Skrevet af Joan
I uge 30 år 2003 var min kæreste og jeg i sommerhus med mine forældre. Da der var gået et par dage, sagde min mor, at hun syntes, at jeg skulle købe en graviditetstest, for jeg havde et besynderligt humør.
Ganske rigtigt var prøven positiv. Der kom 2 blå streger lige med det samme, så der var ingen tvivl.
Jeg blev scannet på Næstved Sygehus for at se, om der eventuelt kunne være tvillinger - men der viste sig kun et foster. Et livligt lille et. Min termin blev flyttet et par dage i forhold til den, jeg havde i forvejen, så nu skulle jeg "stile" efter den 24. marts 2004.
Søndag den 22. februar fik jeg det meget underligt. Jeg fik jag i siden, som om jeg havde sidestik, og jeg kunne næsten ikke komme op eller ned fra sofaen. Jeg ringede til vagtlægen, da jeg blev lidt usikker på, om det kunne være fødslen, som var gået i gang, men det var jo 5 uger for tidligt. Lægen sagde, at det bare var plukkeveer, så jeg kunne tage 2 Panodiler og lægge mig lidt ned.
Da der var gået ca. 4 timer, gjorde det bare mega ondt i lænden, så jeg ringede atter engang til vagtlægen. Denne gang ville han ikke tage ansvaret for mig mere, så han sagde, at jeg skulle ringe til den vagthavende jordemoder på sygehuset.
Jordemoderen sagde, at hun godt ville have, at jeg lige kom en tur på sygehuset, for det lød som om, jeg var gået i gang med fødslen. I alt hast og jag fik jeg pakket en taske, og så tog vi af sted.
Jeg blev undersøgt, og jeg havde åbnet mig 1 cm, og på det tidspunkt havde jeg fået kraftige veer. Det viste sig dog, at jeg havde fået blærebetændelse, og det havde sat gang i det hele. Jeg fik udleveret 6 kæmpe hestepiller og 2 Pamoler, og så skulle jeg gå hjem i seng og se tiden an. Næste dag var alle smerterne væk, og jeg kunne trække vejret lidt igen.
Da jeg nåede til den 24. marts, var der ikke sket noget endnu, og det så ikke ud til, at der var noget undervejs. Så vi måtte bare vente og se tiden an.
Lørdag den 27. marts skulle jeg bare ikke føde, da min søster har fødselsdag den dag, og vi var inviteret ud at spise for at hygge med familien. Der blev gjort grin med, at jeg ville føde om natten eller i hvert fald næste dag, men jeg slog det bare hen og sagde, at der ikke var tegn på noget som helst - men det viste sig, at det kom der...
Vi kom hjem ved 3-tiden om natten, og vi var rimelig trætte begge 2. Jeg vågnede 1 time efter, vi var gået i seng, ved at der kom et eller andet ud, men jeg tænkte, at det nok bare var noget udflåd, så jeg prøvede at sove videre. I løbet af 2 sekunder kom der bare meget vand, så jeg røg ud af sengen og kaldte på min kæreste.
Peter ringede til fødeafdelingen for at høre, hvad vi skulle gøre, for jeg havde jo ikke fået veer. Jordemoderen sagde, at vi hellere måtte komme en tur forbi, for at de lige kunne undersøge mig.
Jeg ringede til mine forældre (de skulle med til fødslen) for lige at informere dem om, at nu kørte vi til sygehuset bare for at blive undersøgt, og at de ikke skulle skynde sig.
Lige pludselig kom veerne som sendt fra en klar himmel. Puha, de kom med 2½ minuts mellemrum og varede i ca. 1 minut af gangen.
På vej til sygehuset måtte jeg ringe til mine forældre og sige, at nu var veerne kommet, så de måtte hellere blive færdig og komme.
Da vi ankom til sygehuset, var jeg åbnet 3 cm, så jeg blev overflyttet til en fødestue rimelig hurtigt. På fødestuen blev jeg gjort klar (jeg fik ordnet alt det, man nu skal få ordnet såsom lavement). Mine forældre kom ca. 3 kvarter efter, at vi var ankommet, så de nåede det.
Efter det ville jeg meget gerne i varmt karbad, for det jeg havde hørt så meget godt om, og det hjalp bare SÅ meget. Efter godt en time kom jeg op igen, for jeg skulle til at presse.
Da jeg lå der på briksen, var det som om, mine veer blev meget svage. Når presseveerne kom, var der ikke meget "guf" i dem (som jordemoderen sagde), så hun truede med at lægge et ve-drop i hånden.
Jeg tænkte, at sådan noget bras skulle jeg ikke have, så jeg trykkede bare lidt ekstra, når veerne var der.
Da der var gået godt en time, blev der ringet efter en læge. Han skulle lige komme forbi fødestuen for at se, hvordan det forløb. Da han ankom, sagde han, at det så fint ud, og at den lille snart ville se lyset for første gang, og så gik han igen.
  Ganske rigtigt kl. 09.50 søndag den 28. marts 2004 kom den dejligste Sophie til verden. Hun vejede 3.400 gram og var 52 cm. Da jeg kiggede på hende, blev jeg så forelsket, at det kildede helt nede i tæerne. Nu er vi ikke længere 2 men 3.
Jeg har haft en nem og perfekt graviditet. Jeg har ikke haft kvalme, opkast eller andre gener. Selve fødslen tog 4 timer og 50 minutter, så det kan jeg heller ikke klage over.
Jeg skal helt sikkert have flere børn, for hele forløbet har ikke skræmt mig overhoved.
01-09-2004
|
© 1999-2025