Skrevet af Line, 25 år
Efter mange forsøg på at få et barn af naturens vej, fandt vi ud af, at der skulle hjælp til i form af fertilitetsbehandling. Men da hjælpen først blev sat i værk, gik det hurtigt. Så nu er jeg gravid i uge 27.
Helt overordnet er jeg meget meget lykkelig, fordi jeg endelig er blevet gravid. Jeg føler, jeg vil gøre alt for det her lille menneske, der er under udvikling i min krop, og jeg ville for intet i denne verden undvære den fornemmelse, det er, når den lille sparker, vender sig, hikker eller stikker en lille albue frem, så det kan ses under maveskindet.
Men oven i al den lykke er jeg også meget forbavset over, at en graviditet er forbundet med så mange følelser og personlige ændringer.
Jeg svinger mellem alt fra værende ovenud lykkelig til at være grebet af panikagtig angst for, at noget ikke er, som det skal være. Og her taler vi ikke om ændringer over flere dage, næh det kan såmænd være over få timer!
Andre mennesker har en tendens til at sige "Guuuddd, hvor er din mave stor" eller "Neeejjj du er godt nok ikke ret stor - sagde du, at du var 27 uger henne?". Ud fra deres blotte øjemål vurderer de lige, om ens mave er tilpas i størrelsen, og det er den aldrig. Jeg har endnu ikke mødt en, der sagde "Næh, hvor din mave bare lige har størrelse 27 uger".
I starten gav alle disse udsagn mig virkelig nervøse trækninger. Jeg tænkte "Åh nej, baby vokser ikke, som den skal" eller "Gisp! Hvad nu hvis den er syg og udvikler en abnorm størrelse".
Efterhånden har jeg fundet ud af, at det udelukkende er et spørgsmål om, hvilket tøj jeg har på, og hvem der udtaler sig. På samme dag kan jeg blive defineret som kæmpe stor af den ene og meget lille af den anden. Folk skulle nok finde på noget andet at sige og lade en jordemoder udtale sig om mavens størrelse.
Så er der alle de her andre søde gravide, man møder på sin vej. Det er enormt hyggeligt, og man er rigtig en del af et nyt og ukendt fællesskab. Men igen, det giver sandelig også anledning til bekymring! Her bliver der sagt ting som "Jeg bliver bare sparket synder og sammen".
Så er det, en nervøs sjæl som jeg tænker "Åh åh, hvad er nu det, sparker min baby nok? Jeg bliver da ikke sparket synder og sammen. Jeg mærker bare små fine spark på indersiden af mit maveskind. Er baby normal? Har den underudviklede ben eller hvad?".
Men så får jeg mine klare øjeblikke og tænker, at det må være et udtryk for, at vi har forskellig tolerancetærskel og oplever tingene forskelligt.
Eller hvad med en bemærkning som "Min mand er bare så sød og engageret. I går købte han tøj til baby, og i sidste uge havde han købt en sjov bog om fødsler til mig". Så kan de andre gravide i forumet sidde og fundere lidt over, om deres mænd er engagerede nok.
En sagde til mig, da hun var i uge 24 "Jeg kender allerede mit barns døgnrytme. Det er rart, for min jordemoder siger, det er det samme, når den bliver født". Siden den bemærkning faldt, har jeg forsøgt at finde mit barns døgnrytme, men den har altså ikke nogen! Den sparker, når det passer den og ikke på bestemte tidspunkter. Betyder det nu, at jeg får en totalt utilregnelig bandit, der bliver umulig at være sammen med?!
Sådan er der så mange små finurligheder i dagligdagen, der kan bringe mig i en let eller svær grad af nervøsitet. Underligt nok giver tanker om fødslen mig ikke mareridt. Det er nærmest noget, jeg ser frem til at have oplevet. Faktisk glæder jeg mig. Men mon ikke, at en eller flere velmenende mennesker nok skal nå at fortælle mig en skrækhistorie eller to, så min glæde træder i baggrunden?
Det er en ting, man åbenbart må lære om graviditet. Alle vil gerne fortælle om deres skrækoplevelser. Alligevel har de samme mennesker været gravide flere gange eller planlægger at blive det igen. Og fælles for alle er, at deres børn er det mest vidunderlige i verden, og deres graviditeter trods alt (næsten) var den skønneste tid i deres liv.
20-12-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025