Det at være mor Malene fortæller om de store følelser, der er forbundet med at blive mor.
2581
Skrevet af Malene
Nøj, hvor den tanke tit strejfede mig gennem hele mit liv, at jeg en dag skulle være nogens mor. Jeg har altid håbet, at denne glæde skulle komme over mig.
Den første glæde kom i november 1999. En kold frostklar novembermorgen kom min søn til verden, lille bitte og så hjælpeløs. Mit hjerte smeltede på stedet, og et urgammelt instinkt kom op i mig. Dette lille hjælpeløse væsen skulle beskyttes mod alt det onde og kolde. Hans verden skulle fyldes med glæde og kærlighed, hans tilværelse skulle være lys og varm, og vejen skulle ikke være brolagt med problemer.
Min moderfølelse kom bare som noget af det mest naturlige i verden. Min første tanke var, hvad skal vi bruge en far til, dette er MIT barn og ingen andres, og ingen andres arme skal lægges om dette lille mirakel.
Men som trætheden overmander mig efter timers kamp med veer, overlader jeg modvilligt MIN søn til sin far - i det øjeblik han ligger trygt i sin fars favn, er mit sind ikke i tvivl: Min mand er skabt til faderrollen. Han tager så varsomt om den lille dyne, VORES søn ligger i, og han kærtegner hans små kinder og hvisker sagte til ham.
Jeg er stolt af ham - jeg er stolt af, at min førstefødte er en SØN. Den gamle myte om, at den førstefødte skal være en søn er overgået mig. Jeg føler det lidt lige som i 1800-tallet, hvor man priste den kvinde, der kunne sikre, at familien gik videre med en SØN.
Jeg føler mig stolt, når nogen tager ham op og roser ham - han er smuk! Jeg er stolt, når jeg går med barnevognen ned gennem byen. Jeg ranker ryggen, for her kommer jeg med min SØN.
Pludselig stryger tiden af sted, han bliver stor, han kan sidde, kravle, gå og han begynder at tale. Jeg forundres over, at det lille væsen, der for så kort tid siden var så hjælpeløs, viser så stærke følelser for at udforske verden på egen hånd. Han ikke længere en lille dreng, han er ved at blive et rigtigt menneske med selvstændige holdninger og meninger. Verden ligger for hans føder.
Han kigger forundret på mig med sine store blå øjne og spørger til min voksende mave - hvornår kommer babyen mor? Hvad er en baby?
En solskins morgen i april 2003 kommer mit næste mirakel til verden. Hun skriger og fægter med armen og kigger intens på mig. Jeg kan næsten mærke hendes blik bore sig ind i mine øjne, og jeg fornemmer næsten, hun vurderer mig. Det skræmmer mig lidt. Det er som omn, hun ved tankens kraft prøver, om jeg nu også er god nok som hendes MOR!
Hun gør mig usikker. Usikker på, om jeg er i stand til at gøre det godt nok for denne meget specielle pige, som er sendt til mig. Hun kræver mig og min opmærksomhed. Jeg vurderer hende lige så stærk. Jeg prøver at skjule min usikkerhed for hende, men jeg tror, hun kan se lige igennem mig.
Vi kommer til en vis forståelse, min datter og jeg. Jeg lægger mine armen om hende og vugger hende stille. Først er hun ulykkelig og stritter imod, men lige så langsomt falder hun til ro. Hun lægger sig ind til mig og gaber tilfreds. Hun kigger på mig, og lige så stille er det som om, hun accepterer mig som hendes mor! Mit hjerte ånder lettet op. Hun har sagt god for mig. Jeg er god nok. Sammen skal vi nok klare den!
Storebror ankommer og ser hende. Han kigger på hende, og jeg prøver, om jeg kan læse, hvad han tænker. Han kigger på hende og spørger, om jeg stadig elsker ham? Hvordan kan han være så usikker på min kærlighed? Jeg er hans mor! Han føler sig truet af dette lille væsen.
Jeg sætter ind med al min moderkærlighed og forklarer, at jeg elsker ham lige så højt, som jeg altid har gjort, og det kan ingen ændre på! Hans lille hjerne arbejder på højtryk. Kan han forstå det? Kan han leve med, at det ikke kun er ham, der har en plads i mit hjerte? Jeg kan se på ham, han lige så langsomt forstår, at jeg mener det. Han bebuder, at han nok skal passe på hende, og han vil beskytte hende som en tapper ridder!
Kan man elske mere end ét barn? Har man kærlighed nok? Åh, de store spørgsmål svæver ud i universet. Men ja, det har man!
Mit største ønske er opfyldt. Jeg er nogens MOR. Jeg er den, der åbner døren, når nogen kommer og spørger, om min søn kan lege. Min lille førstefødte er blevet en stor dreng.
Min datter, som gjorde mig så usikker, jeg elsker når hun kommer på sine små ben over til mig og lægger sine små arme om min hals og knuger sig ind til mig. Så ved jeg, at jeg er MOR med stort M.
24-12-2004
Relaterede artikler
Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby: moderfølelse
Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:
Relaterede artikler
© 1999-2025