Skrevet af Michella
Jeg vil gerne fortælle, hvor let det kan gå, når man skal føde. Jeg kan selv huske, hvor nervøs jeg var, da der stadig var 1 måneds tid tilbage af min graviditet. Jeg gik 14 dage over tid og endte med at blive sat i gang, så jeg var til sidst så klar til at få det overstået, at jeg glemte lidt om alle de tanker, jeg havde haft.
Når man først ligger på briksen og er i gang med fødslen, er det som om, tiden bare flyver forbi. Man tænker ikke så meget over det, der foregår omkring en, og kroppen reagerer som om, det her er noget, man bare skal klare.
Ja, det gør ondt, men det er ikke værre, end det er til at holde ud. Jeg var meget fast besluttet på ikke at få noget smertestillende, og det fik jeg heller ikke. Jeg havde gået og forberedt mig på, at jeg snart skulle føle en sindssyg form for smerte. Man har ingen idé om, hvordan det føles, men man ved bare fra alle andre kvinder, der har født, at det gør ondt.
Jeg tror egentlig, at de tanker om smerte kom mig til gode, for da jeg begyndte at få veer, tænkte jeg, at jeg ikke skulle pive endnu, for der var stadig lang vej, og det blev værre. Da jeg fik kraftigere veer, tænkte jeg det samme, og under presseveerne overbeviste jeg mig selv om, at det først ville begynde at gøre rigtig rigtig ondt, når barnet skulle ud gennem det lille bitte hul.
Jeg vil ikke lyve og sige, at det ikke gjorde ondt, men tanken om, at der var noget værre på vej, fik mig hele tiden til at dysse smerterne ned på en eller anden måde, og før jeg vidste af det, havde jeg født en lille velskabt pige på 3.500 gram. Og det var faktisk ikke så slemt!
Jeg var ret stolt og glad for, at jeg ikke havde taget smertestillende og tænkte, at dette råd måtte gives videre. Det lyder måske ikke særlig trøstende, men det er heller ikke meningen. Jeg vil blot fortælle, at det godt kan betale sig at forberede sig godt og grundigt. Når man hele tiden tror, der er noget værre på vej, er det ligesom lettere at overskue de smerter, man har i øjeblikket.
Husk på, at smerten, der gør mest ondt, kun er der kortvarigt. 2 timer med presseveer er mere udmattende end noget andet men langt fra det værste, så når de begynder, er det værste allerede overstået. De er faktisk dejlige, fordi man endelig kan få lov til at presse. Mens man presser gør det nemlig ikke ondt. Det føles skønt. Hele kroppen får lov til at arbejde, og det giver næsten et helt sus fra top til tå.
Når man får at vide, at man ikke skal presse under presseveer, er gispemetoden altså helt fantastisk. Lad være med at tænke på, at der står folk omkring og kigger på dig, bare gisp højlydt og overdriv gerne. Det er virkelig befriende.
Når barnet skal ud i bogstaveligste forstand, gør det ondt, men det går hurtigt, og ligeså snart barnet er ude, forsvinder smerten. Det er faktisk underligt, men den er væk med det samme.
Det, jeg prøver at sige, er blot, fat mod piger. Det er ikke så slemt, som alle går og siger. Når man har klaret det, er det den fedeste fornemmelse, og man føler virkelig, at man kan klare alt. Intet er umuligt!
Og så får man sådan en sjov følelse. Man bliver ligesom "medlem af klubben" for kvinder, der har født. I kan, og I er skabt til det, så tro på det og forbered jer godt. Jeg ønsker det bedste for jer alle.
Og husk, at det man får ud af den kortvarige smerte overstiger alle forventninger. Intet kan bringe et smil frem på ens læber som en lille baby, der smiler til en for første gang!
Held og lykke fra Michella.
24-06-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025