Skrevet af Mette
Jeg hedder Mette, og jeg er 23 år og fik min første søn den 10. september 2004. Jeg vil fortælle om min oplevelse af at være gravid og at føde.
Det hele startede med, at min kæreste og jeg besluttede os for at få vores første barn. Der gik ca. en måned, fra jeg stoppede med p-pillerne, til jeg blev gravid.
Vi tog graviditetstesten sammen, og vi var begge lykkelige, da den viste positiv.
Vi havde besluttet ikke at fortælle nogen om det, før vi var helt sikre og havde været hos lægen. Men jeg kunne simpelthen ikke vente og måtte bare fortælle min mor det, så jeg ringede til hende og fortalte det, og hun var bare så glad på vores vegne.
Morten blev jo også lige nødt til at ringe til sine forældre og fortælle det, og de var da også glade på vores vegne.
Min graviditet forløb meget normalt. Jeg havde kvalme de første 3 måneder og blødte lidt. Ellers havde jeg det godt, men nåede at tage ret meget på - 23 kg.
De sidste 2 måneder af graviditeten fik jeg rigtig meget vand i kroppen. Jeg kunne ikke passe mine sko, så jeg måtte have klipklapper på.
Den 9. september 2004 startede det hele så. Min kæreste og jeg havde gjort hovedrent, til den lille skulle komme, og da vi var færdige med det, sad vi lige og slappede lidt af.
Jeg fik mere og mere ondt omme i lænden men troede bare, at jeg havde lavet for meget. Så jeg sendte min kæreste på arbejde om aftenen, selvom han spurgte, om han ikke skulle blive hjemme. Han er bager og arbejder i København ca. 1 times kørsel væk.
Jeg gik i seng men vågnede kl. 23.45 efter at have sovet 1-2 timer, fordi jeg skulle tisse - troede jeg. Da jeg prøvede at rejse mig op, gik mit vand, og der kom meget.
Jeg ringede til min kæreste og fortalte, at vandet var gået, og jeg ville få hans mor til at køre mig ud på sygehuset. Jeg ringede og vækkede både min mor og min svigermor og ringede ud på sygehuset.
Min kæreste skulle tage min mor med fra København, når han kørte, og han var godt forvirret og sagde til mig, at jeg bare skulle tage det roligt.
Da jeg kom ud på sygehuset, ville jeg lige vente på min kæreste og mor. Men min mor insisterede på, at jeg bare gik op, så ville de komme.
Da jeg så var på vej derop, begyndte mit vand at løbe igen, så jeg skyndte mig at prøve at finde et WC, men det var der selvfølgelig ikke, lige der hvor jeg var nået til.
Jeg nået derop og blev undersøgt og fik kørt en strimmel. Vi fik at vide, at vi bare skulle køre hjem igen, da jeg ikke havde fået veer endnu, og jeg skulle ringe kl. 10 næste morgen, hvis der ikke var sket mere.
Vi kom hjem igen, og jeg ville lige se, om jeg ikke kunne sove lidt. Men det skulle jeg ikke, mente min krop, for fra det ene sekund til det andet kom veerne, og det gik bare stærkt.
Jeg tog et brusebad, det var bare skønt, imens min mor skrev tider på mine veer, som ikke var regelmæssige, og det blev de heller ikke.
Efter 1-2 timer var mine veer bare så kraftige, at Morten ringede ud på fødegangen, men vi fik bare at vide, at vi skulle se tiden an, for der kunne godt gå lang tid endnu, da det var første gang.
Der gik ikke mere end en halv time, før jeg ringede derud igen, for nu kunne jeg altså ikke holde ud at ligge herhjemme mere. Så vi fik at vide, at vi måtte komme derud.
Da vi kom derud igen, blev jeg undersøgt igen, og jeg havde åbnet mig 2-3 cm. Jeg kom i karbad, og det kunne jeg slet ikke holde ud. Vandet var for varmt, og mine veer gjorde virkelig ondt.
Jeg kom op efter 45 minutter og blev lige undersøgt igen. Jeg havde nu åbnet mig 8 cm, så det gik altså hurtigt.
Jeg fik lattergas, men lidt for meget. Jeg fik i hvert fald sagt nogle ret sjove ting og var ret overbevist om, at næste gang var det Mortens tur, for jeg skulle ikke føde mere. Men jeg glæder mig nu alligevel til næste gang.
Da jeg kom op at ligge på briksen, fik jeg presseveer, og jordemoderen undersøgte mig lige igen og sagde, at jeg skulle presse, alt hvad jeg kunne. Det var virkelig dejligt at få lov til at presse, og jeg blev bedøvet indvendigt.
  Efter næsten en time med presseveer kom vores dejlige søn til verden den 10. september 2004 kl. 7.17.
Fra mit vand gik, og til veerne kom, gik der 2 timer, og fra vandet gik, til Sebastian kom, gik der 7½ time.
Jeg blev syet med 3 sting indvendigt, da jeg havde fået lidt rifter, der blødte meget.
I dag er Sebastian blevet 7 måneder, og tiden går bare så stærkt. Vi er nu gået i gang med at se, om vi kan få en lillebror eller lillesøster til Sebastian, og det glæder vi os meget til.
16-06-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025