Skrevet af Linda
Jeg mødte min nuværende mand for 2½ år siden. Han har en datter på 3½, og jeg har en datter på 18 og en søn på 10 fra tidligere forhold.
I april 2003 bliver jeg efter ønske gravid med lille Mille. Da jeg er blevet 37 år, ønker vi at få en fostervandprøve og får derved også kønnet at vide.
Vi glæder os uendeligt meget, til vores lille pus skal komme til verden. Jeg føler det nok lidt som at opleve barslen med min nu voksne datter igen!
Min søn på 10 er meget optaget af hele graviditeten, og vi følger dagligt med på Netbaby med scanninger o.l. Det kan varmt anbefales, da det tager lidt af mystikken for de yngre søskende.
Alt går planmæssigt, dog får jeg bækkenløsning omkring uge 27 og må sygemeldes indtil barsel.
Min store datter på 18 vil gerne med til fødslen, og det synes min mand og jeg er helt okay, så sådan bliver det.
Min termin er sat til den 30. januar 2004, men sådan ville Mille det ikke! Min jordemoder, som iøvrigt tog imod min søn, drillede mig tit med, at 3. gang var en drille gang, hvor intet gik, som det plejede. Og hvor fik hun ret!
De to første gange, jeg har født, er mine børn kommet dagen før termin og har begge gange været hurtige og nemme fødsler. Første gang tog det 7 timer og anden gang kun 5 timer, så jeg havde jo nok forventet noget lignende igen.
Men midt i december måtte vi en tur ind på fødegangen på grund af voldsomme plukkeveer. Dog var det ikke noget, der betød noget, men uroen var begyndt!
Så torsdag den 8. januar kl. ca. 02.15 fik jeg altså "rigtige" veer, og jeg ringede til min mand, der var på nattevagt på Amtssygehuset i Esbjerg, at nu måtte han godt finde en afløser, for nu var det rigtig nok. Kl. 03.00 kom han hjem, og vi ringede til min datter, der bor i Århus, at hvis hun ville være med, så skulle hun til at finde vej herned.
Men så gik det hele i stå igen! Fra at have haft 7 minutter mellem hver ve, var der nu hele timer mellem. Øv! Nå, men nu var min datter her ihvertfald, og farmand sad og slappede lidt af ved computeren, så det var jo egentlig meget hyggeligt.
Ved middagstid begyndte det hele så igen, og vi tog en tur ind på fødegangen. Jeg var 2 cm åben og blev sendt hjem igen.
Vi fordrev tiden med at se en sjov film. Det er ikke let at grine med veer ind imellem, men det gik nu meget fint. Ved 22-tiden var der kun 5 minutter mellem, så vi tog afsted igen. Denne gang kørte de en strimmel på mig og konstaterede mig næsten 4 cm åben, men at jeg så lidt for glad ud til, at de ville beholde mig. Så turen gik hjem ad endnu en gang!
Temmelig nedslået over, at det heller ikke skulle være nu, besluttede vi os for at gå tidligt i seng, da vi jo alle havde været oppe natten før. Så vi trængte til lidt søvn.
Så kl. 04.00 var den gal igen, men denne gang kunne jeg godt mærke, at de bed lidt hårdere. Der var ca. 5 minutter mellem veerne, og jeg gik i bad. Bagefter vækkede jeg familien og fik ringet til sygehuset. De sagde: "Er det nu dig igen!? Kom bare ind, så kigger vi på dig igen".
Som sagt så gjort. Jeg var stadig kun 4 cm åben, men hvis vi havde lyst, kunne de køre en strimmel igen, inden vi tog hjem. Bare for en sikkerheds skyld. Og det var godt, de gjorde det, for under 3. ve kl. 05.40 gik mit fostervand i et kæmpe smæld. En meget mærkelig fornemmelse! Og så tog veerne ellers fat!
Vi kom ind på stuen ved 6-tiden, og der fik jeg et lavement, mens min datter og mand hentede vores ting nede i bilen. Vi havde ikke taget det med ind, for vi regnede jo med at blive sendt hjem endnu engang.
Og så gik det ellers stærkt. Jeg stod under bruseren hele tiden og var nok i mig selv, så det var godt, min datter var der til at snakke og underholde min mand. Jeg tror nok, han følte, at der slet ikke var brug for ham.
Kl. ca. 7.15 fik jeg trang til at presse og måtte forlade det varme vand og op på briksen. Jeg var næsten helt åben men manglede lige den berømte kant, inden jeg måtte begynde at presse.
Endelig! Nu måtte jeg, men for pokker hvor gjorde det da ondt. Jeg fandt ud af, at den lille lå lidt skævt, men at jeg skulle prøve at presse alligevel. I næsten en time lå jeg med pressever, jeg ikke kunne/turde bruge, fordi det gjorde hammer ondt!
Jeg fik tilbudt akupunktur til at tage toppen af smerterne. Har aldrig prøvet det, men sagde ja tak, men ellers blev det en fødsel uden smertestillende midler. I Esbjerg kan man ikke mere få lattergas. Det har jeg ellers haft god gavn af de 2 andre gange.
Endelig blev vi enige om, at jeg skulle op at stå, og hvis det ikke hjalp, skulle en læge kigge på os og afgøre, om vi eventuelt endte med kejsersnit.
Det blev nu ikke nødvendigt, for da tyngdekraften kom til, smuttede Mille på plads, og efter 4 gode pressever kom hun endelig til verden kl. 8.39 den 10. januar. Hun var bare så smuk med masser af fosterfedt og meget hår. Mine 2 andre børn har næsten været skaldede. Da jeg kiggede op, sad min mand og datter med armene om hinanden og græd, og så begyndte jeg altså også.
Hun blev lagt til med det samme og tog godt ved, og efter et par sting og lidt mad blev hun målt og vejet. Hun var 53 cm og vejede 3.420 gram, så en flot pige selvom hun kom 2½ uge før termin.
Kl. 12.30 var vi pakket og klar til at tage hjem. En drille gang, men stadig en god fødsel.
Venter allerede en lillebror til december kun 11 måneder efter og håber, at denne gang ikke driller.
01-10-2004
|
© 1999-2025