Skrevet af Tina
Gennem hele graviditeten og også her bagefter har jeg nydt at læse alle de forskellige fødselsberetninger, der både har bragt smil og tårer frem. Nu vil jeg så dele min egen oplevelse med jer.
Jeg havde termin 12. august og regnede med at arbejde til engang i begyndelsen af juli, men allerede mandag den 15. juni blev jeg sygemeldt på grund af kraftige plukkeveer. Jeg havde været noget irriteret i bækkenet den seneste måned, men det var ikke noget, jeg tillagde stor betydning.
Det gjorde jeg nu heller ikke, da jeg måtte sygemelde mig. Jeg regnede med, at et par dages hvile ville få mig på højkant igen. Men om søndagen fik jeg et ret voldsomt krampeanfald i hele overkroppen, der varede en halv times tid. Vi tog dog ikke videre notits af det. Det var nok den lille, der havde sparket på en nervebane.
Mandag nat blev jeg dog ret skidt og havde krampeagtige sammentrækninger i underlivet, der gjorde, at jeg ikke kunne sove. Så jeg sendte min kæreste ind på sofaen, så jeg ikke holdt ham vågen hele natten.
Da jeg var på toilettet ved 3-tiden, fik jeg alligevel et chok, for jeg var begyndt at bløde, og sammentrækningerne var rigtig slemme, så jeg ringede til Rigshospitalet, hvor det mente, jeg
skulle komme ind til et tjek, for det var veer, jeg havde, og det var klart blod, jeg blødte i en stor skylle.
Jeg vækkede min kæreste, men vi kunne slet ikke tage det alvorligt. Vi troede lidt, at vi bare ville blive sendt hjem igen med en rysten på hovedet "førstegangsfødende". Desuden stoppede jeg med at bløde, så jeg ringede igen ind på "Riget" ved 4-tiden for at spørge, om det ikke var overgearet at tage derind. Det mente de bestemt ikke! Så vi gjorde os stille og roligt klar og fik fat på en taxi.
Jeg havde hele tiden sammentrækninger/veer med 7 minutters mellemrum. Det var heldigvis en meget rolig morgen på hospitalet, så jeg blev hurtigt undersøgt og fik til min store forskrækkelse konstateret, at jeg var begyndt at åbne mig, og livmoderhalsen havde trukket sig tilbage, og det var muligvis vandet, der var gået, fordi jeg havde blødt i en skylle.
Der var næsten 8 uger til termin. De gav mig en lungemodnende indsprøjtning og forsøgte at scanne mig, men de kunne ikke rigtig se noget tydeligt. Fordi jeg blødte, ville de ikke give mig vehæmmende midler.
Vi var ret meget i chok. Vi kunne ganske enkelt ikke tro, at der skulle ske noget endnu! Efter morgenmødet på fødegangen blev jeg indlagt. Der kom en læge fra neonatal og fortalte om det at få et præmaturbarn. Jeg kunne slet ikke tro, at det var seriøs snak. Jeg skulle først føde til august, og vi var kun i juni.
Senere fik jeg en scanning, der viste, at jeg manglede fostervand, og det blev igen bekræftet, at min livmoderhals var helt væk. Først nu begyndte det at gå op for mig, at der var noget galt, og jeg muligvis ikke kunne holde på barnet tiden ud.
Hele den første dag på hospitalet blev jeg kørt rundt fra afdeling til afdeling. Først på fødegangen, fordi de regnede med, jeg skulle føde med det samme (veerne var stadig konstante med 7 minutters mellemrum). Senere blev jeg dog kørt på svangregangen, for nu havde jeg haft veer i 18 timer (!), og havde det været rigtige veer, så havde jeg født!
Jeg fik noget berolignede at sove på og havde det udemærket næste morgen, så jeg regnede med, at jeg bare skulle hjem og slappe af frem til august. Men da jeg op ad formiddagen ville i bad, fik jeg endnu et voldsomt krampeanfald lig det, jeg havde haft om søndagen. Jeg blev akut undersøgt: Elektroder på hele kroppe, blodtryk, blodprøve og urin tjekket etc. Resultatet var præeklampsi (svangerskabsforgiftning).
Efter megen spørgen fandt jeg ud af, at det vil sige, at min krop frastødte min kærestes gener, og moderkagen ikke længere virkede optimalt. Den lille tog derfor ikke længere næring til sig, og mit blodtryk steg gradvist. Den eneste måde at stoppe forgiftningen på var at få barnet ud. Derfor blev der gjort klar til akut kejsersnit.
Men jeg havde sat mig for, at jeg ville føde vaginalt (jeg vidste på det tidspunkt ikke ret meget om svangerskabsforgiftning). Så jeg fik lov til at vente under stærk observation (måtte ikke gå i bad og knap nok gå på toilettet alene).
Jeg kom nu på medicinsk svangregang med beskeden, at jeg højest sandsynligt havde født inden 14 dage. Stadig kunne jeg ikke tro, at fødslen var lige om hjørnet. Det var den 23. juni, jeg satte mig følgende mål: Jeg ville ikke føde før juli, før uge 35, før den lille vejede 2.000 gram. Ingen af disse mål skulle jeg komme til at opnå.
Tidligt lørdag den 26. juni ved 0.30-tiden bad jeg en sygeplejerske om noget varmt til at lindre smerterne ved de konstante sammetrækninger i underlivet. Hun mente, at en jordemoder hellere måtte undersøge mig. Indtil da var jeg ikke blevet undersøgt gynækologisk for ikke at fremskynde noget.
Ved 2.30-tiden kom jordemoderen og undersøgte mig. Jeg var nu 4-5 cm åben og var faktisk i fødsel i udvidelsesfasen! Da blodtrykket stadig var stigende, blev jeg kørt på fødestuen. Men jeg var stadig ikke klar over, at nu skulle det være, for da de ville ringe efter min kæreste, mente jeg, det var synd at vække ham. Kl. 4 ringede de dog.
Da han kom en lille time efter, fik jeg en epiduralblokade, hvad jeg først slet ikke forstod, for smerterne var ikke uudholdelige. Men en epidural sænker også blodtrykket, og selvom jeg fik drop med blodtrykssænkende medicin, så var blodtrykket stadig meget for højt til at gennemføre en fødsel. Jeg kunne simpelthen få en hjerneblødning.
Det vidste jeg dog ikke på det tidspunkt, og jeg prøvede at tale dem fra det. Heldigvis fik de mig overbevist om det rigtige i blokaden. Nu gik veerne imidlertid i stå, men fødslen måtte ikke gå i stå på det her tidspunkt, så jeg fik vestimulerende drop.
Det næste lange stykke tid var meget mærkeligt. Jeg var i fødsel, udvidede mig, fik vandet taget kl. 8, men jeg var så dopet, at jeg næsten ikke følte noget. Meget ulig mine forestillinger om fødslen forinden.
Så gik jeg over i pressefasen, og nu fik jeg følelsen tilbage! Et lavement blev foreslået,
men da jeg var bedøvet af blokaden, var jordemoderen ikke sikker på, jeg kunne styre det. Det ville jeg ikke! Så jeg fik lov til at blive slæbt på toilettet. Benene ville slet ikke lystre. Det var sgu ikke sjovt at sidde på toilettet med presseveer. Jeg følte ikke, at jeg kunne blive færdig.
Tilbage kom jeg, og nu blev stuen fyldt med folk, for nu skulle den lille ud! Blodtrykket var for højt, og den lilles hjertelyd var faldende. Der blev lagt en sugekop, og efter hvad der føltes som et ulideligt lang pres (senere læste jeg i fødselsjournalen, at pressefasen kun tog 6 minutter), blev lille bitte Silas født. Han vejde kun 1.586 gram, væksthæmmet 27% på grund af præeklampsien.
  Der var heldigvis et lille skrig med det samme, og så gik det stærkt. Han blev hurtigt pakket godt ind, jeg fik et lille glimt af et minihoved på størrelse med en tennisbold, og så fik min kæreste lov til at bære ham over til neonatal.
Heldigvis kunne han selv trække vejret fra start, fordi jeg havde fået de lungemodnende indsprøjtninger, lige da jeg blev indlagt. Det var ikke sjovt at ligge og føde moderkage og blive syet, mens ens barn var taget væk fra en.
Da jeg kom ned fra fødelejet, kunne jeg ikke støtte på benene, og det sortnede fuldstændigt for øjnene, så jeg kunne ikke engang sidde i en kørestol. Det var modbydeligt, for det eneste, jeg ville, var at komme over på neonatal og lære min lille dreng at kende.
Efter par timer var jeg endelig i stand til at blive kørt over og holde min lille bitte dreng i armene for første gang, og jeg har været fuldstændig betaget af ham siden!
Efter Silas blev født, er det kun gået fremad. Han var indlagt i 4 uger på neonatal, hvoraf de 2 var hjemmeophold, hvor vi selv passede ham og lagde sonde. Derefter kunne han blive ammet normalt, og han er vokset og udviklet som ethvert andet barn. I dag er han ½ år gammel og vejer
godt 7 kg og stortrives!
27-01-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025