Skrevet af Sofie
Jeg fødte en dejlig lille dreng, Tobias, den 23. november 2004.
Jeg havde småveer allerede fra fredag den 19. november, og slimproppen gik sådan klatvis fra om lørdagen den 20. november. Jeg var ærligt talt godt træt af at have ondt, først bækkenløsning det halve af graviditeten, og nu de her dumme småveer.
Så natten til tirsdag vågnede jeg kl. 01.15 og skulle tisse. Så havde jeg tegnblødning. Hold da op, jeg blev forvirret og lysvågen! Jeg ringede og forhørte mig på fødegangen om, hvad der nu skulle ske, og jeg blev skam beordret i seng og sove, så jeg kunne være frisk, til fødslen startede.
Men jeg kunne ikke sove og gik derfor på nettet en times tid, til jeg var faldet lidt ned. Jeg spiste også et stykke mad, da jeg pludselig blev vildt sulten! Det var som om, min krop vidste, jeg havde brug for maden senere.
Så gik jeg ind og prøvede at falde i søvn, og i mellemtiden begyndte veerne at blive kraftigere og mere regelmæsige. Jeg sad på wc mellem kl. 04.00 og 04.30 med tonsvis af veer, og da jeg endelig var i stand til at rejse mig, nåede jeg kun lige at få bind på og bukserne op, så gik forvandet med et plask. Så var jeg nødt til og tage et håndklæde mellem benene, fordi det rendte lidt, og så gik jeg ellers ind for at vække Jan.
Han for op af sengen og ringede til fødegangen for at sige, vi kom derop. Jordemoderen ville tale med mig, men det var godt nok svært at snakke med hende med veer. Jan ringede derefter til min morbror, som skulle køre os.
Vi var på fødegangen ved 6.30-tiden, hvor jeg fik kørt en strimmel, som viste, at veerne ikke var regelmæssige endnu, og at baby havde det godt. Jordemoderen undersøgte mig, og jeg var kun 2 cm åben, og livmoderhalsen var ikke helt udslettet.
Eftersom vi jo ikke bare kunne tage hjem (så skulle vi have fat i min morbror igen og hjem til Korsør og på 3. sal), fik vi tilbuddet om at ligge og hvile om formiddagen deroppe, så jeg kunne få hvilet, da jeg nærmest ikke havde sovet i 2 døgn. Det tog vi imod, og det var vist også meget godt.
Omkring kl. 12.30 mærkede/hørte jeg et smæld, og da jeg rejste mig op i sengen, ja så gik vandet i en ordentlig skylle ud over sengen. Bleen blev helt gennemblødt, og gulvet fik osse lige en ordentlig sø af vand.
Jeg havde slet ikke fået sovet på grund af veer, men jeg havde dog fået hvilet mig imellem veerne. Da jordemoderen undersøgte mig, var jeg 4 cm åben, og vi skulle blive og komme ned på en fødestue, hvor jeg så skulle have lavement og smertelindring.
Men da vi nåede derned, skulle jeg på wc, hvor jeg sad en lille halv times tid med veer oveni hinanden.
Jan var sendt ned og spise af jordemoderen, for som hun sagde, kunne jeg ikke undvære ham senere.
Da jeg kom ud fra wc'et ca. kl. lidt i 14, var både han og jordemoderen der ikke, og jeg kravlede op på fødebriksen, og jeg fik faktisk presseveer med det samme. Så jeg nåede hverken at få lavement eller smertelindring!
Der blev jeg bange, fordi jeg var alene, og jeg troede ikke, jeg var åben de 10 cm, så jeg var dødsens ræd for, at jeg skulle føde og springe overalt! Heldigvis kom jordemoderen hurtigt ind, men hun lignede godt nok ikke en, der troede mig, da jeg sagde, at jeg pressede, men hun mærkede efter, og den var god nok. Jeg var så åben, som jeg kunne være.
Jeg havde lige klaret de sidste 6 cm på en lille time! Så jeg måtte gerne presse med, og hvilken lettelse. Presseveerne gjorde slet ikke ondt, men hold da op det var hårdt!
Jeg jamrede mig så højlydt, at da Jan kom tilbage, turde han dårligt gå ind på fødestuen, men han gjorde det nu alligevel.
Og det er jeg SÅ lykkelig for, for han var en stor støtte, og han var bagefter meget glad for, at han havde været med. Han ville ellers ikke have været der under fødslen, da han ikke mente, han kunne klare at se mig have ondt, men han klarede det bare SÅ godt.
Jeg havde presseveer i ca. 5 kvarter, før Tobias blev født. Jordemoderen lyttede til hans hjertelyd mellem hver presseve, og han havde det bare så godt. Han er en hårdfør lille gut.
Jeg var meget stram i mellemkødet, så det var svært at få ham ud, men på trods af det, sprang jeg ikke særligt meget.
Han kom til verden kl. 15.14 med nogle ordentlige vræl og kom straks op på mit bryst, hvor vi bare beundrede det lille mirakel. Han vejede 3.580 gram og målte 52 cm, så han havde jo en fin størrelse.
Jeg synes, det var en god fødsel, og jeg er overrasket over, at den var så hurtig. Den tog 14 timer fra allerførste tegn, til Tobias var født. Og så er jeg sgu ret stolt af, at jeg fødte uden smertelindring. Det havde jeg ikke troet, jeg kunne.
31-03-2005
|
© 1999-2025