Skrevet af Lone
Jeg er 29 år men fødte min datter som 25-årig 4 uger før termin. Kun en måned efter, jeg havde mødt min kæreste, var jeg gravid. Jeg havde termin den 20/8-2000.
Puha, det var noget af en overraskelse, men jeg måtte jo krybe til korset og fortælle, hvad der var sket, og min kæreste tog det meget flot. Han blev dog lidt tavs, men han nævnte ikke ordet abort, selvom jeg forinden havde besluttet, at det ikke var nogen løsning for mig.
Dog kunne jeg godt forstå, hvis min kæreste løb skrigende bort, men det gjorde han heldigvis ikke (pyyha, hvor er jeg bare heldig at have sådan en dejlig kæreste).
Tiden gik, og vi havde besluttet at sælge min kærestes hus, da det ikke havde nogle børneværelser og heller ikke mulighed for at få det. Derefter gik vi i gang med at kigge efter et passende hus og fandt også et og skrev under mandag den 5. juni 2000.
Vi skulle overtage huset pr. 1. august 2000, så der var god tid til at sige min lejlighed op, og min kæreste flyttede derefter ind hos mig 1. juli 2000, da hans hus var solgt. Dejligt.
Natten til den 12. juli havde jeg det rigtig skidt udover alle de daglige plukkeveer, jeg var vant til. Jeg havde frygtelig ondt i ryggen (det døjede jeg med det meste af min graviditet) men også en frygtelig kvalme, men om morgenen syntes jeg alligevel, det var blevet lidt bedre, så jeg besluttede, at jeg alligevel nok godt kunne tage til morgenkaffe hos en fødselar.
Min kæreste mente dog at det var bedst, at jeg tog vandrejournalen med sammen med nummeret til fødeafdelingen. Jeg forsikrede ham om, at jeg ikke skulle føde i dag, men hver gang jeg havde haft lidt plukkeveer om aftenen, havde han troet, at det var NU.
Fødselsdagen gik stille og roligt, men jeg var træt, da jeg jo ikke havde fået så meget søvn om natten. Da jeg kom hjem om eftermiddagen, tog jeg en eftermiddagslur, og om aftenen var jeg igen klar til at tage til tupperware demonstration.
Jeg kom hjem og gik i seng, og den efterfølgende dag skulle vi på besøg hos svigermor og svigerfar. Inden vi skulle afsted, skulle jeg lige en tur på toilettet, men hov der var lidt brunlig sejt udflåd (som i slutningen af en menstruation). Jeg ringede til min mor og fortalte hende det men sagde dog ikke noget til min kæreste, da han jo hurtigt ville blive nervøs.
Min mor var helt vild, for sådan var begge hendes fødsler startet, men jeg mente nu egentlig ikke, at jeg havde andre tegn på, at jeg skulle føde ud over den lidt ubehagelige nat i forvejen, og jeg havde det egentlig også forbløffende godt igen.
Vi tog ud til min svigermor, som sagde, at hun jo gerne ville have et billede af os to sammen med den store mave, og så skyndte jeg mig lidt at sige, at så skulle hun nok tage det i dag.
Vi tog hjem, og dagene gik, og jeg havde det godt. Det blev tirsdag aften den 25. juli, og hende, vi havde købt hus af, ringede og sagde, at vi kunne hente nøglen om lørdagen. Jeg lovede at være der ved 9-tiden.
Jeg gik tidligt i seng, og ligeledes gjorde min kæreste, som havde fri de næste to dage, fordi han skulle arbejde i weekenden.
Da klokken var 01.15, skulle jeg helt vildt tisse, men jeg nåede kun lige ud i gangen, da jeg havde gjort det i mine bukser. Shit, tænkte jeg, nu kan jeg heller ikke holde på vandet længere og fortsatte ud på toilettet og fik tisset.
Endelig fik jeg tisset en ordentlig tår i stedet for det små-pjatteri. Jeg tog rent undertøj på og gik i seng igen, men jeg nåede kun lige ind i sengen, før jeg tissede i bukserne igen. Nå, tænkte jeg, det er da irriterende med den blære - om igen.
3 gange tissede jeg, inden jeg nåede soveværelset. Jeg tænkte, at der var noget galt, og gik ud på toilettet for at tørre mig. Jeg så til min overraskelse, at der var lidt blod med. Mon vandet var gået? Jeg havde jo ingen veer, så det kunne ikke være fødslen, der var i gang.
Jeg satte mig på et håndklæde i en stol i stuen og kiggede ud af vinduet, og præcis 1 time senere begyndte veerne, og der var jeg ikke længere i tvivl. Jeg sad en times tid, og da klokken var ca. 3.15, kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg ringede til sygehuset og fortalte dem, hvad der var sket, og hun spurgte så, om jeg havde mærket liv, og da hun hørte, hvornår jeg havde termin, sagde hun, at jeg skulle komme med det samme for at blive undersøgt.
Jeg ringede til min mor og fortalte hende, at vi tog på sygehuset, og at vi ville ringe, så snart jeg var blevet undersøgt, da hun jo skulle komme til morgenkaffe næste morgen.
Jeg gik ind for at vække min kæreste, men allerede da jeg gik ind for at tænde lyset i soveværelse, kom den ene ve efter den anden, så jeg hang op af væggen som en anden flodhest. Min kæreste missede med øjnene, da jeg sagde, at vandet var gået, og at vi skulle på sygehuset. "Jamen, du har jo veer", udbrød han og rejste sig op, og da klokken var ca. 3.50, var vi på vej ind til sygehuset, som heldigvis kun lå kort fra vores hjem.
Vejen fra indgangen til fødeafdelingen var utrolig lang, syntes jeg, men jeg ville gå selv. Jordemoderen (en kæmpe dame) tog imod og undersøgte mig. Livmodermunden var væk, og jeg havde åbnet mig 1 cm. Flot, sagde min kæreste. NEJ, sagde jeg, man skal åbne sig 10 cm, før der sker noget. Skal man det?
En time efter kom hun igen, og der var jeg 2 cm åben, og så kom der en anden jordemoder ind og hørte hjertelyd. Timerne gik, og mine smerter i ryggen var helt uudholdelige, men min kæreste masserede det bedste, han havde lært.
Kl. 9.00 skulle jeg lave stort, men da jeg ikke kunne styre mine geleben, var det værste, de kunne byde mig, at sige "gå ud på toilettet", så jeg sagde "riv i snoren, jeg ski... i sengen", og ind kom en jordemoder og mærkede på mig. "10 cm åben, du skal føde nu".
Hun kørte mig ind på fødestuen i sengen, og det tog ca. ½ time at komme over på fødebriksen, da veerne ikke ville holde pause. Så var det bare med at presse, og første pres kom halvdelen af hovedet frem men røg selvfølgelig ind igen.
Til sidst havde jeg ikke mere luft, så jeg brølede nærmest ved det sidste pres, og klokken 10.45 kom den yndigste prinsesse til syne. 2.700 gram og 47 cm. Fuldstændig smurt ind i fosterfedt, så vi måtte tørre hendes øjne, så hun kunne se hendes mor og far.
Der var ingen tvivl om, at der var liv, for hun skreg fuldstændig vildt - dejligt at høre. 6 dage efter var vi hjemme (hendes blodsukker faldt, og hun fik gulsot), men de 6 dage ville jeg ikke have undværet for noget i verden.
I dag er Anna en stor og stærk pige, og hun skal helt sikkert heller ikke være enebarn. Selvom min kæreste og jeg kun havde kendt hinanden en måned, da jeg blev gravid, har vi nået meget. Nu her snart 5 år efter (til oktober), har vi fået et velskabt barn og er blevet forlovet, den 23. marts 2002 blev vi gift og har fået en lillebror til Anna den 14. oktober 2002 (2 dage før termin).
2. fødsel: Lillebror født 14/10-2002 kl. 00.03
Jeg havde denne gang besluttet, at jeg ville gå fra på barsel de 8 uger før som sidst plus mine 5 ugers ferie. Jeg skulle ikke snydes denne gang i tilfælde af, at fødslen startede før tid.
Jeg havde ved scanningen i uge 18 set noget, der lignede en lille tissemand, så jeg regnede mere eller mindre med at få en dreng denne gang.
Tiden gik, og den sidste 1½ måneds tid inden termin havde jeg flere gange så kraftige plukkeveer, at jeg var sikker på, fødslen gik i gang. Så hver nat, min mand tog på arbejde, sagde jeg: "Hvis jeg ringer, smider du alt, hvad du har i hænderne, og kommer hjem med det samme". "Okay", sagde min mand og tog afsted den ene nat efter den anden blot for at komme hjem og sige: "Havde du ikke veer eller hvad?" Øhh, næh ikke noget alligevel.
Søndag den 13. oktober er vi et smut ude og handle, og da vi kommer hjem, afrimer jeg fryseren. Den trænger gevaldigt.
Kl. 19.00 har jeg lidt ondt over lænden men tænker, at det nok bare er plukkeveerne igen, så jeg putter vores datter og sætter mig ind og ser fjernsyn. Men kl. 19.30 begynder plukkeveerne at nive lidt mere. Jeg sidder nu og niver i sofabordet, og min mand spørger, hvorfor jeg sidder så uroligt. "Jah, jeg tror sgu', jeg har veer".
Kl. 21 går jeg i seng, for jeg kan ikke holde ud at ligge på sofaen. Min mand beslutter at gå med ind, da vi jo ikke ved, hvor længe vi kan sove.
Kl. 22 står jeg op igen uden at have fået noget søvn, og jeg sætter mig på toilettet, men det er ganske uudholdeligt, da veerne pludselig vælter ind over mig.
Jeg sidder der ganske kort, hvorefter jeg råber ind til min mand, at han fandme godt må se at finde den vandrejournal, så vi kan få ringet til sygehuset.
På få sekunder er min mand ude ved mig med vandrejournalen for lige så hurtigt at være væk igen. Ja, hvad er det lige, vi har de mænd til?
Jeg tager nu tilløb, og mellem 2 veer løber jeg ud i køkkenet for at ringe til sygehuset, og netop som jeg får kontakt til en jordemoder, kommer veerne væltende, så jeg puster og stønner i røret, og jordemoderen siger: "Kom bare, det lyder alvorligt nok!".
Jeg ringer herefter til min mor, som skal komme og passe vores datter, og jeg prøver så at få tøjet på, så godt som jeg kan mellem veerne, og endnu en gang tager jeg tilløb for at komme ud i bilen.
Klokken er nu ca. 22.30, og da jeg kommer ud til bilen, får jeg endnu en ve, men selvfølgelig står naboen og vinker til mig, men det har jeg ikke lige overskud til.
Min mand siger: "Se, naboen vinker". "JA OG HVAD SÅ!". Jeg får min mand kommanderet ind, og vi kører fra vores datter, da min mor kun er nogle få minutter væk.
Da vi ankommer til sygehuset, tager min mand en kørestol og sætter mig i, da jeg slet ikke kan koncentrere mig om at gå, og fremad det går (aldrig har jeg været med til sådan et racerløb før).
Vi ankommer til fødeafdelingen lidt i kl. 23, og jeg bliver undersøgt. Jeg er 4 cm åben. Fint. Hun siger, at min mave føles blød, så det kommer nok til at gå hurtigt. Ja ja, siger jeg, det tog jo 10 timer sidst. Så går hun ind for at gøre fødestuen klar, mens jeg får mit tøj af og kommer så tilbage og meddeler, at jeg skal føde med en anden, da hun har en anden fødsel, hun skal med til. Fint!
Jeg kommer ind på fødebriksen og synes, at jeg skal ski.., men det kan vist ikke passe. Jordemoderen kalder på en hjælper, som skal holde mit ene ben. Min mand holder det andet, da jeg husker fra første gang, at jeg bedre kan presse på denne måde.
Pludselig siger hun: "Jeg synes, du presser lidt med". Øhh ja, men jeg ved ikke rigtig, om det er presseveer, hvortil hun siger: "Du er fuldstændig åben, så pres du bare, du kan alligevel ikke få lavement med de veer".
Så jeg går i gang med at presse. Hold kæft, hvor er det hårdt. Jeg får veer hele tiden og bliver nu tilbudt ilt, da hjertelyden dykker lidt, hver gang jeg har en ve.
Hun siger nu, at hun klipper mig under næste ve, for nu skal barnet bare ud, og svup så kommer min dejlige lille prins til verden.
Jeg tror nok, at der kom lidt ekstra med ud (på grund af det manglende lavement), men hun har tørret det væk uden at nævne det.
Vores lille dreng har haft navlesnoren rundt om halsen 2 gange (løst) men skriger fint og får 10/10 i apgar. Han vejer 3.570 gram og måler 51 cm. En flot og velskabt fyr, som får navnet Phillip.
Jeg håber at få barn nr. 3 i 2005 (når farmand er blevet overtalt).
27-09-2004
|
© 1999-2025