Skrevet af Heidi
Vi havde hjemme hos os brugt meget tid og mange kræfter på at blive gravid. Og endelig efter 6 år lykkedes det.
Vi havde besluttet, at dette var sidste forsøg, inden vi ville gøre brug af vores godkendelse som adoptivforældre. Jeg var klar til at stoppe, men min søde mand fik talt fornuft ind i mig, og vi gav det så dette sidste forsøg. Og vil I ikke tro, at det var lykkens gang.
Glæden var stor, da graviditetsprøven var positiv. En prøve, som vi i mange år ikke brugte penge på, for der var ikke flere til den slags, og dertil var skuffelserne alt for store. Men vores fertilitetslæge fik mig overtalt til at købe en, så det blev gjort med det resultat, at jeg tester positiv 3 timer før, vi skal holde en stor fest med 50 mennesker. Mærkelig fest, for pludselig var jeg gravid.
Min graviditet går ikke helt uden problemer. Når man som jeg bliver gravid efter fertilitetsbehandling, bliver man tilbudt en scanning i uge 7 for at konstatere hjerteblink. Det ser vi en fredag, og lykken er gjort.
Da jeg om aftenen er gået i seng, vågner jeg dog ved 2-tiden ved, at noget løber, og jeg står op og går på toilettet. Til min store skræk er der blod overalt, og jeg sidder pludselig med hvad, der ligner en moderkage i hånden.
Min mand, som et par timer tidligere er kommet hjem fra job, sidder i stuen, og jeg kalder selvfølgelig på ham. Han kommer op ad trappen og bliver meget forskrækket og spørger, hvad det er. Jeg kan jo kun sige, at jeg tror, at det er vores lille foster. Jeg bliver ved at bløde, og jeg bløder meget. Min mand ringer til lægevagten, som anbefaler, at vi kører på skadestuen, for hvis der stadig sidder rester af graviditeten derinde, skal det fjernes.
Vi ankommer til skadestuen og bliver modtaget af en meget arrogant sygeplejerske, som beder os vente. Efter 15 minutter bliver vi kaldt ind til vagthavende gynækolog. Hun kan desværre ikke tilbyde en scanning om natten, men hun vil godt undersøge mig indvendig og se, om jeg er åben.
Med tårerne strømmende ned af kinderne, kan hun konstatere, at det formentlig er en igangværende abort. Hun tilbyder mig en seng, så jeg næste dags morgen kan blive scannet, men jeg takker nej. Jeg vil meget hellere bare hjem, og så vil jeg kontakte fertilitetsklinikken næste morgen, for de kan hjælpe mig på samme måde som hun.
Vi kører brødebetynget hjem og konstaterer, at vi blev en del af den statistik af kvinder, som aborterer før 12. uge. Behøver jeg at sige, at vi ikke fik sovet?
Næste morgen får jeg fat i klinikken, som beder mig komme med det samme, for det var vigtigt, at de fik mig scannet og fik konstateret, at alt var kommet ud.
Vi ankommer til klinikken og bliver vist ind på stuen, hvor vores fertilitetslæge siger, at han godt lige vil scanne mig for at tjekke, hvordan det ser ud. Vel oppe på briksen, og scanningen er klar.
Pludselig drejer lægen skærmen og siger: "Nej, prøv at se, der ligger jeres lille foster, og hjertet banker derud af". Det forstår vi ingenting af, og jeg prøvede for 120.000 gang at forklare, hvor meget blod der var, og hvor meget, der var kommet ud. Men han havde godt hørt, hvad jeg havde sagt, men han kunne kun konstatere, at jeg stadig var gravid, og at der var liv i babyen i maven.
Jeg begyndte hysterisk at græde. Min mand stod ved siden af og var fuldstændig ligbleg og forstod meget lidt af, hvad der foregik. Endnu engang måtte jeg lige forklare, hvad og hvor meget, der var kommet, men han var stadig ligeglad. Så blev vi sendt hjem med 2 billeder af vores lille foster.
Derefter blev jeg tjekket en gang ugentlig, og graviditeten forløb uden flere chok. Jeg måtte dog døje med bækkenløsning, som sygemelder mig i uge 30. Hvad skal jeg dog bruge alt den tid til? Men lad mig bare sige, at det gik jo stærkt.
I uge 34 får jeg pludselig smerter i maven og kommer til tjek. Det er "bare" kraftige plukkeveer, du skal tage den med ro. Men inden de sender mig hjem, vil fødselslægen godt lige have lov at føle mig indvendig med det resultat, at alt ændres fra det tidspunkt.
Hun mærker, at jeg er meget blød, og livmoderhalsen er afkortet til 1-1,2 cm. Nu skulle jeg pludselig blive der, og de gav mig et lungemodnende stof, så min lille baby kunne klare sig selv, hvis "den" valgte at komme nu. Samme sprøjte fik jeg dagen efter, og nu skulle jeg så forholde mig i ro. En uge på klinikken blev det til.
Som fødslen nærmede sig, begyndte angsten for, om det nu gik godt, og med to dødfødsler indenfor familie og venner efter at have været gået flere dage over tid, ja så blev det ikke meget bedre. Til al held havde jeg en jordemoder, som vurderede, at dette gik mig meget på, så hun sendte mig videre til en samtale med en fødselslæge, som var meget forstående.
Han mente dog, at jeg var meget klar til at føde, så det ville jeg gøre indenfor 14 dage. Flot, at han kunne sige det, for min termin lå indenfor de 14 dage :o) Hvis ikke, ville de sætte mig i gang. Han ville gerne se mig igen om en uge, hvis jeg da ikke havde født.
Ugen efter, da jeg kommer til samtalen, var lægen en anden, og han kunne da se, at jeg nu var ved at være så besværet af min bækkenløsning, at det var på tide at gøre noget. Så han ville tage min journal med på kongres om eftermiddagen, og derefter ville jeg så høre fra dem om, hvornår jeg ville blive sat i gang.
Pludselig ville jeg vide, hvornår vores lille længe ventede barn ville komme ud til os. En mærkelig tanke. Så jeg kunne bare gå hjem og vente. 3 timer efter hjemkomsten ringede telefonen, og barselsgangen kunne fortælle, at de havde en tid til igangsættelse torsdag den 6. maj 2004.
Meget surrealistisk, at man i 6 år har ventet på dette tidspunkt, og pludselig har man dato og tidspunkt. Lad mig bare sige, at det blev en lidt mærkelig weekend, for vi havde aftalt, at ingen absolut ingen skulle vide noget. Men tanken om, at på torsdag er vi mor og far, det grinte vi lidt af og blev alligevel en anelse nervøse. For nu var det nu.
Da i vi alle år havde delt vores barnløshed med familie, venner og arbejdspladser, ja så var det vigtigt for os at have fødslen for os selv. Så for ikke at afsløre noget fortalte vi, at vi havde tænkt os at tage en tur til Sverige og kigge på babyudstyr. Det kunne jo være, at de havde noget, vi ikke har herhjemme. Den hoppede de også på alle og en.
Dagen før, altså onsdag den. 5 maj, gik vi tidligt i seng. Vi skulle jo være på klinikken tidligt, og da vi skulle over motorvejen, skulle vi tidligt af sted. Men vi gik i seng med en bange anelse om, at vi ikke ville få lukket et øje. Men vi blev klogere, for vi sov begge som en sten og var dejligt udhvilede, da vi ankom til klinikken.
Vi bliver modtaget af en jordemoder, som viser os ind på en stue - faktisk den samme, som da jeg var indlagt, lidt pudsigt. Hun fortæller os lidt om, hvad der skal ske, og hun vil undersøge mig for at se, hvordan det skal foregå, enten med stikpille, eller om de skal prikke hul på vandet.
Men efter indlæggelse, er jeg aldrig lukket hel igen, så derfor var jeg meget klar (blød og afkortet livmoderhals), så de beslutter sig for at prikke vandet kl. 10. En meget spøjs fornemmelse. Så skulle jeg i en time ligge med en strimmel. Alt var, som det skulle være.
Så blev vi bedt om at gå en tur på en times tid for se, om der ville ske noget. Vi blev enige om en frokost i stueetagen. Vi tog trapperne ned fra 16. etage. Det gik da meget godt. I cafeteriet fik jeg et par små veer, eller det vil sige, jeg vidste jo ikke, at det var veer, for der havde jeg jo aldrig været før.
Så vi blev enige om at tage elevatoren op igen, og igen oplevede jeg et par veer, og nu gjorde det godt nok rigtig ondt. Tilbage på stuen var det hele gået i stå igen, så jeg blev kørt på fødegangen for at få vedrop.
Da jeg ankommer til fødestuen, er klokken ved at være 13.30, og pludselig begynder der at ske noget, men alt er stadig lutter idyl. Min mand går og ordner kolde våde klude, drikker kaffe og spiser roulade. Den første jordemoder siger til mig, at det går rigtig godt, og hvis det fortsætter, vil jeg have født inden kl. 18. Men jeg havde ingen tidsfornemmelse, så det rørte ikke mig.
Ved vagtskifte kommer der en meget kompetent jordemoder sammen med en jordemoderstuderende ind - 2 meget søde mennesker. Hun starter med at undersøge mig, og på det tidspunkt syntes jeg ikke længere, at det var morsomt. Så da jeg ser den jordemoderstuderende tage gummihandsker på, siger jeg på - syntes jeg selv - en pæn måde, at dem kan hun godt tage af igen, for hun skal ingen steder. I samme sætning beder jeg jordemoderen om at få fingrene ud, for det er ikke længere behageligt.
Jeg har åbnet mig 5 cm, så alt går, som det skal. Nu syntes jeg tilgengæld, at veerne så småt begynder at gøre temmelig ondt, så jeg kigger bedende på min mand og spørger, om jeg ikke godt må få noget bedøvende. Set skal lige siges, at jeg selv fra starten helst ville undvære, men nu er det vist ved at være tid.
Jordemoderen går ud og ringer efter anæstesilægen, men der er desværre 30–45 minutters ventetid. I mellemtiden skal jeg gøres klar til en epiduralblokade, min blodtryk skal måles, og jeg skal ud og tisse. Men det sidste var jeg ikke lige forberedt på, så jeg spørger pænt, hvordan de lige har tænkt sig, at jeg kommer derud, og som jordemoderen så pænt formulerer det: "Jamen, vi har da en trappestige". Som om det gør det nemmere. Gud ved, om hun selv har brugt en trappestige under en fødsel.
Nå, men da jeg med møge og besvær - og lad mig bare sige med mange mange smerter - endelig kommer ud på toilettet, får jeg pludselig pressetrang. Dog var jeg jo ikke klar over, at det var det, for jeg er jo førstegangsfødende. Men der sidder jeg og siger febrilsk: "Nu har jeg det som om, noget vil ud", og med store øjne siger jordemoderen: "Vil du godt være sød at rejse dig og komme herind, for du skal ikke føde dit barn i toilettet".
Jeg tænker dog: "Mig føde? Det kan ikke passe", for ca. 30 minutter tidligere, da anæstesilægen bliver bestilt, havde jeg kun åbnet mig 5 cm, så jeg skal vel ikke føde lige nu. Jeg har jo hørt, at man åbner sig ca. 1 cm i timen.
Da jeg endelig er tilbage på fødebriksen, skal hun igen lige føle, hvor meget jeg har åbnet mig, og i det samme banker det på døren, og anæstesilægen er klar til at give en bedøvelse. Men jordemoderen konstaterer, at jeg på 30 minutter har åbnet mig 4½ cm, så hun åbner døren og siger til dem derude: "I er aflyst, konen skal føde, og det skal være nu".
Så kommer hun over og skruer op for vedroppet, læner sig ind over mig og spørger: "Og hvordan har du så tænkt dig at føde?". Øh, jeg kunne da godt tænke mig at stå op, for jeg har hørt, at tyngdekraften hjælper lidt på vej. Flink som hun er, siger hun bare: "Jamen, så kom du her ud". Men så var det, at jeg kiggede på trappestigen og sagde: "Nej, ved du hvad, jeg tror, jeg bliver liggende". Efterfølgende har min mand dog fortalt mig, at han så jordemoderen i hovedet, og hun var godt klar over, at jeg kom ingen steder, og at det passede hende fint.
Og så skal jeg ellers lige love for, at der sker noget. Men lad mig lige nævne, at presseveer er da noget af det ledeste, jeg har oplevet. Dem kan jeg ikke lide. Men det mest fantastiske er, at jeg kan mærke mit lille barn hele vejen ned. Jeg kan simpelthen mærke, at babyen rykker sig ned, og alligevel sagde hun pludselig: "Nu har du født hovedet". Tænk, det mærkede jeg ikke engang.
Nu vendte de babyen, sugede den, og så blev der skreget, alt i mens far får øjenkontakt med sin første baby, og han kigger op på mig med store våde øjne. Et øjeblik, som heldigvis kun er mit. Og i næste presseve kom babyen ud og op på maven af mig. Hvilken ubeskrivelig følelse, et antiklimaks, 6 års kamp var forbi, og der lå den skønneste lille pige og kiggede på os. Jeg behøver vel ikke at sige, at lykken var fuldendt.
Alt i alt tog fødslen af prinsessen, fra veerne startede rigtig, til hun var ude, kun 3½ time, så på den konto var det jo nemt. Dog havde hun i sin iver hånden med ud sammen med hovedet, så hun rev mig lidt i stykker indvendig, så jeg skulle syes. Men på det tidspunkt kan jeg klare hele verden, også at den læge, der er tilkaldt for at sy mig, er hende, som konkluderede, at min blødning i uge 7 var en igangværende abort!
Et par timer efter fødslen kan vi så ringe og fortælle familie og venner, at vi er hjemme fra Sverige, og at vi har fået en lille pige med hjem. Som farmor sagde: "Jamen, så nåede I slet ikke til Sverige?". Det var vist ikke gået op for hende, at hun var blevet snydt.
De næste dage var vi på hospitalet og havde mange besøgende og nød det. I dag er prinsesse 8 måneder og skal snart starte i dagpleje. Tænk, at tiden går så stærkt.
15-04-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025