Min aktive fødsel Susan havde læst en bog om aktiv fødsel, som gjorde hendes anden fødsel til en rigtig god oplevelse.
5177
Skrevet af Susan
Jeg var 30 år, da jeg i 1996 skulle føde mit første barn. Under hele graviditeten havde jeg hørt, at de første veer ville føles som kraftige menstruationssmerter, men jeg havde aldrig haft smerter af nogen art under menstruation. Så godt var jeg forberedt!
Med termin den 30. april var ventetiden ufattelig lang, da vi nåede den 17. maj. Min jordemoder havde for længst sluppet mig, og jeg gik nu til undersøgelser på hospitalet 2 gange om ugen. Denne dag blev den sidste.
Da jeg skulle hjem, tog jeg mig en ordentlig travetur i stedet for at tage bussen, hvilket sammen med hospitalets roderi oppe i mig gjorde udslaget. Jeg nåede at lægge mig en lille times tid, inden de første små jag startede, og jeg ringede straks til kæresten.
Da han kom hjem, lå jeg stadig på sengen, og han besluttede sig for at holde mig med selskab. Der lå vi så og så fjernsyn, spiste pizza og havde veer! Først efter 12 timer bed veerne så kraftigt, at vi ringede til fødegangen og fik lov at komme ind.
Det var midnat, da vi nåede hospitalet, og jeg havde ikke åbnet mig særlig meget. Jeg blev lagt på en briks for at vente på den videre udvikling. Det gjorde bare så edder ondt, og jeg fik feber, rystede over hele kroppen og græd flere gange, fordi jeg var så bange og nervøs for det hele. Jeg vidste jo ingenting, og min jordemoder var ikke til meget gavn. På et tidspunkt spurgte hun kækt, om det gjorde ondt!
Natten igennem lå jeg bare på den briks og ventede på veerne og kæmpede vildt imod, når de kom. Jeg var sikker på, at dette var enden på mit liv - for mere smerte kunne man da ikke føle. At de flere gange forsøgte at sætte elektroder på hendes hoved uden held - fordi den blev sat fast indeni mig i stedet - gjorde smerterne en hel del værre.
Kl. 7 næste morgen den 18. maj blev hun født. Smerterne forsvandt som dug for solen, og pludselig føltes rummet lyst og rart at være i. Det var så det! Jeg husker ikke meget fra selve natten. Det var bare et mareridt. I over 2 år efter fødslen kunne jeg ikke tale om det uden at begynde at græde, så der skulle gå lang tid, inden jeg skulle til det igen.
I 2003 skulle jeg føde igen. Denne gang skulle tingene være anderledes. Det blev besluttet meget hurtigt i graviditeten.
Jeg mødte her på Netbaby en pige, som ved sine tidligere fødsler havde haft stor gavn af aktiv fødsel. Hun var til hjemmefødsler, og jeg begyndte at undersøge begrebet "aktiv fødsel", hvilket var helt nyt for mig, selvom ordet jo ligesom siger sig selv.
Jeg fandt kun 1 bog, og den købte jeg fluks, og nu gav det hele pludselig mening. Min første fødsel havde været total passiv, og jeg havde kæmpet imod af alle kræfter. I min nye bog stod beskrevet, hvordan man ved vejrtrækning kan tage IMOD smerten og på den måde mindske den samt hjælpe til, at fødslen går hurtigere ved hjælp af aktive fødestillinger.
Denne bog blev min tro følgesvend, og jeg dyrkede den, til omslaget blev næsten slidt af. Jeg var ikke i tvivl - denne fødsel skulle gå godt, og jeg glædede mig nærmest til at afprøve alle mine nytillærte teknikker.
Jeg vågnede lørdag morgen (denne gang kun 2 dage over termin) med følelsen af, at jeg skulle tisse. Da jeg havde tisset, tissede jeg stadig! Og jeg forstod jo straks, at vandet var begyndt at sive. Jeg ringede til sygehuset, og de bad mig komme ind, hvor jeg så havde åbnet mig 1 cm. Hjem igen! Hvis der ikke var sket noget inden kl. 19.30, skulle vi komme igen.
Prøvelsens time var kommet - endelig skete det. Jeg havde ikke rigtig veer, så jeg besluttede mig for at sove lidt, inden det hele gik i gang. Da jeg vågnede efter et par timer, følte jeg bare, at nu skulle det være. Jeg var klar! Jeg sagde til min mand, at vi skulle ud og gå en tur, og vi tog hinanden under armen og gik.
Meget hurtigt begyndte mine veer at tage til, og jeg troede aldrig, jeg skulle nå hjem igen. Hjemme gik jeg rundt og lavede husarbejde. Jeg satte mig ikke ned på noget tidspunkt, og når der kom en ve, støttede jeg mig til den nærmeste væg eller dør.
Efter aftensmaden kl. 19.30 sagde jeg til Jakob, at vi hellere måtte køre. Udover at det var tid til, at vi alligevel skulle derind som aftalt, så kunne jeg mærke, at det nu gik temmelig stærkt. Turen til sygehuset var sej i en hoppende bil, men kl. 20 ankom vi, og jeg havde sørme åbnet mig 5 cm. Jo nu gik det stærkt.
Jeg insisterede på at stå og læne mig op af sengen, og da jordemoderen ville give mig mavebånd på for at måle hjertelyd, sagde jeg bare, at jeg skulle tisse. Så blev jeg på toilettet i lang tid, for jeg ville IKKE ligge ned, nu jeg havde forberedt mig så længe.
Da jeg kom ud fra toilettet, oplevede jeg det vildeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg fik en ve, hvor jeg smed mig ind over sengen, og imens jeg forsøgte at styre min vejrtrækning, mærkede jeg, hvordan min livmoderhals åbnede sig som en stor blomst.
Ja, det gjorde ondt, men følelsen var ubeskrivelig og ufattelig livsbekræftende. Få minutter efter måtte jeg op på sengen, og i oprejst stilling fløj min datter nærmest ud i armene på jordemoderen, som straks smed hende op til mit bryst, hvor hun begyndte at sutte. Hun blev født kl. 22.
Jeg fødte ambulant, og vi tog derefter straks hjem. Jeg husker, at vi stod ude på sygehusets P-plads i den mørke nat og undrede os over, hvad der var sket. Jeg var parat til at gå tilbage og gøre det igen.
Bogens navn er "Aktiv fødsel" og er skrevet af Janet Balaskas. Lån den! Køb den! Og forbered dig selv på en oplevelse for livet.
Jeg glæder mig bare SÅ meget til at skulle føde igen i juli 2005.
Relaterede artikler
© 1999-2025