Skrevet af Malene
Min mand og jeg blev gift i maj 2003, og jeg var 14 dage forinden stoppet med p-piller. Vi regnede ikke med, at jeg blev gravid med det samme, men spøgte med, at det kunne være sjovt, hvis det skete på bryllupsrejsen.
Vi gjorde da også, hvad vi kunne, og faktisk syntes jeg de sidste dage på rejsen, at mine bryster spændte mere end ellers. Og ganske rigtigt. Den 14. juni testede jeg positiv. Min termin blev sat til den 22. februar 2004.
Min graviditet startede godt. Jeg var selvfølgelig træt, men jeg havde næsten ikke kvalme og kastede ikke op. Faktisk var jeg selv lidt i tvivl, om jeg virkelig var gravid.
I 14. uge startede problemerne. Jeg fik mere og mere ondt i halebenet, venstre hofteled "låste", og jeg kunne snart ikke hverken stå eller sidde ret længe ad gangen. Jeg gik til fysioterapeut 2 gange om ugen, var kun ganske lidt på arbejde, og i 16. uge blev jeg sygemeldt for resten af graviditeten på grund af bækkenløsning. Herfra og til jeg fødte, kunne jeg næsten ikke gå og ikke sidde ret længe, og jeg lå derfor ned meget af tiden. Så jeg tog selvfølgelig en del på.
I efteråret flyttede vi i hus, og vi besluttede, at jul og nytår skulle holdes hos os. Min mand elsker at lave mad, og min mor ville hjælpe til, så jeg ikke skulle lave noget. Alligevel stressede det en del, for man bryder sig jo heller ikke om at ligge på sofaen, mens gæsterne vasker op, vel?
Jul og nytår var temmelig hårde for mig, og da min svigerfar fyldte 60 den 2. januar, gjorde det ikke tingene mindre stressende. Jeg havde ONDT, Kasper trykkede på mine ribben, jeg kunne ikke sove og følte ikke, jeg kunne få vejret.
I graviditeten blev jeg scannet 3 gange, og det hele så fint ud. Vi fik at vide, at vi ventede en dreng.
Ved jordemoderundersøgelsen i 27. uge mente jordemoderen, at Kasper var stor, 1.300-1.400 gram, og ved næste undersøgelse den 5. januar 2004, da jeg var i uge 33+1, blev han skønnet til 2.700 gram. En stor dreng! Ved samme lejlighed konstaterede hun, at han lå i hovedstilling og vi talte om, at jeg eventuelt skulle sættes i gang 14 dage før termin dels på grund af hans størrelse (hun skønnede en fødselsvægt på 5 kg), dels på grund af mine smerter.
Den 7. januar om aftenen lå jeg (som sædvanligt) på sofaen og så TV. Ved 20.30-tiden mærkede jeg noget, der løb, men ikke meget, så jeg slog det lidt hen til udflåd. Så skete det igen - og igen - og igen. Ikke store portioner, men lidt ad gangen. Hmmm, kunne det være vandet allerede? Burde det ikke gå på en gang?
Vi blev enige om at ringe til Herlev Amtssygehus, hvor jeg havde gået til jordemoder, bare for at høre, hvad de sagde. Jordemoderen, der tog telefonen, troede ikke rigtig på mig - om jeg var sikker på, at det var vandet? Nææ, jeg har jo ikke prøvet det før, men der kom altså en del.
Efter lidt ringen frem og tilbage besluttede de at sende en ambulance, for han stod jo endnu ikke fast. Da det samtidig var 6½ uge for tidligt, blev vi sendt direkte til Hillerød Sygehus, da Herlev ikke har en neonatalafdeling.
Kl. 21.45 kom ambulancen. På dette tidspunkt havde jeg ikke skyggen af veer, så ambulancemanden mente helt sikkert, at jeg blev sendt hjem igen.
Kl. 22.30 blev jeg undersøgt. Jeg havde nu svage trækninger bag skambenet, livmoderhalsen var udslettet, og jeg var 1 cm åben. Fødslen var altså gået i gang. Her troede de heller ikke, vandet var gået, da de mente at kunne se en spændt hindeblære. Jeg fik med det samme vehæmmende drop og to indsprøjtninger med lungemodnende stof til Kasper.
Kl. 23.00 havde jeg veer med 2 minutters interval - de kom bare buldrende! Der blev skruet op for det vehæmmende drop i forsøg på at stoppe fødslen. Kasper havde det helt fint.
Kl. 23.30 tiltog veerne. Nu var de der hele tiden, og vagthavende blev orienteret. Jeg var nu 2-3 cm åben, og de mente stadig at kunne se en spændt hindeblære.
Kl. 23.50 var jeg 4-5 cm åben. Vehæmme-droppet blev taget ned, da fødslen ikke kunne stoppes. De mente nu, at hovedet stod i bækkenindgangen.
Kl. 00.00 havde jeg konstante veer. Jeg fik lattergas. De mente ikke, jeg kunne nå at få andet, og i øvrigt skulle det helst tage så lang tid som muligt for Kaspers skyld. Jeg havde MEGET ondt! Kasper havde det fint.
Kl. 00.25 var jeg næsten fuldt åben, og Kasper var i bækkenet. I fødselsjournalen omtaler de på dette tidspunkt stadig en spændt hindeblære - til trods for jeg sagde, at jeg mente, vandet VAR gået. Jeg begyndte at få pressefornemmelse.
Kl. 00.50 var jeg helt åben. Kasper var i bækkenbunden, og de forsøgte at punktere "hindeblæren". Først da gik det op for dem, at det var Kaspers numse, de prikkede i. Hinden sprang, og vandet gik nemlig allerede derhjemme, som jeg selv mente!
Vagthavende og en børnelæge blev tilkaldt. Jeg gik i gang med at presse, og Kasper kom med numsen først. Jordemoderen trak benene fri, og i næste ve kom overkroppen og hovedet - sammen med en kaskade af fostervand.
  Kl. 01.10 blev Kasper født i uge 33+4. Apgar 10/1 10/5. Vægt 2.554 gram, længde ukendt, da han ikke kunne strækkes ud på grund af sædefødslen.
Børnelægerne pakkede ham med det samme ind og lagde ham i kuvøse, og jeg nåede kun lige at se ham ganske kort. Så kørte de ham på neonatalafdelingen.
Kasper blev født med en meget stor fødselssvulst svarende til hele venstre balle. Da vandet var gået hjemme, var han gledet ned og havde sat sig som en prop, hvilket var årsagen til, at vandet gik i portioner, og at resten kom, da han blev født. Da de forsøgte at punktere "hinden", rev de hul på hans balle, så han har stadig to ar på ballen.
Der er ingen, der ved, hvorfor jeg fødte før tid. Min egen teori er, at mine smerter stressede mig så meget, at det satte fødslen i gang, men om det overhovedet kan lade sig gøre, ved jeg ikke?
Der gik 3 timer fra fødslen, til vi så Kasper. Jeg havde det dårligt, havde mistet en del blod og var sprunget på grund af sædefødslen, så jordemoderen ville ikke slippe mig med det samme.
Kasper lå i kuvøse med CPAP, iltmåler osv., da vi så ham første gang, men jeg kunne godt få ham ud på brystet og ligge. Han knirkede en del og så selvfølgelig præmatur ud, men han var ellers det smukkeste, jeg nogensinde har set. Jeg lå med ham i 3 timer. Så trængte jeg til at hvile. Min mand var allerede taget hjem 1-2 timer tidligere, da han skulle på arbejde om dagen. Vi ville vente med hans barsel, til Kasper kom hjem.
Kasper kunne ikke spise selv og fik derfor sonde, men CPAP'en (iltmaske) og kuvøsen røg allerede efter ½ døgn, og han virkede til at have det fint. Han blev dog stadig overvåget på andre områder, og hans fødselssvulst var temmelig øm - det er jo et hæmatom - så han fik smertestillende de første par døgn.
At Kasper ikke lå i kuvøse gjorde, at jeg kunne ligge med ham en stor del af tiden, og det var godt. Alligevel er det da temmelig frustrerende ikke at kunne give ham mad og få ham med hjem og være en lille familie, når nu det er, hvad man forventer.
Jeg lå alene på barselsgangen de første par dage. Jeg blev utrolig svimmel og besvimede næsten, når jeg skulle på toilettet, og min blodprocent var også for lav. Men den 10. januar blev jeg udskrevet fra barselsgangen og medindlagt på neonatal.
Jeg kom på dobbeltstue, men hende jeg lå sammen med havde en noget mindre datter, og hun nåede ikke at sove der, mens jeg var der. Så det var OK, jeg havde stuen alene om natten. Vi talte nu ellers godt sammen, og det tror jeg var en stor hjælp - hun havde også prøvet det før.
Da Kasper var 1½ døgn gammel, så jeg endelig hans små bitte øjne et kort øjeblik - åhh, hvor var det dejligt!
 Om aftenen den 10. var Kaspers bilirubin blevet for høj - hæmatomet gjorde ikke sagen bedre - og han røg i lysterapi i en kuvøse. Den lå han i i 6 dage. Jeg ved godt, at det ikke er den største katastrofe, men jeg var alligevel ulykkelig over kun at kunne kigge på ham i kuvøsen. Jeg måtte ikke tage ham ret meget ud, fordi han var så gul, og det var ganske forfærdeligt.
Den 16. januar, da han var 8 dage, blev apnømonitoren (holder øje med vejrtrækningen) taget bort, han havde nemlig ikke haft et eneste udfald. Han var stadig meget træt af gulsoten men begyndte så småt at vise interesse ved brystet, så jeg lagde ham til, når han fik mad i håb om en sammenhæng for ham.
Fra den 18. januar kom Kasper ind og sov i sin vugge ved siden af min seng på stuen. Jeg sov ikke meget, måtte bare ligge og se på den lille gut, som bare var så stærk og sej. Uhhh, hvor det var skønt. Endelig var han mit barn, og jeg så efter ham.
De følgende dage suttede han en smule, men han blev hurtigt træt. Alligevel forsøgte vi fra den 23. januar at sætte ham på ammeflex, så han blev fyldt op med sonden om natten, men kun ammede om dagen. Den 24. hev han dog sonden ud, og den blev ikke lagt igen - Kasper suttede bare! Stor overraskelse.
D. 26. januar kom vi endelig hjem. Kasper havde suttet fint hele weekenden og havde taget acceptabelt på. Ved hjemkomsten vejede han 2.845 gram.
Det blev altså til 19 dage på neonatalafdelingen for vores vedkommende. Ikke meget i forhold til, hvad andre har prøvet, men rigeligt til, at jeg ikke syntes, det var spor morsomt. Vi kan glæde os over Kaspers fødselsvægt var så høj, som den var, og over, at han i øvrigt bare har vist sig at være en sej lille fyr.
Der har ikke været de store problemer med ham overhovedet. Han havde problemer med luft i maven de første uger efter hjemkomst, og han bliver nemt stresset, men det er tilsyneladende også det. Gud ske lov!
 Kaspers længde blev i øvrigt målt efter nogle dage, og han var 44 cm lang ved fødslen.
Kasper er lige fyldt 1 år og er stadig en rigtig skøn og nem dreng. Der går ikke en dag, hvor han ikke får mig til at føle mig som verdens heldigste person. Tænk, at jeg har fået lige netop ham! Hvor heldig har man lov at være?
15-03-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025