Skrevet af Tia
Tirsdag den 20. juli var som alle andre dage. Jeg havde kedet mig hele weekenden og mandagen med. Jeg havde haft lidt ondt i maven, så jeg havde ligget en del på sofaen.
Men tirsdag morgen besluttede jeg mig for at kontakte lægen for at tjekke, om smerterne, jeg havde haft i weekenden, måske skyldtes blærebetændelse. Min egen læge havde ferie, så jeg skulle ringe til en anden.
Klokken var 8, da jeg fik fat på en anden læge i hendes telefontid, som var fra 8-9. Hun blev lidt paf. "Jeg har ikke tid i eftermiddag og heller ikke her til formiddag. Uhhh altså. Nej, ved du hvad. Kan du komme nu, for så undersøger jeg dig, mens jeg har telefontid?".
Det kunne jeg godt nå med lidt god vilje. Jeg susede afsted. Jeg skulle først aflevere min søn i dagplejen og derfra 12 km videre til byen. Jeg ankom til lægen kl. 8.45.
Hun tog en urinprøve, og den viste ingenting. Så ville hun undersøge mig indvendig, og jeg hoppede op på briksen.
"Du er i fødsel", sagde hun højt. "Du er 6 cm åben, og fosterhinden er helt spændt. Du kan føde når som helst. Jeg ringer efter Falck".
Jeg begyndte at tude i ren og skær glæde og forvirring. Det, der var så forvirrende, var, at jeg jo slet ikke havde ondt. Jeg havde det helt normalt.
Jeg ringede til min mand, og han kørte fra arbejdet med det sammen. Vi aftalte at mødes på sygehuset.
Falckbilen kom, og jeg gik ned til dem. De var på vej op til mig med en båre. Så de gloede jo lidt, da jeg kom trissende ned af trapperne.
Jeg satte mig ind i Falckbilen og blev stille og roligt transporteret til sygehuset, som lå godt og vel 20 km derfra.
Jeg gik selv ind på fødegangen, og de kiggede jo også lidt, da det jo ikke var, hvad de havde forventet.
Jeg blev her undersøgt, og jordemoderen sagde, at jeg kun var 4 cm åben, og hun mente ikke, at jeg var i fødsel. Så jeg kunne tage hjem og vente på, det gik i gang af sig selv, eller de kunne tage vandet nu, da jeg jo var der, og så kunne vi se, hvad der skete og måske give mig ve-drop.
Min mand var kommet, og vi anede ikke, hvad vi skulle gøre. Jeg havde det jo fint og havde ingen smerter. Vi sagde til jordemoderen, at det valg kunne vi simpelthen ikke tage. Vi kunne ikke bedømme, hvad der ville være bedst. Så jordemoderen tog valget for mig.
Kl. 11.23 tog de vandet på mig, og ca. kl. 11.35 kom de første veer. Og derfra stoppede de ikke igen. Den ene ve efter den anden skyllede ind over mig. Det var så hårdt og intenst, at jeg næsten intet kan huske fra det, fordi jeg bare lå i en ren smerterus.
Kl. 12.10 var jeg 10 cm åben, og kl. 12.16 kom min dejlige datter til verden. 53 cm lang og 5.780 gram.
Jeg er glad for, jeg blev på sygehuset. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det var gået, hvis vandet var gået derhjemme. Så havde jeg måske født i en rundkørsel på vej til fødegangen.
26-05-2005
|
© 1999-2025