Skrevet af Marie
Jeg har netop født mit første barn Laurits den 26/7-2004 på Odense Universitetshospital. Det var bare en drøm af en fødsel.
Jeg har gennem hele graviditeten læst og brugt Netbaby til stor glæde. Jeg synes dog ofte, at mange af læsernes historier er fyldt med fortællinger om tragiske eller dramatiske marathon fødsler.
Jeg havde selv en drøm af en fødsel. Den forløb simpelthen så nemt og hurtigt, så for at opmuntre alle de gravide, der forestår en fødsel, kan jeg med min historie fortælle, hvor "let" og positivt det også kan foregå at føde.
Jeg blev hurtigt gravid efter 2 måneder og havde en nem graviditet, kun med lidt små skavanker og almindelige graviditetsgener. Jeg glædede mig gennem hele graviditeten til fødslen og nød at gå til fødselsforberedelse og at komme hos min dejlige konsultationsjordemoder Kirsten. Uden hendes mange gode råd omkring fødslen tror jeg ikke, det var gået så nemt (hurra for gode vejrtrækninger).
26/7-2004: Denne weekend var vi taget til København for at besøge familien. Vi var taget af sted sammen Henrik og jeg. Efter vi havde hørt hos jordemoderen den 16/7-2004, at jeg allerede havde åbnet mig 1½ cm, så turde jeg ikke tage af sted alene. Tænk nu hvis fødslen skulle gå i gang.
Først var min termin den 20/7-2004, med ved en scanning den 1/3-2004 blev den fastsat til den 13/8-2004. Dvs. da vi tog af sted på familiebesøg til Sjælland, var der stadig 3 uger til min termin.
Jeg havde det godt, bortset fra lidt små graviditetsgener som ondt i ryggen, forpustet og så havde jeg også lige haft lidt menstruationslignende smerter i løbet af ugen, men det var meget lidt og ikke noget, jeg regnede for noget (det var lidt optakt til fødslen).
Hele weekenden turede vi rundt hos min familie med overnatninger forskellige steder, og søndag skulle Henrik ind og se en fodboldkamp på Brøndby Stadion sammen med nogle kollegaer. Meningen var først, at han skulle sove hos en af dem (så de kunne få lidt øl), mens jeg sov hos mine forældre i Nordsjælland. Men det turde vi alligevel ikke så tæt på terminen.
En jordemoder på AOSA havde forvisset os om, at vi sagtens kunne tage af sted. Det, at jeg havde åbnet mig, betød ingenting. Jeg kunne føde om 2 dage men også sagtens gå 14 dage over tid.
Og hvis nu fødslen skulle gå i gang, kunne vi jo sagtens nå at køre hjem til Fyn, var hendes melding. Så vi tog af sted i god tro men var alligevel lidt påpasselige. Så jeg hentede Henrik på Roskilde Station efter kampen kl. 20.30 om aftenen, og vi kørte hjem mod Fyn.
Vi havde en hyggelig køretur hjem i bilen, hvor vi spiste is og slik (fint viste det sig at være, for så fik jeg et ordentligt skud energi til nattens bedrifter). Vi snakkede med flere fra vores familie og bekendte på vej hjem på mobilen. De spurgte til, hvordan jeg havde det, og vi kunne meddele, at alt var, som det plejede.
Da vi kom hjem kl. 22.45, lå vi lige kort og læste i hver vores bog, og så lagde vi os til at sove, for Henrik skulle på job næsten morgen.
Kl. 01.35 vågnede jeg ved, at jeg havde en form for smerte i underlivet (menstruationslignende smerte). Da jeg tændte lyset og satte mig op, løb der lidt væske ud. Henrik vågnede og spurgte, hvad der var galt. "Jeg tror, jeg har tisset lidt i sengen", sagde jeg og gik ud på toilettet for at se, om jeg kunne tisse mere. Det kunne jeg uden problemer, så det kunne næsten ikke være det.
Vi talte om, om det kunne være lidt vand, der var gået, men det var så lidt, så vi blev i tvivl. Måske var det en ve, jeg havde haft, da jeg vågnede, men jeg var meget i tvivl, for jeg havde jo haft den halvt i søvne.
Vi greb vores graviditetsbog for at læse, men fandt ikke noget svar, og imens sprøjtede der lidt mere vand ud, mens jeg lå på siden. Hmm, tænkte vi, der må være noget i gang.
Vi ringede ud på OUH for at høre, hvad de mente. "Læg dig til at sove og kom herud i morgen på AOSA kl. 08.30, så kigger vi på dig". Vi slukkede lyset for at sove videre, Henrik skulle jo på job kl. 7.00.
Vi kunne ikke sove, for vi lå og spekulerede, og pludselig fik jeg en kraftig ve. Jeg tændte lyset og vækkede far. Nu var klokken blevet 02.00. "Det her må altså være en ve", sagde jeg, og vi besluttede os for at begynde at skrive ned, hvornår veerne kom. Kl. 02.10, 02.17, 02.29, 02.41, 03.01, 03.05, 03.08, 03.13, 03.16, 03.22, 03.26, 03.29, 03.34, 03.38 og så kom de ellers uafbrudt.
Jeg stoppede med at skrive ned, mens Henrik begyndte at pakke tasken til sygehuset. Han var lidt forvirret, for jeg skulle have pakket tasken på forhånd men havde kun stillet det hele klar på kommoden, så han skulle i gang med at pakke. Jeg havde lavet en checkliste (jeg er meget planlægningsmenneske) med ting, vi skulle have med derud.
Vi havde til fødselsforberedelse fået at vide, at man skulle pakke i god tid og tage ting og mad med til at "fordrive" tiden med, hvis fødslen trak ud. Så jeg havde stillet kiks, juice, mars bar, musik, blade, massageolie osv. klar på kommoden. Henrik blev dog noget forvirret over alle de ting og min checkliste, så han "kastede" bare det hele ned i en rygsæk.
Mens Henrik stod og pakkede, stod jeg og jamrede mig, mens jeg hang over kommoden i børneværelset og samtidig forsøgte at gå lidt rundt. Vi kunne ikke forstå, hvorfor veerne kom så hurtigt og pludseligt.
Henrik spurgte, om vi skulle ringe ud på fødegangen igen, men da vi var bekymret for, at de bare ville sende os hjem (det hører man så tit), fordi vi ikke var langt nok i fødslen (den var jo lige startet), bed jeg smerten i mig og tænkte på, at veerne kunne vare mange timer, inden der skete mere.
Jeg fandt nogle papirer frem fra fødselsforberedelse for at se hvilke stillinger, der var gode at hvile i, når veerne var værst. Kl. 03.45 ringede vi alligevel ud på fødegangen, da veerne var uafbrudte, og jeg ikke kunne holde ud at være nogen steder. Jeg kunne slet ikke snakke i telefonen på grund af smerterne, og de sagde, vi skulle komme med det samme.
Mig ud i bilen på alle fire med hænderne på bagsædet og rumpen i vinduet. Henrik jokede på vej derud forbi tankstationen og sagde "der er billig benzin, skal vi lige ryge ind og tanke?". "Ha ha, du kører bare", var min eneste udmelding.
I bilen havde jeg følelsen af at skulle på toilettet (det viste sig at være pressetrang). Turen til sygehuset føltes meget lang, selvom det kun tog 10 minutter.
På sygehuset tog de direkte imod os. Jeg kom ikke engang i modtagelsen men direkte ind på en fødestue. Vi blev indskrevet kl. 04.10. Jordemoder Dorte og sygehjælper Pia tog imod os.
"Jeg skal på toilettet rigtig meget", sagde jeg. Dorthe kiggede på mig på sengen og sagde "nej du skal op og presse, du er helt åben, så det er barnet, der presser på".
Henrik havde glemt kameraet i bilen, og Dorthe sagde, hvis han skulle tage billeder, skulle han skynde sig ned og hente det, for det kommer til at gå stærkt nu.
Jeg kom over på fødebriksen og stod på knæene med hænderne ud over sengeryggen, som var hejst. Henrik kom tilbage og begyndte at hjælpe mig med saftevand og kolde klude. Samtidig tog han billeder løs på digitalkameraet.
"Jeg vil gerne have en epiduralblokade", var min umiddelbare melding til Dorthe (jeg havde jo hørt til fødselsforberedelse, at man skulle sige til i god tid, og jeg er lidt pjevset med smerter af natur). Dorthe kiggede på mig og sagde "det kan du slet ikke nå, du skal føde nu".
I stedet fik jeg noget ilt i en maske, men den smed jeg på gulvet flere gange. Den hjalp slet ikke. Jeg havde det bedre med mine egne dybe vejrtrækninger (hurra for fødselsforberedelse og gode vejrtrækningsteknikker).
Smerterne, jeg havde haft under veerne på vej derud, fortog sig meget, lige så snart jeg fik lov at presse (det var en "skøn" fornemmelse - meget smertetagende). Jeg pressede ikke særlig mange gange, så sagde Henrik "jeg kan se håret". Et par pres mere, og så var hovedet ude.
Jeg fik sagt "jeg skal huske at presse med maven og ikke hovedet". "Ja", sagde Dorthe. "Husk at tage billeder af moderkagen, og sig du vil klippe navlestrengen, Henrik", remsede jeg op i pressepauserne.
"Hovedet er ude", sagde Henrik (det havde jeg næsten ikke mærket, bortset fra en let svien øverst i skeden). "Et pres mere, så er han ude", sagde Dorthe. Blop sagde det, og jeg kunne mærke, han smuttede ud. Kl. 04.56 var han født, mindre en 50 minutter efter vi kom ind på fødegangen.
  Jeg lagde mig om på ryggen og fik lagt Laurits op på maven, så snart Dorthe havde tørret ham lidt af. Årh, hvor var han skøn. Først blev vi lidt forskrækkede, for han havde et meget langt hoved (fordi han havde stået dybt i bækkenet), men det retter sig i løbet af et par dage, sagde Dorthe.
Henrik og jeg nød ham, mens han lå våd på maven og kiggede betuttet med en dyne over sig for at holde ham varm. Dorthe tog imod moderkagen, som Henrik fotograferede. Dorthe undersøgte mig efter fødslen. Alt så pænt ud, jeg var slet ikke sprækket eller blevet klippet og skulle derfor ikke syes. Det var bare skønt.
Tænk sig en let fødsel. Mindre end 3½ time efter jeg vågnede, var han født, og så gik det oven i købet så nemt. Selve fødslen syntes jeg ikke var så slem, som jeg havde forestillet mig og hørt om (har hørt om et hav af "marathonfødsler"), men veerne synes jeg var slemme. Men det tror da pokker, når jeg havde åbnet mig helt på så kort tid.
Dorthe gav Laurits et lille armbånd på, hvor der stod hans cpr-nummer og "dreng Pedersen", for hun vidste ikke, hvad han skulle hedde. På tavlen i fødestuen skrev hun alle hans data og tillykke.
Jeg hoppede ud af sengen og gik hurtigt på toilettet, mens Henrik og Dorthe målte og vejede ham. 3.080 gram og 50 cm. Et lille nys, men faktisk en god vægt, nu han var 3 uger for tidligt på den.
Henrik og jeg fik lidt mad og saft og skulle lige sunde os (vi havde faktisk slet ikke tid til at spise). Dorthe sagde, det var vigtigt, at vi lige sundede os, fordi vi var blevet forældre meget hurtigt, og psyken var måske ikke helt med.
Vi nød ham en lille time alene på fødestuen. Hvor var det stort at ligge der med vores lille barn. Dorthe udfyldte papirer og kom ind og sagde, at nu skulle vi over på patienthotellet Vuggen.
Henrik skulle give Laurits tøj på. Vi havde en kæmpe taske fyldt med tøj, men da Laurits var noget mindre, end vi havde forventet (vi havde hele tiden hørt på, at vi ventede et stort barn, og jeg var blevet scannet for tvillinger, fordi jeg havde sådan en stor mave tidligt i graviditeten men havde kun taget 12 kg på), var han alt for lille til alt tøjet. Vi fandt dog et sæt, hvor vi kunne rulle ærmerne op.
Laurits lå under varmeapparatet, mens Henrik klædte ham på. Jeg tog tøj på, og mens vi ventede på en portør, begyndte vi at ringe rundt til familien. De var noget forvirrede. Vi havde jo netop set eller talt med de fleste af dem mindre end 9 timer forinden.
Efterfølgende havde vi 5 skønne dage på patienthotellet Vuggen på OUH. Her fik vi massere af tid til hinanden og professionel hjælp af det søde personale.
Først havde jeg det lidt underligt med, at fødslen var overstået så hurtigt. Det var lidt antiklimaks, for jeg havde glædet mig så meget til selve fødslen gennem de 9 måneder. Men efterfølgende synes jeg alligevel, det var en super oplevelse, selvom det gik så stærkt, og jeg er da også glad for, at det gik så let.
Ja, så "let" og hurtigt kan det altså også gå at føde. Så glæd jer alle jer gravide. Det er mit livs største og bedste oplevelse.
08-10-2004
|
© 1999-2025