Skrevet af Louise
Vi er et par på 37 og 39 år, som i 5 år har forsøgt at blive forældre. De første år var der ingen panik overhovedet, når menstruationen alligevel kom, for vi havde så meget andet at gå op i.
Men som tiden gik, begyndte vi at blive nervøse, alvorligt nervøse for, om der var noget galt. Vi synes selv, vi har et sundt sexliv og begyndte at sætte kryds i kalenderen ud for de dage, hvor vi var sammen for at have prøvet også at være sammen uden for "kalendermetodens" tidspunkter.
Da der efterhånden var gået omkring 3 år, besluttede vi os for at opsøge vores læge for at blive henvist til en gynækolog.
Det var en noget blandet oplevelse. På den ene side var det simpelthen så befriende endelig at have fået taget sig sammen til at få noget professionel hjælp. På den anden side var det også en falliterklæring: "hvorfor kan vi ikke finde ud af det selv?".
Til vores første møde med gynækologen skulle jeg tage temperaturskemaer med, og jeg havde også lavet en liste med spørgsmål og relevante oplysninger til gynækologen.
Jeg fortalte ham, at jeg i 1996 var blevet opereret for en cyste på højre æggestok, og at der nok ikke var meget liv i den mere. Desuden spurgte jeg ham, om der så ikke var en forøget risiko for, at min æggeleder i venstre side kunne være lukket, når jeg nu var blevet opereret (bikinisnit).
Vi fortalte ham også, at selvom vi brændende ønskede at blive forældre, havde vi også en grænse for, hvad vi ville udsætte os selv for. Denne grænse kunne selvfølgelig rykkes hen ad vejen, men vi ville bare være med i hele forløbet og få forklaret, hvad næste punkt på dagsordenen nu skulle være.
Vi mødte stor modstand med denne holdning - ikke kun fra gynækologen, men også fra vores omgivelser, som syntes, det var en underlig indstilling. Når man opsøgte hjælp, skulle man såsandelig gå linen ud. Men det mente og mener vi nu langtfra.
Jeg vil tillade mig at være 100% ærlig omkring mine følelser i dette indlæg, for jeg ved, at andre også har de såkaldte "forbudte og egoistiske" tanker i forbindelse med barnløshedsbehandling.
Det er ikke let, for at sige det - umuligt - at bevare den søde, gode og forstående attitude overfor omverdenen (og her tænker jeg specielt på ens omgangskreds og kolleger, som bliver forældre), når man selv går rundt som et stort blødende sår! Hele ens verden kommer til at dreje sig om projekt barn, og man ser bare gravide og barnevogne overalt!
Nå, men tilbage til gynækologen. Jeg bliver undersøgt og scannet, og det viser sig (selvfølgelig), at højre æggestok er totalt indtørret som en rosin, og at der kun er liv i den venstre æggestok. Æggene er dog for små, så vi får at vide, at med hormoner så skal det nok gå, og fremtiden ser lys ud!
Vi forlader gynækologen med et stort smil på læben, sådan - var det bare det, der skulle til: stimulering af æggestokkene, så æggene kunne blive store nok - hvor svært kan det være?
Ved næste møde bliver jeg atter scannet og får at vide, at jeg har 5 store æg, så nu skal vi bare være sammen i de næste 3 dage, så skal jeg nok blive gravid. Selvom min mand og jeg elsker hinanden, så er det altså svært at skulle være sammen på kommando - der var ikke tale om elskov men om ren avl!
Min menstruation, som ellers kommer meget præcist, udebliver, og jeg går over tiden i 3 dage. Min mand og jeg beslutter os for, at vi vil tage en graviditetstest på 4. dagen, og han smutter lykkelig på apoteket og glæder sig helt vildt! Vi tænker begge: Tænk, hvis det bare var det, der skulle til - nogle hormonpiller - og så har vi ventet alle disse år?
Men, men men. Så heldige skulle vi ikke være. Natten før vi ville tage den famøse graviditetstest, får jeg så forfærdelige smerter i underlivet. Jeg har før døjet med menstruationssmerter, men disse smerter var meget anderledes - som om hele underlivet skulle eksplodere.
Jeg begynder at bløde voldsomt og besvimer. Min mand bliver meget nervøs, for han kan ikke rigtig få kontakt med mig. Jeg er ligbleg og vrøvler løs om et eller andet totalt uforståeligt. Så han slæber mig ud i bilen og afsted til nærmeste skadestue, som ligger 35 km væk.
Turen var et helvede for min mand. Jeg var jo besvimet af bare smerter og lå jo bare livløs hen. Men han var SÅ nervøs og troede, jeg skulle dø - også fordi jeg blødte så kraftigt.
Jeg blev indlagt og fik at vide, at jeg sikkert var blevet overstimuleret med hormoner, derfor den sene og kraftige blødning. Der var intet tegn på, at der havde været en graviditet. Jeg følte mig som jordens mest ulykkelige menneske - jeg var røget i et stort sort hul og bare græd og græd.
At jeg var blevet indlagt på samme afdeling som de fødende og også skulle gå i den tilhørende kantine og spise sammen med alle de nybagte mødre, bragte mig bare fuldstændig ud af fatning. Jeg sad og hylede ned i min mad og kunne ikke få en bid ned. Mest af alt havde jeg lyst til at råbe: "Jeg hader jer allesammen".
Men jeg gjorde det naturligvis ikke.
Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan glæde mig på andres vegne, men det gør bare så ondt, og den følelse er svær at tackle og holde nede, for som andre også har skrevet, så er det da så irriterende, at kvinder, der tager stoffer, drikker, tager p-piller, og hvad ved jeg, bliver gravide, bare de kigger på en herrecykel.
Men hvem har også lige sagt, at livet skulle være retfærdigt. Det værste, man kan sige til sådan én som mig i mit store dybe sorte hul, er: "Tag dig nu sammen - der er andet i livet". Ja, det ved jeg da godt, men det kan du/I jo sagtens sige. I har jo børn.
Sjovt nok har jeg aldrig hørt den bemærkning fra folk i samme båd som min mand og jeg og masse vis af andre barnløse par, og det viser jo bare med al tydelighed, hvor svært det er at møde empati fra andre, som ikke er i samme situation. Man kan få tusindevis af gode og vel nok velmenende råd, men inderst inde har man bare lyst til at sige, at de skal holde deres mund!
Efter mit sygehusbesøg kontaktede jeg atter gynækologen og fik en ny tid. Her fik vi en kæmpe skideballe, fordi vi havde været sammen, når jeg nu havde 5 æg! Vi var fuldstændig lamslåede - han havde jo netop sagt, at vi skulle være sammen. Det havde vi begge hørt!
Nå, jeg blev scannet igen, og gynækologen kunne ikke forstå, at der ikke var gang i min højre æggestok. OK, så vidste vi godt, hvad klokken var slået. Manden var enten ved at blive senil, eller også anede han ikke, hvilke af sine patienter, han lige nu var ved at undersøge! Min mand og jeg kiggede på hinanden med himmelvendte øjne!
Jeg blev sat ned i dosis med hormoner (Pergotime) således, at jeg kun skulle tage ½ pille i stedet for 1. Sådan fortsatte det måned efter måned: Menstruation - hormoner - scanning - være sammen - intet resultat og så forfra igen igen. Suk!
Desuden blev jeg mere og mere påvirket af hormonerne. Jeg blev hverken en bitch eller tog på i vægt, men jeg fik det dårligt på alle andre områder. Jeg fik tågesyn, kanon hovedpine og generel utilpashed. Jeg fik sværere og sværere ved at fungere i det daglige.
Mit arbejde, som jeg ellers er utrolig glad for, virkede så uoverskueligt. Jeg måtte ofte tage hjem efter et par timer om dagen, jeg fik flere sygedage og en dag kollapsede jeg på arbejde og måtte køres hjem af en kollega.
Nu startede helvedet for alvor. Jeg havde fået en kæmpedepression, sandsynligvis udløst af det kæmpepres og den kæmpeskuffelse, jeg var udsat for måned efter måned. Samtidig var min kollega, som startede op hos samme gynækolog samtidig med mig, blevet gravid og ventede tvillinger. Min søster var også blevet gravid, og jeg skulle glæde mig på deres vegne og gjorde det naturligvis også, men jeg havde bare ikke mere overskud at dele ud af!
Al barnløshedsbehandling er nu lagt på hylden, da jeg nu får antidepressiv medicin. Det er meget hårdt og hjerteskærende at tænke på, at det, vi startede op på, som skulle ende lykkeligt, er endt så ulykkeligt.
Jeg ved, at der også er en vej for os på et tidspunkt, men tiden går, og ingen af os bliver yngre. Jeg ved ikke, hvornår vi bliver stærke nok til at starte op igen på behandling, for nu drejer det sig om at komme til hægterne igen. Heldigvis har vi 3 pragtfulde dyr - 1 hund og 2 katte, som giver SÅ meget glæde i dagligdagen.
Afsluttende vil jeg lige nævne, at jeg har hørt om andre par, der har været langt værre ting igennem og alligevel har kløet på - al ære og respekt for dem. Men man ved aldrig, hvor stærk man i grunden er, og det er forbandet hårdt at blive skuffet gang på gang.
Har man en masse andre "lig med i lasten", vil jeg stærkt anbefale, at man får dem behandlet, før man vover sig ud i dette store projekt. Så klog var jeg nemlig ikke - jeg havde i forvejen en masse ubearbejdede ting med i lasten og en masse skuffelser fra min fortid.
Tak til alle jer, der har taget jer tid til at læse om min situation.
18-10-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025