Skrevet af Lone
Efter at have læst de mange gode fødselsbeskrivelser på Netbaby, har jeg fået lyst til at skrive om mine 2 børns fødsler.
Caroline den 14/9-2000
Kl. 10.00: Jeg er på besøg hos min veninde (som også er højgravid), og som altid snakker vi om vores små babyer, der snart skal se dagens lys. Som så mange gange før sidder vi og hygger os i hendes udestue, der af alle, og med god grund, bliver kaldt "væksthuset".
Jeg kan ikke sidde stille på stolen. Det er som om, min krop bare ikke kan finde ud af at være i ro, så da jeg har været der en god time, synes jeg godt, jeg kan tillade mig at gå hjem, selv om vores hyggedage som regel varer i langt flere timer.
Kl. 11.00: Jeg kommer hjem og har nogle gevaldige plukkeveer, så jeg må lige ned og sidde på køkkengulvet et lille øjeblik. Idet jeg sidder der, kan jeg se et par fedtpletter på gulvet, og selv om det ikke er andet end et par dage siden, jeg har gjort grundigt rent, så skal det bare gøres om. NU!
Kl. 14.00: Min kæreste er stået op. Han arbejder om natten for tiden. Jeg er færdig med min rengøring men mangler at vaske gulvene. Jeg synes godt lige, han kan give en hånd med, for de plukkeveer er noget kraftige i dag.
I øvrigt er det ikke mange gener, jeg har haft i løbet af graviditeten, så når jeg for en gangs skyld beder om hjælp, er det fordi, jeg mener det! Selvfølgelig skal han nok vaske gulvet - i morgen. Han orker det ikke nu. Stædig som et æsel og godt gal i hovedet beslutter jeg at gøre det selv. Gøres skal det og helst i en fart.
Kl. 15.30: Jeg er færdig med min rengøring og ringer til min mormor. Hun er god at snakke med, når det hele er noget møg. Jeg starter med at brokke mig lidt over den vordende far, som er totalt ligeglad med alt og generelt bare er et stort fjols.
Det lettede, men der har været lange ører, så jeg får at vide, at når det nu er så slemt, må jeg da hellere få et par telefonnumre, jeg kan ringe på "just in case". Der er trods alt 6 dage til termin, og førstegangsfødende går altid 14 dage over tiden. MINDST.
Mobilen virker ikke ret godt på hans arbejde. Derefter tryller han en liste frem med 20 telefonnumre. Nogle er til kontoret, nogle er til hans kollegaer, nogle er til, hvis ingen lige ved, hvor han er, og de sidste er til "akut". Hvis ikke jeg var sur, så bliver jeg det nu. Tror han, jeg ringer bare for at hyggesnakke? Hvis jeg får veer, skal jeg ikke til at lege "gæt et nummer". Så skal det være et, der virker.
Kl. 16.30: Jeg bliver beordret til at ringe til sygehuset, for jeg er jo skingrende hysterisk. I bar arrigskab gør jeg det. Jeg sidder i sofaen og ryger den ene smøg efter den anden, mens jeg bander de plukkeveer samt min uforstående kæreste langt væk.
Langt om længe er der en, der tager telefonen, men jordemoderen er lige så irriterende som alle de andre. Hun mener ikke, jeg ville kunne tale i telefon, når jeg havde veer. Hun kan selvfølgelig heller ikke se, hvor meget jeg efterhånden vrider mig i sofaen af smerte, mens koldsveden pibler frem. Heldigvis siger hun alligevel, vi må komme.
Kl. 17.00: Jeg tager lige et bad, inden vi kører. De skal trods alt ikke stå og rode ved mig, når jeg har svedt hele dagen. Da jeg er næsten færdig, begynder min kæreste lige at barbere sig, og han vil også lige have en skyller under bruseren. Han vil jo gerne se ordentlig ud, hvis nu han skal være far i dag. SKRIIIIG! Det kunne han have gjort for flere timer siden, men så kan jeg jo lige pakke bilen.
Kl. 18.00: På vej til hospitalet beslutter den vordende far at stoppe krigen. Det er selvfølgelig også krævende at føre krig, når nu "vi" har veer. Faktisk hygger vi os på trods af smerterne, indtil vi opdager, at vi har glemt film til kameraet. Men som den gode far, han gerne vil være, tilbyder han at stoppe ved en tank, så vi kan købe film. STOPPE? Han må være totalt sprøjtende sindssyg. Vi må ringe efter nogen, der kan komme med den film.
Kl. 18.30: Efter vi har holdt i kø på grund af vejarbejde, er vi endelig ankommet til hospitalet. Jordemoderen samt en studerende tager imod os. Det er MIN jordemoder, hende der har fulgt mig hele graviditeten. LYKKE. Jo, den er god nok, jeg er 2 centimeter åben. Mens jeg er ude og lave en urinprøve, går slimproppen. Jeg er ved at føde.
Kl. 19.00: Jeg har fået lavement, mine søde svigerforældre er kommet med en masse film, og aldrig har jeg set nogle have så stor medlidenhed med mig før. Min svigerfar stryger mig over håret og spørger, om der slet ikke er mere, de kan gøre for mig. Det er enormt rørende, der er bare det lille problem, at de meget gerne må smutte, for jeg ligger helt stille under en dyne uden trusser, og jeg skal love for det lavement, det er noget, der virker.
Kl. 20.00: Jeg har været i badekar, men det var ikke noget for mig. Jeg følte, jeg blev kvalt. Jeg kunne ikke krumme mig sammen om veerne, og der var ingen ve-pauser, når jeg lå der. Så jeg er tilbage i sengen. Der er jordemoderskift. ØV-ØV.
Kl. 20.30: Jeg er nu 4 centimeter åben, der er ingen ve-pauser, og det gør forbandet ondt. Vi får tilbudt kaffe og mad. Ellers tak, jeg er glad for mit saft, men min kæreste vil gerne have kaffe. Det er jo også hårdt at stå og "føde". Samtidig med han drikker kaffen, putter han hovedet ned til mig og snakker. Lugter kaffeånde virkelig så slemt, eller er det måske mig, der er ved at erkende, at jeg er hysterisk i dag?
Nå, den nye jordemoder er totalt sød. Hun viser forståelse for, at jeg er pirrelig, og prøver at få mig til at indse, min kæreste er en sød fyr. Det må jeg trods alt have syntes en gang for ca. 9 måneder siden!
Kl. 21.00: Der sker noget nu. Jeg har stort set ikke haft ve-pauser siden kl. 19.30. Jeg er nu 8 centimeter åben - det er gået stærkt. Jeg er træt og rystet over, det kan gøre så ondt, uden jeg dør af det. Det eneste positive er den lille strimmel, der kører og viser, at vores lille baby har en god hjerterytme. De siger, det er et livligt lille barn. Sød musik i mine ører.
Jeg fået tilbudt Pethidin, og det er bare en befrielse. Det giver mig nogle gode ve-pauser, som jeg får slumret lidt i. Vi får endda grinet lidt af, at jeg gerne vil føde i dag. Det er min fars bryllupsdag, men vi må nok se i øjnene, at det er noget af en drøm, hvis det skulle ske.
Kl. 21.30: Hurra, 10 centimeter åben. Jordemoderen vil tage fostervandet i næste ve. Den næste ve kommer, og samtidig med hun tager fostervandet, får jeg presseveer. Sikke en befrielse. Fostervandet er grønt, og kort efter begynder babyens hjerteaktion at falde. Jeg bliver beordret til at presse, alt hvad jeg kan, men det går ikke hurtigt nok.
Kl. 21.50: Der bliver nu tilkaldt en læge, og efter meget kort tid er stuen fyldt med alle afskygninger af læger og sygeplejersker. Det er utroligt, så hurtigt de kommer. De hilser kort og går i gang med at snakke fagsprog. På dette tidspunkt er det enormt dejligt, at der er en jordemoderstuderende med. Hun står stille og roligt og forklarer os, hvad der foregår, imens de andre har travlt. Hun tog sig god tid til at berolige os, hvilket hun klarede til et stort 13-tal.
Kl. 21.55: Jeg bliver klippet. Det er nok det, jeg har frygtet mest, men det opdagede jeg knap nok. Derefter fik jeg lov til at presse, mens de fandt en sugekop frem. Jeg vil ikke have taget med sugekop, da der er så mange, der får en forkert hovedfacon af det. Men jeg kan selvfølgelig godt se idéen med det, når det nu skal gå stærkt.
Kl. 21.57: Vores lille baby kommer til verden. Der er ingen skrig eller nogen, der siger noget. De arbejder med sug, klipper navlestreng over og endelig tør jeg spørge, hvad der sker. Er den lille levende, hvad blev det? Så sig dog noget!
Kl. 21.58: Jeg får at vide, det er en sund og velskabt pige. Hun vejer 2.760 gram og er 49 centimeter lang. Grunden til hun ikke skreg med det samme var, at de lige skulle have suget hende for fostervand. Jeg får hende op på maven og må erkende, hun var det hele værd. Ikke noget som helst er der at sætte en finger på. Hun er perfekt. Heller ingen mærker efter sugekoppen.
Christine 5/7-2004
I løbet af min graviditet har jeg været meget plaget af plukkeveer. De sidste måneder har jeg været på nedsat tid. Flere gange har jeg troet, der var ved at ske noget. Når jeg tog tid på "veerne", var der mellem 7 og 8 minutter mellem dem, men de er altid gået i sig selv igen.
Min kæreste (utroligt nok den samme som er far til Caroline) var begyndt at drille mig med "Ulven kommer", hver gang jeg nævnte en mulighed for fødsel inden for et par timer. Sådan var det også, aftenen før jeg fødte.
Kl. 18.00: Jeg har gået og gjort rent (igen). Caroline vil gerne ud på sin cykel, så vi beslutter os for at gå en tur gennem skoven. I dag har jeg svært ved at følge med og må lige stoppe op "for at kigge på nogle kønne blomster". Ingen skal sige, jeg er i dårlig form.
Kl. 20.00: Caroline skal i seng, og vi beslutter os for at slukke fjernsynet og læse. Det gør vi tit på terassen om sommeren. Det var bare for koldt ude, så vi tog vores kølige hvidvin med ind og råhyggede.
Kl. 23.30: Min kæreste vil i seng. Han skal trods alt på arbejde næste dag. Jeg er næsten færdig med min bog og beslutter mig for at blive oppe og læse den færdig. Jeg har ikke sagt noget om mine "ulven kommer" men havde i smug endnu en gang taget tid på dem (7-8 minutter).
Kl. 00.30: Jeg er færdig med min bog og gør mig klar til at gå i seng.
Kl. 03.00: Jeg vågner og er frisk, prøver at falde i søvn, men opgiver hurtigt. Jeg går ind i stuen og tager en cigaret, mens jeg undrer mig over, der stadig er plukkeveer. Da jeg har røget færdig, sidder jeg og glor dumt et stykke tid, hvorefter jeg får vildt lyst til et bad. Hvem vågner på det her tidspunkt og går i bad?
Kl. 03.30: Det var dejligt at stå under bruseren, men nu mens jeg tørrer mig, fortryder jeg alligevel badet. Det er som om, jeg aldrig bliver færdig med at tørre mig.
Kl. 03.45: "MOAR, JEG HAR KOMMET TIL AT TISSE I SENGEN". Caroline kommer forvirret ud på badeværelset. For 2. gang i tiden uden ble er der sket et uheld. Jeg får hende til at tisse af og giver hende rent nattøj på. Da jeg går ind for at skifte sengetøjet, er det som om, jeg er ved at flække, og den første ve kommer.
Kl. 04.00: Min kæreste er rusket til live og har overtaget sengetøjet, jeg prøver så i stedet at få Caroline til at falde i søvn i vores seng.
Vi bliver enige om at ringe på hospitalet, for det gør vildt ondt nu. Ikke som med Caroline, hvor det trak over underlivet som meget kraftige menstruationssmerter, mwn mere som om, der var nogen, der var ved at presse en vandmelon ud gennem mit underliv.
Vi får at vide, at de har alt optaget, så vi skal til et andet sygehus, hvis vi vil afsted nu. Men når nu veerne kun lige er begyndt, kan vi sikkert godt vente lidt.
Kl. 04.20: Farmor og farfar kommer. Vi ringede til dem, da vi havde snakket med hospitalet. Jeg laver en kop kaffe. Det er det eneste, jeg har vildt lyst til. Ca. hver 2. minut lægger jeg mig ned på gulvet på alle fire. Mine ben kan ikke bære mig, når veerne kommer.
Kl. 04.30: Kaffen er færdig. Hvor har jeg dog glædet mig til den kop. Mens jeg skænker op, kommer Caroline ud i køkkenet. Hun er ikke faldet ordentligt i søvn og har hørt, der er ved at ske noget. Jeg vil ikke have, hun skal se mig med så mange smerter, og da jeg ikke kan bide dem i mig, beslutter jeg mig for, at vi hellere må køre. Vi ringer til hospitalet og siger, vi er på vej, og inden de når at afvise os, har vi lagt på og sidder i bilen.
Kl. 04.45: Vi kører gennem byen i alt for høj fart. Heldigvis er der ingen biler på vejen. Det er som om, min kæreste først nu fatter alvoren. Han bliver ved med at sige, at jeg endelig ikke må føde i bilen. Jeg er ligeglad og prøver at bide hans trøje i stykker i stedet for at jamre for meget.
Kl. 04.52: Vi kører ind på parkeringspladsen. Alt optaget. Jeg orker ikke at gå, så jeg bliver sat af, mens han finder en plads lidt længere væk. Jeg lægger mig på alle fire på fortovet og venter på ham. Da han er der 2 minutter efter, ringer vi på, og der går alt for længe (30 sekunder), inden de åbner døren for os.
Kl. 04.54: JUBIII, vi kom ind. Jeg lægger mig ned i forhallen og føler ikke, jeg kan gå et skridt mere. Min kæreste får mig dog slæbt hen til elevatoren og op på 4. sal med tasker i den ene hånd. Faktisk ret flot klaret.
Kl. 04.55: Vi er ankommet til fødegangen. Nu tør jeg presse for første gang. Hvor gør det ondt.
Kl. 04.56: PLASK, vandet gik lige inden for døren. Der kommer to jordemødre ilende og hjælper med at få mig ind på fødestuen.
Kl. 04.57: Jeg bliver i bogstavligste forstand smidt op på fødelejet. Hovedet er på vej ud.
Kl. 04.58: Min anden datter er født. Hun er også perfekt. Hun vejer 3.272 gram og måler 50 centimeter.
29-04-2005
|
© 1999-2025