Skrevet af Rikke
Jeg havde termin den 12. juli, og da det var barn nr. 2, forventede jeg at føde på datoen som sidst. Men nej. 14 dage senere den 26. kl. 9 mødte jeg til igangsætning på Hvidovre Hospital.
Med en del sommerfugle i maven afleverede vi vores datter på 4 år i børnehave og kørte ud på hospitalet. Kl. 9.30 mødte vi jordemoderen, og efter en kort og rolig snak blev vi vist ind på en fødestue, hvor hun tog vandet. Det var en underlig fornemmelse, da det varme vand begyndte at løbe.
Vi blev inde på stuen, forberedt på, at nu skulle vi vente på veerne. P3 blev tændt, og jeg gik lidt rundt for at få gang i veerne, og min mand satte sig og blundede i stolen.
En halv time efter, hun tog vandet, begyndte veerne langsomt. De startede med at være med 10 minutters interval og kun lettere smertefulde. Men meget hurtigt begyndte de at rulle ind over mig og komme med kortere og kortere intervaller.
Ikke lang tid gik, før jeg sagde, at vi ikke skulle have 3 børn. Veerne gjorde mere og mere ondt, og jeg blev nervøs for, at det skulle være så smertefuldt i mange timer endnu.
Jordemoderen undersøgte mig kl. 12.10 og kunne konstatere, at jeg var 5 cm åben. Det var en lettelse at høre, at veerne virkede, og jeg fik lidt mere mod. Ilten blev udskiftet med lattergas, men jeg ville ikke have for meget, da jeg regnede med, de sidste 5 cm ville tage sin tid. Jeg ville gerne kunne øge mængden af lattergas i takt med, at tiden gik.
Men kl. 12.20 tynger det i mit underliv, og jeg spørger, om jeg må presse. Jordemoderen undersøger mig igen og kan konstatere, at de sidste 2 veer, jeg havde, hvor jeg skreg som en stukket gris, havde åbnet mig de sidste 5 cm.
Jeg var nu klar til at føde. Jeg havde bedt om en pudendusblokade, og hun havde gjort den klar, men hovedet kom så hurtigt ned, at hun ikke kunne nå at lægge den. Hun var mægtig sød og beklagede meget.
Presseveerne var gode, og jeg pressede som en gal, når hun sagde, jeg måtte. Klokken 12.44 var vores datter født. Perfekt på 3.572 gram og 52 cm lang. Min moderkage sad desværre fast. Det skete også sidst. Så min mand fik vores datter, da jeg begyndte at bløde, og ikke ret lang tid gik, før jeg blev kørt til operationsgangen, hvor jeg fik en spinalbedøvelse og en udskrabning.
Den smule, jeg var bristet opad til, syede de også, og efterfølgende kom jeg på opvågning, hvor min mand og mit barn kom op.
Jeg havde mistet 1,8 liter blod, og min blodprocent var så lav, at jeg ikke kunne stå oprejst. Så natten til onsdag fik jeg to poser blod.
Onsdag eftermiddag tog vi hjem. Jeg kunne bare ikke vente. Det er en uge siden nu, og bortset fra den lave blodprocent, har jeg det super godt.
Det var en god fødsel, med super god hjælp undervejs.
23-09-2004
|
© 1999-2025