Skrevet af Marianne
Vi havde kun været sammen i ca. 4 måneder, da vi fandt ud af, at jeg var blevet gravid. Vi var begge kun 21 år gamle og vidste slet ikke, hvad vi skulle gøre.
Efter grundige overvejelser besluttede vi at beholde barnet. Det var noget af en hård beslutning, da vi ikke kendte hinanden ordentligt, og det første stykke tid var det hele ret forvirrende.
Graviditeten
Det var en rigtig dejlig graviditet. Ingen morgenkvalme eller anden utilpashed. Jeg blev hurtigt meget stor og mærkede allerede liv i uge 17.
Da jeg blev scannet i uge 18, blev min termin flyttet til den 9. september 2003 i stedet for den 1. september 2003. Det var jeg lidt træt af, da jeg havde planlagt barsel og skulle flytte sammen med kæresten. Jeg synes også, at det var dumt at flytte den, når det kun var 1 uge, det drejede sig om, men sådan skulle det jo være.
Fødslen nærmede sig
Onsdag den 3. september 2003 om aftenen kom min kæreste hjem efter et besøg hos nogle venner. Jeg kan huske, at jeg sagde, at jeg havde på fornemmelsen, at der snart ville ske noget. Jeg ved ikke hvorfor. Måske havde det noget at gøre med, at jeg havde været ude at gå en lang tur om eftermiddagen. Han sagde bare ja ja, for han var ved at være træt af ventetiden. Det var jeg såmænd også, men jeg kunne jo ikke gøre noget.
Kl. 00.40 natten til torsdag vågnede jeg, fordi jeg kunne mærke noget vådt på lagnet. Vandet var begyndt at sive. Jeg ringede straks til sygehuset, som sagde, at jeg skulle tage en øl at sove på og ringe om morgenen, hvis der ikke var sket mere. Det gjorde jeg, men jeg kunne slet ikke sove. Jeg rystede over hele kroppen af nervøsitet.
Næste morgen ved 8-tiden ringede jeg igen, da der ikke var sket mere. Det blev aftalt, at jeg skulle undersøges kl. 10. Da vi kom derud, fik jeg kørt en strimmel, og der var ikke ved at ske noget. Vi skulle bare tage hjem og vente på veer. Hvis der ikke skete noget, skulle jeg derud igen fredag formiddag og have sat fødslen i gang. Det var en MEGET LANG torsdag. Der skete intet!
Fredag morgen ringede jeg igen. Det blev aftalt, at jeg skulle komme kl. 10. Da kl. blev 11, fik jeg lagt en stikpille op, som jeg skulle ligge med i ½ time. Derefter tog vi hjem. Hvis der ikke var sket noget kl. 17, skulle vi komme igen.
Da kl. var ca. 15, begyndte jeg at mærke nogle småveer. Jeg talte med sygehuset, og vi tog derud for at blive undersøgt. Jeg havde åbnet mig 1 cm. Vi skulle tage hjem igen og fik noget at spise.
Vi gik en lang tur, og så begyndte der at ske noget. Vi begyndte at tage tid på veerne, og da kl. blev 22, ville jeg afsted. Vi snakkede med en jordemoder, og vi skulle bare komme.
Fødslen
Veerne var ret slemme, da jeg blev indlagt ved 22.30-tiden, og jeg troede ikke, det kunne blive værre, men jeg tog fejl. Ved 1-tiden om natten fik jeg en sprøjte pethidin, som jeg troede ville hjælpe, men nej. Jeg fik er varmepude, som heller ikke hjalp.
Jeg kunne næsten ikke holde det ud mere, og da kl. blev ca. 4, var jeg kun åbnet 5 cm. Jeg fik lov til at komme ind på en fødestue og få lattergas. Det hjalp meget. Jeg sov mellem veerne.
Kl. blev 8, og en ny jordemoder tog over. Veerne var ved at gå i sig selv, så jeg skulle have vedrop. Så skete der efterhånden noget. Kl. 10.00 startede presseveerne, og kl. 10.15 fødte jeg den dejligste lille datter på 2.940 gram og 51 cm. Jordemoderen troede, at det var et barn på 4.000 gram. Hmm!
Vi besluttede, at hun var en lille Julie. Julie blev født den 6. september 2003, som også er vores 1-års dag. Vi vil altid huske denne dag.
13-01-2005
|
© 1999-2025