Skrevet af Hanne
Jeg vil her fortælle jer om Line, som er en helt igennem speciel pige, der har overrasket alle, lige fra hun blev lavet.
I 1996 fik vi en dejlig dreng, som jeg var meget alene med størstedelen af tiden, fordi hans far havde arbejde i en anden by ca. 120 km væk. Derfor så vi ham kun i weekenderne.
Jeg nød det, da han så blev fyret og kom "hjem" til os igen. Desværre var Martin og jeg blevet vor egne, så far var lidt i overskud, men ikke mere end, da de ringede efter ham igen, sagde jeg, at hvis han sagde ja, så solgte jeg huset og fulgte efter.
10 dage efter var huset solgt, og 14 dage efter havde vi købt et nyt. Mu var Martin 2 år, og det var meningen, at vi skulle have en til, men vi blev enige om at lade være. Jeg var ny i byen og uden job. Hvis jeg skulle have muligheden for at få job, måtte jeg nøjes med Martin.
Nu har jeg altid brugt p-piller og var skiftet over til Mavelon for at stabilisere mine perioder. Jeg havde prøvet forskellige mærker, da jeg uanset mærke altid havde mensespauser på op til 3 måneder. Det ændrede Mavelon så ikke på.
Årene gik, og Martin var blevet 3 år. Jeg havde fået en god kontakt til min mor igen efter 10 år, og alt var godt. Desværre døde hun af kræft i januar.
Jeg gik til læge for at snakke med ham og blive tjekket, da min perioder igen holdt pauser i op til 3 måneder. Alt var fint, og jeg var sund og rask.
Martin fyldte 4 år, og min mormor fik konstanteret kræft. Jeg var i gang med at planlægge uddannelse, som jeg skulle starte på efter sommerferien. Så kom den dårlige nyhed, at min mormor var på det sidste, og jeg måtte udsætte et tjek på grund af manglende menstruation igen. Det gik så den vej, at jeg måtte tage til min mormors begravelse midt i ferien sløj og syg.
Min læge havde ferie, da jeg kom hjem, så jeg kunne først komme til læge i august efter skolestart. Men samtidig kunne han jo også finde ud af, hvorfor jeg havde ondt i ryggen i perioder.
Da han endelig havde tid til mig, kunne han fortælle, at det eneste, der var galt med min menstruaion denne gang var, at jeg var gravid, hvilket jeg ikke kunne forstå, da jeg jo spiste p-piller og ikke havde glemt nogen. Og mine rygproblemer, ja det kunne jo være enten iskiasnerven eller bækkenløsning, som jeg led af med Martin, men han ville sende mig til scanning, så vi også kunne se, hvor langt jeg var henne.
Jeg fortalte så min mand, hvad lægen havde sagt, og det eneste han sagde var abort, som jeg nægtede, for jeg kunne ikke få mig selv til at slå et barn ihjel, der var så stædig, at den ville være til på trods af p-piller.
Jeg tog til scanningen helt alene med hans besked i baghovedet og krydsede fingre for, at jeg var for langt henne. Jeg græd af glæde, da de vendte skærmen, så jeg kunne se min 13 uger gamle "smutter".
Jeg snakkede så med min mand, da jeg kom hjem, og fortalte, at enten accepterede han det, eller også gik jeg. Han accepterede det med nød og næppe.
Min graviditet var en hård tid. Jeg var både lykkelig og ulykkelig. Min mand ignorerede graviditeten, og jeg måtte selv fortælle Martin, at han skulle være storebror, og han fortalte det til alle.
Da jeg var 19 uger henne, skulle jeg ind og scannes igen, og der tog min svigerinde med, for som hun sagde, når manden ikke gad, var hun nysgerrig nok til at tage med. Der fik vi at vide, at det skulle blive en pige. Jeg var lykkelig for en lille prinsesse. Min mand sagde intet, da jeg fortalte ham det, men han fortalte sin far om kønnet.
Vi var nu nået til januar, og min iskiasnerve var ved at tage livet af mig sammen med plukkeveerne, og jeg havde det generelt skidt med min mands holdning.
Vi var ved at se på ny bil, da den gamle var nedslidt, og jeg kunne ikke køre i den, da den ikke havde servostyring. Jeg havde ikke kræfter nok, så derfor måtte min mand en vinterdag i januar tage med mig til jordemoder.
Jeg vidste, det var med min mands modvilje, så hun var snedig nok til at tage doptonen, så min mand også kunne høre hjertet. Og der skete der noget - ikke at han sagde det - men efter den dag kunne jeg i søvne nogle gange mærke en hånd holde om maven.
Men det forhindrede mig ikke i at få det mere og mere skidt i den sidste del af graviditeten. Jeg var altid træt og uoplagt.
Den 4. februar og den 22. februar 2002 fik jeg snydeveer, hvor jeg var inde, men det gik i sig selv igen (her vil jeg lige sige, at min søn blev født 8 timer og 41 minutter efter første spæde ve, og jeg nåede kun at være på fødegangen i 2, inden han kom). Ja, jeg er hurtigføder, eller som min svigerinde siger, jeg ved ikke, hvordan man føder.
Men endelig den 26. februar 2002 kl. 5 om morgenen vågner jeg af vækkeuret. Min mand skal møde kl. 6.00. Da jeg så står ud af sengen, går vandet, men han tror bare, at jeg har tisset i bukserne.
Kl. 6.15 begynder veerne, og kl. 7.00 ringer jeg efter min svigerinde, for jeg tror ikke, jeg kan gå over med Martin. Hun har så en veninde med, der kan aflevere Martin i børnehave.
Udskrift fra min journal:
Kl. 08.25 i para med termin 1/3-02 = 39+4. Henvender sig på fødegang med vandafgang fra kl. 5.10 og med veer med 3-5 min. interval af 30 sek. varighed. Angiver normalt liv. Udv. undersøgelse foster i lændeleje, caput fast i bi, fosterskøn 3.000 g.
Vag expl: collum udslettet. Orificium 3-4 cm tyndrandet + klar sivende fostervand + tegnblødning caput-4.
Jeg jubler, for jeg havde frygtet, jeg skulle hjem igen.
8.50 går på familiestue og får klyx bt 144/98.
Efter at have siddet og vendt vrangen ud af mig selv, beslutter min svigerinde og jeg at gå ned og ryge. Jeg når kun ud af døren, så får jeg en ve. Av av. Vi når da ned for at ryge med et par ve-pauser. Efter 2 hvæs ligger jeg flad af grin og med veer hen over bordet, så vi beslutter at gå tilbage.
Kl. 9.30 Hanne har været ude og ryge. Veerne et tiltagende.
Jeg bliver så sendt ud i bad, da jeg gerne vil i kar. Mens jeg står i badet får jeg ondt og følelsen af, at jeg skal af med afføring. De beder mig om at komme varmt vand på maven, men det bliver det bare værre af. Jordemoderen kommer igen, og hun beder min svigerinde om med det samme at hjælpe mig ind sammen med hende. Her har jeg så ondt, at jeg nesten ikke kan gå.
Da vi kommer ind på fødestuen, er den ikke klargjort, og jordemoderen uddeler en masse ordrer og beder en om at blive udenfor døren. Hun skal måske bruges. Jeg går i panik og kan ikke samarbejde med veerne. Det går for stærkt.
9.40 vag. expl. collum udslettet, orificium - lille kant fortil blød, caput +1.
Hanne presser spontant. Der lyttes god hjl. mellem hver ve.
Spontant, ja. Hun beder mig om at presse. Min navle popper op og afslører presseveerne, som jeg er bange for. De må ikke komme nu, tænker jeg.
10.00 fødes levende pige apgar 10/1 10/5. 20 min. efter kommer moderkagen.
Det var de korteste 20 minutter men åbenbart længe nok for jordemoderen, for hun var ved at tilkalde narkoselægen, da moderkagen kom. Jeg sprækkede ikke, så hun syntes, det var unødvendigt.
Min svigerinde kom grinende ind. Hun havde ringet til min mand og fortalt ham, at han var blevet far kl. 10.00, men han troede hende ikke. Han kom endelig kl. 12.00. Da var det gået op for ham.
Da han kom, sagde jordemoderen, at nu kunne far tage den lille, så mor hun kunne ryge (godt tænkt).
Jeg røg i 5 minutter og bad så sygeplejersken følge mig op til min datter og mand, og der sad far lige så forelsket i sin datter. Et syn jeg aldrig vil glemme.
I tiden efter fødslen var alt lykke. Jeg gik imod alle forskrifter og lagde Line på maven (noget jeg har fortrudt lige siden).
  Hun var meget kvik og pludrede hele tiden. Hun sad med støtte tidligt, i juli måned kravlede hun, og i august måned gik hun mellem 2 stole. Sundhedsplejersken sagde, at jeg skulle forhindre hende i det, men det var umuligt. Til gængæld glemte Line at snakke. I november kravlede hun op af trappen for første gang.
Line startede i dagpleje i april måned, og det gik rimelig godt indtil december, hvor dagplejemoderen begyndte at brokke sig over, hun var i alt. Det viste sig så, at når jeg var kørt, satte hun Line i en højstol og gik i bad, og det ville Line ikke finde sig i, så hun kravlede ud og gik på opdagelse.
Jeg ringede til pladsanvisningen og klagede min nød, og samtidig brokkede jeg mig over, at dagplejen ringede, bare Line hostede lidt.
I februar 2004 fik vi en vuggestueplads, og kampen for sproget begyndte. Vi var til ørelæge 3 gange for at finde ud af, hvorfor Line ikke snakkede. Der var intet galt.
I sommeren 2004 tog en praktikant en test på Line, der viste, at Lines motorik var som et barn på 36 måneder, men sproget var som en på 1 år. Samtidig viste hendes sociale færdigheder sig også at lide under det manglende sprog.
Tiden herhjemme var et mareridt. Line var frustreret over, vi ikke kunne forstå hende. Hun græd og var voldelig.
Vi fik en talepædagog til at teste hende og fik at vide, at det var hendes sprogforståelse, og hun rådede os til, at hun skulle i en specialbørnehave. Men inden hun blev sat til licitering, blev vi kaldt til et møde med en børnekoordinator, der fremlagde en slagplan, vi skulle forsøge. Den kom til at lyde således:
1. 5 ekstra timer om ugen til vuggestuen, der skal bruges til sprogtræning.
2. 1. april skal Line begynde i en lille børnehave.
3. Støttepædagog og pædagogisk friplads.
4. Hvis Line ikke snakker rimeligt inden sommeren 2005, skal hun i specialbørnehave.
Alt det startede vi på her efter jul, og da hun startede i børnehave for 11 dage siden, var det en meget bevæget afsked med vuggestuen og hendes kontaktpædagog, som var blevet meget knyttet til Line i de 3 måneder.
Og Lines sprog er meget i fremgang, og det går stærkt, for Line vil meget gerne lære, og hun er lærenem.
Hun siger små sætninger nu, og jeg græd af glæde den første aften, hun gav mig et knus og sagde "jeg elsker dig" - godt nok ikke perfekt, men pyt jeg forstod meningen.
Nu er hun begyndt at sige "okay mor", så jeg retter hende og siger "nej Line, det hedder ja mor". Så sukker hun og siger "ja mor okay". Eller også kalder hun, og når man så kommer, siger hun ikke noget og skrald griner.
Jo, Line er en meget speciel pige. Hun er elsket af hele familien, og ingen tænker på de odds, hun havde imod sig fra starten, og ja idag er hun fars pige, og hun snor ham om sin lillefinger.
Og far, ja han blev steriliseret samme sommer, som hun kom, for p-piller virker ikke ret godt på mig, og vi skal ikke have flere af hendes slags - en er nok.
02-06-2005
|
© 1999-2025