aftensmad derhjemme sammen med sin mormor. Efter hun havde undersøgt mig, var veerne begyndt at gøre lidt ondt, og det var lidt svært at spise samtidig.
Efter en time kom vi tilbage, og jeg blev undersøgt af en jordemoder, der hed Anne, som var afløser for Margit, da hun var i gang med en fødsel. Hun sagde, at jeg ikke havde åbnet mig mere, så jeg kunne godt tage hjem igen. Vi kunne også få lov til at blive og få en seng på barselsgangen, hvis vi hellere ville det. Vi valgte at tage hjem igen, så jeg kunne lægge Kasper i seng.
Jeg havde fået at vide, at veerne skulle være med ca. 3 minutter imellem og vare i ca. 1 minut, så jeg gik hjem og tog tid. Omkring ved 23-tiden var veerne, som de skulle være, og de gjorde også mere ondt nu - men ikke mere ondt, end jeg sagtens kunne sidde og snakke med min mor og Claus, min mand.
Vi tog igen op på hospitalet, og denne gang var det en jordemoder, der hed Solveig. Hun undersøgte mig og sagde, at jeg stadig var knapt 2 cm åben. Så der var ikke sket noget som helst. Hun syntes, vi skulle tage hjem igen, men da hun kunne se, jeg ikke var meget for det, foreslog hun en gåtur på en times tid igen. Denne gang sad vi dog ikke ned og spiste men gik uafbrudt i en time på en meget kedelig gang.
En time efter var vi tilbage igen. Solveig kom og undersøgte mig men sagde dog, at hun ikke troede, at der var sket noget. Jeg blev godt nok lidt sur over den bemærkning, for det var ikke lige det, jeg havde lyst til at høre. På det tidspunkt ville det have været smart at holde sin mening for sig selv og være lidt opmuntrende i stedet. Hun blev dog overrasket, da det viste sig, at jeg var 4 cm åben nu, og hun fandt med det samme en fødestue til mig.
Timerne gik, og veerne blev værre. Jeg havde det bedst med at stå og gå, og følte også de gav mere på denne måde. Næste gang jeg blev undersøgt, var jeg kun 5 cm åben, og jeg havde fået meget mere ondt. Vandet var nu også gået. På et tidspunkt syntes jeg, at nu var min grænse ved at være nået. Jeg blev undersøgt, og da jeg stadig kun var 5 cm åben, bad jeg om smertelindring.
Hun foreslog lattergas, men jeg syntes ikke rigtig, at det var nok, da jeg havde meget ondt nu. Hun foreslog så en epidural, som jeg med glæde sagde ja tak til. Heldigvis for mig havde narkoselægerne ikke travlt, så jeg fik den rimelig hurtigt. På det tidspunkt var én ve mere også én ve for meget. Det gjorde ikke ondt at få den lagt, men det var meget svært at skulle sidde helt stille, specielt under en ve. Claus blev dårlig og måtte gå.
Efter et stykke tid virkede den, og det var bare så skønt. Jeg bad Solveig om at hente Claus, så han kunne se, at jeg havde det godt nu og ikke skulle ligge og bekymre sig om mig. Det hjalp vist også på ham.
Der gik flere timer endnu, og Solveig blev afløst af en jordemoder, som hed Bente. På et tidspunkt fik jeg hevet en slange til epiduralen fra hinanden, men hun satte den sammen igen. Efter noget tid begyndte det at gøre ondt igen, og jeg spurte flere gange, om den sad, som den skulle, hvilket den gjorde.
Det gjorde igen mere og mere ondt, og jeg bad om at få "skruet op" for bedøvelsen. Hun mente ikke, at jeg så kunne mærke, når jeg skulle presse, men det forsikrede jeg hende, at det kunne jeg sagtens. Endelig fik jeg hende overbevist, men nu var det tid til et jordemoderskift igen. Hun ville sige det videre til den næste og give besked til narkoselægerne.
Næste jordemoder hed Hanne, og hun havde en ung jordemoderstuderende med sig. De syntes ikke, jeg skulle have mere bedøvelse men i stedet et ve-drop for at få mere gang i veerne, da jeg stadig ikke var nok åben. Det syntes jeg absolut ikke om, for jeg havde overhovedet ikke brug for, at veerne skulle blive endnu værre. De foreslog, at jeg prøvede akupunktur for at dulme smerterne, og selvom jeg ikke troede en døjt på det, så tog jeg på det tidspunkt imod alt, hvad der måske kunne hjælpe. Det hjalp ikke!
Jeg tog så endelig imod lattergassen, da det i det mindste måske kunne hjælpe en smule. De havde nu fået bakset mig om på venstre side for at få hovedet på Mia til at stå rigtigt. Jeg havde efterhånden fået trang til at presse under veerne, og snart kunne jeg slet ikke lade være.
Det var gode nyheder, fik jeg at vide, og jeg blev nu undersøgt igen og fik at vide, at
jeg nu var helt åben, men at der stadig var en lille kant. De ville nu have mig over på den anden side, hvilket ikke var nogen nem opgave, da jeg ikke rigtig kunne løfte mine ben selv. Højre ben var næsten helt dødt. De skulle også flytte mit dropstativ og epidural-dims, for at det kunne lade sig gøre, og det skulle være meget hurtigt, da de måtte tage min maske fra mig for at kunne gøre dette. Og det fik de ikke lov til længe ad gangen.
Jeg lå nu på højre side, og det var ikke behageligt. Et eller andet pressede på noget - min blære måske? - og det gjorde ondt hele tiden, også mellem veerne. Jeg fortalte dem flere gange, at jeg altså ikke kunne ligge sådan, men det skulle jeg altså, syntes de. Jeg havde temmelig meget trang til at presse nu, og det kunne jeg ikke i den stilling. Så hvad enten de brød sig om det eller ej, så lagde jeg mig om på ryggen. Halvt på ryggen blev det til, da jeg stadig ikke ligefrem var mobil i kroppen.
De begyndte nu at sætte benstøtterne op, og så snart den venstre sad der, svingede jeg benet op i den. Hvordan jeg formåede det med mine meget tunge ben, vides ikke. Det hjalp, så jeg bedre kunne presse med. Jeg skulle holde lidt igen med at presse, havde jeg fået at vide, men det blæste jeg altså på. Da de havde fået den højre benstøtte op, hjalp de mig med at løfte benet derop.
Der kom en læge, som skulle tage en blodprøve fra Mias hovedbund, da hendes hjertelyd dykkede lidt engang imellem på grund af de mange timer med veer. Det nåede han dog aldrig, for da jeg først havde fået benene i bøjlerne, så pressede jeg til, og pludselig sagde lægen, at der skulle ikke tages nogen prøve alligevel, for nu var hovedet der. Jeg pressede alt, hvad jeg kunne, og så kom hovedet helt ud. Jeg pressede igen, og så var hun ude. Lille søde Mia...
Én presseve skulle der bare til, da jeg endelig fik lov til at ligge, som jeg ville. Klokken var 10.05. Klokken 10.16 kom moderkagen. Jeg blev syet, gjort lidt ren og kom over i en
seng. Jeg prøvede at amme Mia, og hun tog fat med det samme.
Vi var på fødestuen lidt endnu. Jeg vaklede en tur på toilettet på mine tunge ben, som jeg dog kunne bevæge nu, og bagefter fik vi lidt at spise.
Mia blev målt og vejet og undersøgt, og hun var lige, som hun skulle være. Jeg var undervejs i graviditeten blevet scannet flere gange for at se, om alt var, som det skulle være, da Kasper havde nogle problemer, da han blev født. Han havde en klap i urinvejene, der gjorde, at han ikke kunne tisse. Så alt det fostervand, han havde drukket, var blevet inde i blæren og presset på både den og urinlederne og var også trængt op i nyrerne. Derfor har han nu nedsat nyrefunktion. Han havde udover dette også en dobbelt læbespalte og en uudviklet lunge.
Og selvom vi flere gange til scanningerne havde fået fastslået, at der ikke var noget galt med Mia, var det alligevel en lettelse at se det rigtigt.
Efter undersøgelsen af Mia kom vi op på en familiestue på 16. etage, og Claus tog hjem og hentede min mor og Kasper. Kasper fik lidt tid med sin nye lillesøster, som han med det samme skulle kysse og kramme. Han var meget stolt og glad, og han prøvede også at holde hende med det samme.
Senere fik vi mange gæster både på hospitalet og hjemme. Vi var hjemme igen 24 timer efter fødslen.
Mia er nu næsten 3 uger - en stor og sund pige :-)
29-07-2004
|
© 1999-2025