Skrevet af Ann
Nu tænker du sikkert: "Kan man virkelig være gravid uden et foster?". Det ville jeg have gjort indtil august sidste år. Men det måtte jeg jo konstatere på egen krop - ja, man kan altså godt være gravid, selvom fosteret dør så tidligt, at der ikke er noget at se.
Jeg var 11 uger henne i min første graviditet, da der en torsdag aften begyndte at komme lidt brunt udflåd. Jeg frygtede, at jeg var ved at tabe barnet, og ringede derfor til vagtlægen, som sagde, at det ikke behøvede at betyde noget, når der ikke var frisk blod, og jeg ikke havde smerter, men jeg burde holde mig i ro. Hvis det så ikke var standset fredag morgen, syntes han, at jeg skulle kontakte min egen læge og blive undersøgt.
Fredag morgen var der ikke meget udflåd - men alligevel nok til, at jeg for en sikkerheds skyld ringede til min læge. Han beroligede mig og sagde, at det nok ikke betød noget, men jeg kunne få en tid mandag morgen for en sikkerheds skyld. Og så skulle jeg bare tage den med ro i weekenden og slappe mest muligt af.
Da jeg mødte op ved lægen mandag morgen, var jeg nogenlunde ved godt mod. Jeg havde slappet af i weekenden, og selvom der stadig var kommet lidt brunt udflåd ind imellem, så var der på intet tidspunkt kommet frisk blod, og jeg havde ikke haft smerter.
Jeg fik lavet en underlivsundersøgelse, hvor lægen kunne konstatere, at jeg ikke var ved at tabe barnet. Men for lige at være helt sikker på, at alt var, som det skulle være, fik jeg en tid til scanning samme dag kl. 12.30.
Jeg var lettet, da jeg kørte fra lægen, for jeg var jo ikke ved at miste barnet, og i løbet af få timer ville jeg få vished om, at der ikke var noget galt. Troede jeg da...
Men da jeg kommer ind til scanning, får jeg ikke lige den besked, jeg havde håbet på. Hun er meget sød og forsøger virkelig at sige det på den mest skånsomme måde.
Men det er barsk at skulle sluge beskeden om, at der ikke er noget foster men kun fostervand. Fosteret er simpelthen gået til så tidligt i graviditeten, at der slet ikke er noget at se. Så jeg skulle møde op på sygehuset dagen efter til udskrabning.
Når man får sådan en besked, suser der 1.000 tanker gennem hovedet på én. Primært HVORFOR??? Men inden jeg kørte hjem efter scanningen, tog lægen sig heldigvis god tid til at tale med mig, og hun forsøgte at forberede mig på de tanker og reaktioner, jeg sikkert ville få. Hun foreslog, at jeg, hvis det var muligt, blev sygemeldt fra arbejdet i minimum en uges tid, så jeg både fysisk og især mentalt kunne få ro til at komme ovenpå igen.
Jeg blev uden problemer sygemeldt i en uge og havde derefter en uges ferie. Så jeg gik hjemme i 14 dage, hvor tårerne kunne få frit løb, og hvor jeg stille og roligt kunne vænne mig til den tanke, at jeg så alligevel ikke skulle være mor nu.
Og der kommer tårer, og man stiller sig selv spørgsmålet HVORFOR? Var det noget, jeg havde gjort? Eller ikke havde gjort? Men heldigvis havde lægen efter scanningen forberedt mig på dette. Så jeg havde nogle af svarerne - nej, der var intet, jeg kunne havde gjort anderledes, som ville have ændret kendsgerningerne! Det var IKKE min skyld, jeg var bare blandt den store del af kvinder, hvor den første graviditet ikke bliver til noget.
En ting er så, at man ikke er gravid alligevel. At graviditetssymptomerne var der, og det, at maven voksede, skete på grund af noget fostervand og ikke selve barnet. Men det sværeste var faktisk, at jeg i 6-8 uger havde vænnet mig til tanken om, at jeg var gravid.
De første par uger var jeg faktisk lidt skræmt over tanken, skræmt over det store ansvar, jeg nu skulle til at have. Og så glæden over, at nu skulle det være. Nu skulle jeg være mor for første gang! Glæden, fremtidsplanerne - ja alt falder i løbet af meget kort tid til jorden. Sammen med humøret!
Men man kommer videre. Man skal bare give sig selv lov til at være ked af det og græde, for det er en helt naturlig reaktion. Og så varmer det, når man modtager en blomst fra kollegaerne i sygeperioden, og de knus, jeg fik af dem, da det igen blev hverdag.
Efter ca. ½ år blev jeg igen gravid, og nu kan jeg glæde mig til, at jeg om små 3 uger kan holde mit første barn i armene. Graviditeten har været ukompliceret, men der går mange tanker gennem hovedet på én.
Der gik lang tid, før jeg sådan rigtig for alvor turde tro på, at nu skulle det være. For selvom min egen læge havde forsikret mig om, at der statistisk set stort set ikke var nogen risiko for, at det ville gå galt igen, så kom tanken alligevel. Hvad nu hvis?
Jeg var derfor meget opmærksom på alle forandringer i kroppen. Jeg sammenlignede alt med min første graviditet. Hvad var ens? Hvad var anderledes? Jeg glædede mig over, at der ikke var en eneste dag, hvor der ikke kom brunt udflåd! Eller hvis jeg følte, at graviditetssymptomerne var lidt kraftigere end sidst.
Og så glædede jeg mig især over, at jeg havde fået lov til at komme til scanning - godt nok først i uge 18, så ventetiden var lang. Men så kunne jeg med egne øjne se, at der var et foster. Og på det tidspunkt kunne jeg også så småt begynde at mærke små "bobler" i maven, når barnet bevægede sig.
Og fosteret har bestemt gjort sit for at komme den sidste lille frygt for, at et eller andet går galt, til livs. Det har været aktivt - meget aktivt - gennem lang tid. Som om det lige vil fortælle mig: "Bare rolig, jeg er herinde, og jeg har det godt!".
15-01-2005
|
© 1999-2025