Skrevet af Lotte
Min første fødsel fandt sted i juni 2000. Jeg havde termin den 5. juni. Min kæreste og jeg nåede lige på rådhuset 2 dage før, hvor vi i hemmelighed fik papir på hinanden. Jeg måtte siges at være en rødmende brud - og opsvulmet af en masse væske i hele kroppen. Min brudekjole bestod af et par hvide ventebukser og min svigerfars aflagte t-shirt. Det må siges, at jeg var hvid (og rød) brud.
Datoen for terminen kom. Der skete intet. Jeg tror egentlig heller ikke, jeg var specielt utålmodig. Jeg lurede vist mest på, hvordan det ville blive at føde. Jeg var ikke bange, for jeg anede ikke, hvad det var. Jeg var næsten sikker på, at jeg ville få en dreng med lyst hår. Jeg havde nemlig set ham i en drøm.
Den 10. juni, mens jeg var alene hjemme (min kæreste gik til afsluttende eksaminer og havde konstant læsemøder), havde jeg tegnblødning. Jeg ringede til fødegangen. Jordemoderen fortalte mig, at hun mente, jeg ville få veer indenfor det næste døgn. Så jeg var spændt og et stort smil, da min kæreste kom hjem. Der skete ingenting i løbet af dagen, så vi gik fredeligt i seng om aftenen.
Jeg vågnede kl. 3 og tænkte: "Nu er det begyndt! Jeg skal snart føde!". Jeg havde veer og var ikke i tvivl. Set i bakspejlet har det godt nok været veer, men jeg var stadig lykkeligt uvidende om, hvordan veer også kan føles. I hvert fald vækkede jeg glædesstrålende min kæreste og sagde, at nu havde jeg veer.
Vi slumrede lidt mellem veerne. Ved 6-tiden var der ca. 5 minutter i mellem, og jeg ringede til fødegangen. De mente ikke at kunne høre på min stemme, at det var lige oppe over, så de beordrede mig til at slappe af. Det gjorde jeg det meste af dagen.
Min gode veninde kom og var hos mig, da kæresten måtte til eksamensmøde. Jeg havde veer, men de var meget uregelmæssige. Dog så regelmæssige, at jeg ikke kunne sove for dem. Og selv om de ikke var specielt stærke, så tog de alligevel på kræfterne.
Da klokken blev 23, var jeg så træt, at jeg sad og peb. Jeg kastede op (hvilket jeg afskyr) og prøvede at hvile, så godt jeg kunne. Veerne var stadig meget uregelmæssige. Ved 4-tiden kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg ringede på fødegangen og klagede min nød. De sagde, at vi bare kunne komme. Veerne var nu kraftigere, så jeg var et kønt syn i bilen på vej mod Skejby.
Vi skulle selvfølgelig holde ved samtlige lyskryds. Jeg hang i sikkerhedsselen og prustede og stønnede. På et tidspunkt holdt vi ved siden af en taxachauffør, som stirrede måbende over på mig, som næsten sad klasket op af vinduet med ansigtet fortrukket i de vildeste folder.
Vi kom ind på fødegangen og blev modtaget af en sød jordemoder, som jeg havde lyst til at kaste mig i favnen på. Jeg peb lidt, havde ondt og var modbydeligt træt. Hun undersøgte mig, og det viste sig, at jeg ikke var mere end en sølle cm åben. Jeg var meget modløs. Der var gået over et døgn! Hun fandt det åbenbart ikke holdbart at sende os hjem igen, så jeg fik lov til at blive.
Jeg fik akupunktur, hvilket hjalp mig godt. Jeg døsede lidt. Kom i badekar, hvilket også var skønt. Veerne tog til. Min kæreste havde et eksamensmøde, som var fatalt at blive væk fra. Det kunne betyde, at han ikke blev færdig med sin uddannelse. Eksamenen lå 2 dage efter. Derfor kom min veninde atter og afløste min kæreste, som instruerede hende i at hælde vand over min mave, når der var ve.
Det var blevet dagvagt, så jeg havde fået en ny jordemoder. Hun mente, at fødslen skred planmæssigt fremad og forsikrede mig om, at jeg ville føde i hendes vagt, som sluttede kl. 15. Det gjorde jeg så ikke.
Jeg fik igen ny jordemoder, fulgt af en sød jordemoderstuderende. De mente ikke, at jeg var 7 cm åben, som den forrige havde sagt, men kun 5. Endnu et slag i hovedet. Jeg var kvæstet og meget træt.
Først på aftenen prikkede den studerende hul på fosterhinden, og vandet gik. Det satte en smule mere gang i veerne, men ikke nok. De satte et vestimulerende drop op og gav mig lattergas. Så skal jeg love for, at der skete noget. Både på den ene og anden måde. For mens jeg udvidede mig i nu normalt tempo, hyggede jeg mig helt vildt med lattergassen.
Det var fantastisk at få lov til at få en bimmelim på ovenpå alle de timer. Jeg lå og grinede, og så snart veen var væk, og de ville slukke for gassen, lå jeg og prøvede at fake en ve for at få lidt mere gas. Jeg var ikke så klar i hovedet, at jeg kunne regne ud, at de kunne se mine veer på den overvågning, de havde sat på mig.
Presseveerne kom, og jeg begyndte at presse. Og jeg pressede og pressede. Jeg pressede i 5 kvarter, og jeg var så træt. Til sidst spurgte jeg jordemoderen: "Kan vi ikke tage det barn ud med en sugekop eller et kejsersnit? Jeg kan ikke mere". Og det kunne jeg ikke. Heldigvis troede jordemoderen på mig. "Et øjeblik, så ringer jeg efter en læge", sagde hun og gik ud.
Få minutter efter kom en kvinde ind, gav mig hånden og sagde: "Hej, jeg hedder Susanne, og jeg er læge. Hvad kan jeg gøre for dig?". Jeg sagde: "Er du ikke sød at få det barn ud nu?". Hun fandt en blød sugekop frem, og 5 minutter efter blev Malte født.
3.850 gram og 53 cm. En dejlig velskabt dreng med et fugleæg på hovedet (som heldigvis hurtigt forsvandt). Han skreg med det samme og blev lagt på min mave, hvor han straks faldt til ro og kiggede nysgerrigt rundt.
Min kæreste klippede navlesnoren, mens jeg lykkeligt lå med mit barn i armene. Jeg sagde (og det er ikke løgn!): "Det her ville jeg gøre med det samme igen!". Han var i mere end én betydning mit drømmebarn. Det var helt klart ham, jeg allerede havde set en gang i mine drømme.
Den 11. juni 2003, dagen før Maltes fødselsdag, lyste graviditetstesten igen op med 2 fine streger. Lige som den første gang havde jeg ikke været i tvivl inden testen, men det er meget rart lige at se stregerne.
Ikke lang tid efter begyndte tankerne om min første fødsel at vælde op i mig igen. Nu var jeg ikke mere så kry; jeg var rædselsslagen over at skulle føde igen. Og jeg kunne ikke rigtigt sætte ord på hvorfor. Jeg talte med min jordemoder om det, men det var svært, når jeg ikke vidste, hvad jeg frygtede. Jeg følte jo, at fødslen havde været en god men laaaaang oplevelse.
Min jordemoder tilbød mig alt, hvad hun kunne komme i tanke om (at tale med en læge om kejsersnit, epiduralbedøvelse), men det var jo heller ikke det, jeg ville. Jeg begyndte at skrive dagbog. Det hjalp at skrive mine tanker ned på papir. En slags selvterapi, blev det vel. Så da terminsdatoen kom den 4. februar, var jeg klar - dog stadig noget nervøs. Denne fødsel skulle vise sig at blive en helt anden.
Om formiddagen den 4. februar havde jeg noget rastløst gået rundt i haven og ryddet op og ordnet. Efter altså at have ordnet hele huset. Alle tingene til babyen var klar. Ved middagstid 11.30 ville jeg alligevel lige tage mig en slapper på sofaen. Jeg mærkede en begyndende murren i mave og lænd. Jeg kunne ikke helt slappe af, så jeg tændte for fjernsynet. Denne murren kom og gik, og jeg begyndte at tage tid.
Ved 13.30-tiden ringede min kæreste, at han var på vej hjem fra arbejde, og at han havde hentet Malte. Jeg sagde, at der vist nok var ved at ske lidt. Bare så han vidste det og lige var obs på det i forhold til Malte (hvis og såfremt jeg skulle stå i en kæmpe-ve, når de kom ind af døren). Veerne var dog ikke slemme.
Da de var kommet hjem, spurgte min kæreste, om det var OK, at han lige smuttede på biblioteket. Fint nok. Men da han kom tilbage, mente jeg nok, at det ville være en god idé, hvis mine forældre kom og hentede Malte. Min kæreste var lidt skeptisk. Han huskede jo sidste fødsel og mente, at vi godt kunne vente og se tiden an.
Han gav dog hurtigt efter, da jeg med tårer i øjnene sagde, AT JEG SYNES DET VILLE VÆRE EN GOD IDÉ! Mine forældre kom ved 15.30-tiden. Vi (også jeg) drak kaffe og spiste nogle chokolader. De kørte lidt over 16.
Veerne tog til. Der var 7 minutter imellem, og de varede 1 minut. Jeg læste lidt avis og rejste mig op ved spisebordet, hver gang der kom en ve. Min kæreste lavede aftensmad, som han spiste i vepauserne. Under veerne skulle han nemlig holde på min lænd.
Ved 19-tiden ringede jeg til fødegangen. Da jordemoderen ikke straks sagde, at jeg kunne komme, blev jeg lidt vred og sagde, at jeg altså havde fået lovning på at kunne komme, når jeg ville. Selvfølgelig måtte jeg komme. Vi snakkede lidt om, om vi skulle tage tasken med eller ej. Vi var begge temmelig sikre på, at vi ville blive sendt hjem igen. Jeg ville bare derud for at få at vide, hvor langt jeg var.
Vi mødte op på en modtageafdeling, hvor jeg fik en sød jordemoder. Hun mærkede på mig og sagde: "Ja, jeg tror godt, vi kan sende dig op på fødegangen. Du er 4 cm åben". Både min kæreste og jeg måbede. Jeg sagde helt forvirret: "Fødegangen, jamen skal jeg ikke hjem?". Jordemoderen kiggede undrende på mig: "Du er ved at føde, vil du gerne hjem?". Det ville jeg selvfølgelig ikke.
Vi gik selv op på fødegangen fulgt af en sygehjælper. Jeg gik i strømpesokker og så nok lidt forpjusket ud. På vejen fik jeg en ordentlig ve og måtte pustende støtte mig op af væggen. Jeg opdagede efter veen, at jeg havde tilskuere på, eftersom en gruppe af gravide og deres mænd var på rundvisning på fødegangen. De stirrede måbende på mig.
På fødegangen blev jeg godt modtaget af min jordemoder og en medicinstuderende. Vi talte kort om min forrige fødsel og om, at jeg var lidt bekymret for forløbet. Hun var meget smilende og lyttende. Og så oplevede jeg hende meget nærværende i forhold til mig og mine veer. Hun kunne se dem, inden jeg mærkede dem.
Jeg kom i badekar og slappede godt af. Klokken var 20, og jordemoderen sagde, at jeg kunne regne med at udvide mig en cm i timen fra nu af. Dvs. at det blev ved 2-tiden. Veerne tog hurtigt til, de var hyppige og kraftige.
Ved 22-tiden begyndte jeg at føle en smule pressetrang. Jordemoderen undersøgte mig og fandt ud af, at hinderne stod helt udspilede. Hun besluttede at prikke hul. Der kom en skylle grønt fostervand. Derfor satte hun en måler på barnets hoved for at overvåge det nøje. Barnet havde det fint.
Pludselig forsvandt hjertelyden. Jeg var på stikkerne med det samme. Jordemoderen bandede lidt: "Åhr, det er sgu også alt det hår!". "Hår?", sagde min kæreste og jeg meget uforstående. Malte havde små lyse korte dun. "Ja", sagde jordemoderen, "jeg kan se en lang mørk hårtot!". Vi var noget overraskede over, at vi skulle have en dreng med mørkt hår. Vi var nemlig overbeviste om, at vi fik en dreng igen. Malte var som den eneste sikker på, at han fik en Ida.
De sidste veer var hårde. Jeg klamrede mig til lattergassen, som denne gang ikke havde den vilde effekt. Men jeg holdt fast i masken og brugte min vejrtrækning. Dette var den eneste line, jeg havde at klamre mig til, hvis jeg ikke skulle forsvinde - følte jeg.
Jeg begyndte rigtigt at presse. Og denne gang battede det. Jeg pressede og pressede denne gang uden problemer selv mit barn ud. Klokken var 23.59. Stuen blev straks fyldt af babyskrål. Jeg lænede mig frem og spurgte (underligt nok, for jeg var jo overbevist): "hvad blev det?". Jordemoderen vendte den lille rumpe op mod mig og sagde, at jeg selv kunne se efter. DET VAR EN PIGE! Og en pige med flotte mørke lokker.
Ida vejede 3.924 gram og var 51 cm. En lille tyksak med elastikker på arme og ben (og en smuk hovedform). Hun kom straks op til mig og studerede mig grundigt, før hun veltilfreds gav sig til at sutte, som havde hun aldrig bestilt andet.
Ida er i dag en dejlig og glad pige på 13 måneder, som forguder sin storebror lige så meget, som han forguder hende.
17-05-2005
|
 |
Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:
 Din historie
|
|
|
 |
GRAVIDA - gratis magasin til dig
Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.
|
 |
MIN BABY - gratis magasin til dig
Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.
|
 |
DIT BARN - gratis magasin til dig
Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.
|
|
|
|
© 1999-2025