Skrevet af Ann
Denne fødselserindring er skrevet, helt som jeg ene og alene oplevede den. Jeg havde en lang og svær fødsel og sad bagefter med en masse uforløste følelser, blandt andet fordi jeg ikke oplevede min jordemoders forståelse undervejs.
Jeg hørte åbenbart til dem, der simpelthen blev fuldstændig overvældet af den oplevelse, det er at føde, men det kunne jeg ikke finde ud af at give udtryk for undervejs. Resultatet blev desværre, at jeg på min egen måde modarbejdede min krop, og det endte faktisk dramatisk med forsvundet hjertelyd på barnet og en akut og hårdhændet fødsel med sugekop, for til sidst skulle det barn altså hurtigt ud!
Måske kan man af denne beretning lære, hvor vigtigt det er, at man på en eller anden måde får givet udtryk for, hvad man har behov for, eller at man i det mindste har talt med sin partner (eller hvem der nu er med) om det på forhånd, så han eller hun kan hjælpe til med at udtrykke ens ønsker og behov bedst muligt. Altså bliver en slags advokat for én, for man er jo selv ret optaget af noget andet!
Jeg betalte i hvert fald prisen for at være totalt chokeret og mundlam, og dette parret med nogle uheldige omstændigheder gav en meget dårlig oplevelse.
Det hele begynder en solrig eftermiddag, og jeg prøver at spille en slags tennis i haven sammen med min mand. Jeg gør det bare for at bevæge mig, for i morgen har jeg termin, og måske sker det?
Samme aften er jeg i bad, og pludselig kan jeg mærke kraftige trækninger hen over lænden, og det er mere, end det plejer at være. Jeg bliver glad, for nu er min fødsel ved at gå i gang og jeg glæder mig så meget til at møde mit første barn.
Jeg har på det tidspunkt heldigvis ikke fantasi til at forestille mig, at det vil være så længe og være så ulideligt, som det kommer til.
Det er nu midnat, og jeg har veer, der gør ondt, så det er svært for mig at ligge i sengen, men jeg er stadig glad og spændt, for jeg ved godt, at det ikke er smertefrit at føde.
Klokken 2 om natten går jeg rundt i 8-taller inde i stuen i takt med veerne, der nærmest kommer i bølger, og når de kommer, står jeg enten helt stille og holder vejret, eller jeg lægger mig ned på alle fire, og jeg er ikke glad mere. Jeg er bange og har ondt, og hver gang, der kommer en ve, holder jeg vejret.
Jeg stritter imod og vil helst være fri, for jeg ved, det bliver værre. Jeg har ladet min mand sove, så nu føler jeg mig alene, og jeg synes nærmest, jeg laver spor i gulvtæppet, sådan som jeg kan vandre i 8-taller på samme måde hele tiden.
Klokken 7 den følgende morgen vækker jeg min mand. Jeg selv har ikke lukket et øje og er træt og bange og gal, for jeg er åbenbart alene. "Jamen, du kunne jo bare have vækket mig", siger han, og det er jo rigtigt. Men hvad skulle han egentlig gøre andet end at sige trøstende ord, og så gå i seng og sove videre, tænker jeg for mig selv i min martyrrolle.
I stedet er det i nattens løb gået op for mig, at det er mig HELT ALENE, der skal føde vores barn, og det bliver åbenbart i smerte. Hvorfor kommer det så meget bag på mig? Jeg vidste det jo godt.
Men jeg kan ikke lide, når det gør ondt, og jeg håndterer det rigtig dårligt, for jeg har en lav smertetærskel og bliver bange, når jeg har rigtig ondt. For jeg har aldrig haft rigtig ondt nogen steder i hele mit liv, har aldrig været alvorligt syg, haft brækket eller forstuvet noget, og har aldrig været indlagt eller på skadestuen, så det her kommer ærlig talt en anelse bag på mig. Jeg er angst, er ikke vant til smerte og ved ikke lige, hvordan man kan håndtere den.
Klokken 8 ringer vi til hospitalet, og siger vi kommer, og så tager vi en taxa derhen. Taxa-manden laver lidt sjov og siger, jeg ikke må føde i hans taxa, og jeg får modet tilbage, for vi skal snart møde vores barn!
Der er vi så, men jeg er ikke åbnet særligt meget, så på hospitalet vil de sende os hjem igen. Det kan jeg slet ikke overskue, for derhjemme er jeg jo helt alene med smerterne. Sådan føler jeg det i hvert fald, men det er jo bare fordi, det har været nat, og jeg har ladet manden få sin søvn.
De kan se min desperation og min træthed og indlægger mig. Jeg får drop med beroligende, vi får enestue og lægger os til at slappe af. Jeg vil gerne sove og føler for en stund, at veerne bliver mindre, men det er vist bare det beroligende middel, der får min krop til at slappe lidt af.
Ingen af os kan sove, så efter nogle timer står vi op og kommer på en anden stue, hvor der bliver kørt en strimmel. Og så bliver vi ladt alene. Igen. Men til sidst kommer en sød jordemoder og siger, at det ser fint ud, og hun klapper mig på maven og siger, at hun næsten vil vædde med, at det bliver en lille pige, der helt sikkert vil komme til verden her på hendes vagt, der varer til klokken 15. Pyha, tænker jeg, og jeg bliver rolig og tror på hende. At det er bar løgn, ved ingen af os endnu!
Timerne går langsomt, og der sker ikke rigtig noget. Vi er stort set hele tiden alene, og ingen spørger rigtig til os. Jeg åbner mig ufatteligt langsomt, ja nærmest slet ikke, men veerne er alligevel kraftige. Min mand nusser mig og holder ved mig, når veerne kommer.
Der er vagtskifte. Den søde jordemoder forsvinder, og jeg har endnu ikke født. Nu kommer vi på fødestue, og jeg får lov til at komme i badekar. Det ser dejligt ud, men det er slet ikke godt for mig. Det er hæsligt, for det er en stegende varm sommerdag udenfor og ligeså varmt indenfor.
I det alt for varme vand kan jeg dårligt trække vejret, men jeg kan ikke komme op, for jeg er for tung, og jeg kan ikke få luft, og jeg får pludselig mange flere veer. Jeg bliver halv-desperat over ikke at kunne ånde og så ulykkelig, at jeg tuder af frustration. Min mand trøster og klamrer min hånd, mens han kalder på en jordmoder.
Hun spørger naturligt om, hvad der er i vejen, men det kan jeg ikke formulere. Jeg kan bare mærke, at jeg er så udkørt og ked af det, og min krop er ved at overtage mig, men jeg kæmper imod det hele tiden. Det gør ondt alle vegne, og jeg er bange, og jeg ved pludselig ikke noget om, hvordan man gør.
Hvor er alt det jeg har lært? Hvor er alle de lindrende yogaøvelser, hvor er åndedrætsøvelserne fra fødselsforberedelserne? Hvor er det forsvundet hen, hvor er jeg selv, og hvor er hjælpen? Jeg kan ikke formulere noget fornuftigt med ord men nærmer mig hysteri og synes, jeg opfører mig pinligt, for der kommer bare hulkelyde ud af min mund og ingen ord. Jeg er desperat!
Jeg kommer op i sengen og ligger der og bliver tilbudt lattergas og epiduralblokade. Ja, det vil jeg så gerne, så jordemoderen går (igen) for at hente folk til at bedøve mig, men der kommer ingen tilbage i lang tid, og jeg venter.
Vi venter, og veerne kommer mere rytmisk, og jeg ligger faktisk af helvede til på den der måde i den der åndsvage seng, men lattergassen står lige ved siden af, så jeg bliver der men vil gerne skifte stilling, men det bliver aldrig til noget, for der er INGEN, man kan spørge om hjælp, og jeg ved ikke engang mere, hvad jeg skal spørge om, for jeg har glemt det hele.
Jeg tror ikke, lattergassen er så god for mig, men det er det eneste, jeg har, for epiduralblokade blev det ikke til. Jeg suger løs af gassen, klamrer mig til min mand under veerne, og endelig kommer en jordemoder. Det er så nr. 3, vi møder, og hun er en ældre skrap model, der ikke virker spor tiltalende. Så jeg tuder, da jeg ser hende af bar frustration. Men jeg er ordløs, er i min krops vold, og i mine følelser, og jeg kan ikke forklare, hvor bange jeg egentligt er, og hvor utroligt meget, smerterne kommer bag på mig.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, når der kommer en ve bølgende. Jordemoderen synes, vi skal sætte lidt fut i det hele og giver mig vestimulerende drop, og så går hun ellers ud igen!
Imens går min krop helt amok. Jeg tager så meget lattergas, som min mand vil give mig, og klemmer hans hånd flad og helt hvid. Min numse og mine ben sover af at sidde i timevis på den akavede måde i sengen, så nu er det fysisk umuligt for mig at bevæge mig og skifte stilling. Jeg har det mentalt rigtig dårligt, og set i bakspejlet gør lattergassen det ikke bedre, for jeg ved ikke rigtig, hvad der er op eller ned.
Efter uendelig tid kommer hun ind igen og siger højt, at hun kan se på sin monitor ude på kontoret, at jeg har presseveer! Det synes jeg sørme ikke, jeg har, for jeg føler absolut ingen trang til at presse, og jeg aner ikke, hvad hun taler om. Kan det virkelig være rigtigt? Er jeg så bedøvet og omtåget, at jeg ikke engang kan mærke, om jeg har presseveer?
Jeg kan pludselig huske beskrivelserne af, hvordan en presseve skal føles; som en ubændig trang til at presse, som når man skal på toilettet, og den trang har jeg overhovedet ikke. Samtidig kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har fået lavement og synes midt i det hele, at det er pinligt, og at de er snotdumme, at de ikke har givet mig det, når jeg nu har været der så længe.
Hun står ved mine fødder og lægger mine ben i bøjler, mens hun siger, at jeg skal presse. Nå, tænker jeg, hvornår præcist? "Nu!", råber hun, og så presser jeg. Jeg kan mærke, der kommer afføring og ser på hendes ansigt, at det lugter dårligt, og jeg kan også selv lugte det, og det er pinligt at ligge der og skide dem lige op i hovedet, for der er kommet en mere til.
Det er de mærkeligste ting, man kan fokusere på, men jeg synes, det er ydmygende, for det udstiller min følelse af magtesløshed at ligge der og ikke kunne kontrollere sin endetarm, og så lige op i hovedet på folk.
Lidt efter siger hun, at jeg skal presse igen, og det gør jeg, men jeg har næsten ingen kræfter, for jeg har jo i grunden ingen trang til at presse, og jeg er så træt, og det gør fandens ondt, og jeg føler en stærk uvilje mod hende.
Pludselig kigger min mand på hende og spørger, om noget er galt. "Noget med hjertelyden", siger hun, og jeg kan se, han bliver bleg og bange. Jeg selv har mistet tidsfornemmelsen totalt. Jeg føler mig skæv og dårlig, og pludselig myldrer det ind med mennesker, og de har en stor maskine med.
"Kom bare ind", har jeg lyst til at råbe, for det hele er nu lige meget. Jeg er prisgivet. Ligger her med stængerne oppe, kan absolut intet gøre, og I er bare en hel masse mennesker, der står og glor mig lige op i skrævet.
Jeg ønsker mig mere lattergas men må ikke få mere. "Du skal presse nu, og jeg mener nu", siger jordemoderen. Så det gør jeg. "Jeg klipper dig", siger hun. "Ja, gør du det", tænker jeg. Det er vel egentlig meget rart, for jeg er spændt fuldstændig ud. Jeg hører saksen klippe i kødet. Min mand ser bange ud, men jeg har koblet fra og føler ingenting. Jeg er ikke mentalt tilstede mere.
Jeg ser, de står imellem mine ben, men jeg opfatter ikke, at de sætter en sugekop på hovedet af barnet. "Pres igen", råber hun, "og nu presser du, alt hvad du kan!". "Kom nu, du kan godt", siger min mand, hjælper mig, og så råber jeg højt og trykker, ALT hvad jeg kan, og ud kommer et barn med en sugekop på hovedet. Mærkeligt.
Jordemoderen har ham, og der er stille. Han bliver suget, og jeg hører min mand, der hele tiden spørger, om alt er i orden. Så kommer der endelig en lille babylyd, og jordemoderen vender sig om og siger, vi har fået en dreng. "Er alle fingre og tæer der?", spørger min mand, og det er de, siger hun.
Jeg ligger i min rus og bliver ikke det mindste overrasket over, at det er en dreng, for det har jeg hele tiden regnet med. Jeg bliver fuld af forundring, da hun lægger ham på mit bryst. Jeg forstår det faktisk ikke. Er han der virkelig? Jo, det er sandt, jeg har født en søn!
Men jeg er så rystet. Er det virkelig forbi nu? Er det overstået? Min numse sover, jeg kan ikke bevæge benene, min krop er lammet. Pludselig føder jeg moderkagen med en ægte presseve, og den er smuk, for jordemoderen holder den op i luften, så vi kan se vores søns forrige hjem.
Jeg bliver syet og støttet til toilettet, for jeg kan ikke gå. Det er blevet sen aften. Er der virkelig gået så lang tid? Lidt mere end et døgn med det her. Jeg føler mig helt alene indeni og er DYBT rystet og ordløs. Jeg ved bare, at jeg ALDRIG vil opleve det samme en gang til.
Min lille søn og jeg selv kom os i løbet af noget tid over den hårde fødsel. Hans hoved holdt til sidst op med at være aflangt, og jeg fandt efterhånden ord for alle mine frustrationer under fødselsforløbet.
Jeg fik talt det hele igennem mange gange med både min mand og nære veninder. Jeg talte også en enkelt med en læge på hospitalet om min oplevelse. Alligevel havde jeg i mange år intet ønske om flere børn, og der er sørme gået hele 9 år, inden jeg turde vove mig ud i projektet igen.
Nu sidder jeg her og venter mit andet barn med termin i december. Jeg har valgt et andet hospital og har sammen med min jordemoder og min partner fundet frem til og nedskrevet, hvad jeg ønsker mig af forløbet. Derfor tør jeg godt føde igen, og jeg glæder mig faktisk til det! Det bliver forhåbentligt en dejlig julegave.
29-12-2004
|
© 1999-2025