Min super dejlige graviditet og fødsel Mette havde graviditeten igennem været helt sikker på at føde en uge før termin, da hendes mor havde gjort det samme. Og hun fik ret!
5563
Skrevet af Mette
Sidste sommer, og godt en måned efter min kæreste og jeg var kommet hjem fra vores
drømmeferie i USA, blev jeg gravid. Utroligt, at det gik så stærkt med at blive gravid,
tænkte jeg. Jeg havde jo først smidt pillerne umiddelbart før vores USA-tur.
Jeg kunne ikke rigtigt fatte, at vi nu skulle være 3 i stedet for 2, og hvad ville det mon
gøre ved vores forhold?
Min graviditet forløb faktisk perfekt, og jeg kunne arbejde til det sidste. Jeg fik dog en smule tendens til svangerskabsforgiftning den sidste måned. Det blev kureret på sofaen med benene oppe, så ved mit "sidste" jordemoderbesøg fejlede jeg intet.
Jeg havde termin den 6/6-2005 og aftalte en ny tid ved jordemoderen den 4/6-2005. Jeg sagde til hende, at det nåede jeg ikke, da jeg ville føde en uge før tid. Hun smilede bare til mig og sagde, at nu måtte vi se. Jeg har graviditeten igennem været helt sikker på at føde en uge før termin, da min mor havde gjort det både ved min søster og jeg. Og jeg fik ret!
Jeg var utrolig spændt på, hvordan fødslen skulle forløbe. Jeg var overhovedet ikke bange, tværtimod glædede jeg mig lidt til at se, om det virkelig var så slemt, som mange siger. Jeg havde læst side op og side ned om, hvad man kunne forvente sig af en fødsel, så jeg følte mig helt parat til "kampen".
Jeg vågnede onsdag nat den 1/6-2005 kl. 1.45 og skulle tisse. Da jeg tørrede mig, var der blod på papiret. Ups. Jeg havde læst et sted, at det hele kunne starte med tegnblødning, så gad vide om det var det. Jeg havde ingen veer, så det var sikkert ikke det.
Jeg gik i seng igen men vågnede igen kl. 2.15 ved, at jeg lå og tissede i sengen. Mystisk, så jeg tændte lyset og så til min store forskrækkelse, at jeg lå i en stor pøl af lyserødt vand. Vandafgang? Ja, hvad skulle det ellers være!
Så startede veerne. Jeg vækkede min kæreste og bad ham tage tid. Der var 5 minutter imellem. Så fik jeg travlt med at pakke det sidste imellem veerne. Jeg skulle jo også helst nå at få et bad. Jeg fik et dejligt varmt brusebad og måtte stå helt stille, når der kom en ve. Flere gange tænkte jeg, at hvis det virkelig ikke var værre end det, så var det da en smal sag at føde. Jeg følte det som stærke menstruationssmerter.
Da klokken var 5.00, ringede jeg til fødegangen og fortalte, at der nu var mindre end 5 minutter imellem veerne, og at jeg havde haft vandafgang. Baby stod fast i mit bækken, så jeg behøvede ikke at ringe til Falck. Jeg fik et par rigtig kraftige veer og sagde til min kæreste, at det var NU, jeg skulle afsted.
Kl. 5.30 stod jeg ved skranken på fødegangen og fik den ene ve efter den anden. Jeg funderede over, hvornår det for alvor skulle til at gøre ondt, for det var stadig kun mavekrampeagtigt. "Du har da ondt, har du ikke?", spurgte jordemoderen mig og undersøgte mig med det samme. "Neeej, så slemt er det nu ikke", sagde jeg.
Jordemoderen konstaterede, at jeg allerede var 7 cm åben, havde styrke 3 veer med 2 minutters interval af ca. 1 minuts varighed. "Allerede?", tænkte jeg.
Kl. 6.00 fik jeg en fødestue og fik hospitalstøj på. Jeg fik tilbudt noget lattergas, men det ville jeg ikke have. Min egen vejrtrækning virkede meget bedre, syntes jeg. Jeg ventede stadig på, at det skulle begynde at gøre rigtig ondt og tænkte på de historier, jeg havde læst, om hvordan nogle bare lå og skreg af smerte!
Kl. 6.30 begyndte pressetrangen at melde sig. Jeg stod stadig op hængende ind over fødesengen. Det var en underlig følelse. Jeg blev undersøgt og var til min store forbavselse 9,5 cm åben. Det gik næsten for nemt, tænkte jeg. Jeg blev bedt om at gispe, når jeg fik en ve. Det var nok det sværeste ved hele fødslen. Jeg havde bare sådan en lyst til at presse med.
Kl. 6.50 havde jeg bare sådan en lyst til at presse, at jeg var ved at gå ud af mit gode skind, men jeg manglede lige ½ cm endnu, så jeg fortsatte med min gispe-vejrtrækning.
Kl. 7.20 måtte jeg endelig få lov at presse lidt med. Jeg kom op på fødelejet og blev bedt om at lægge mig om på siden. Det skulle hjælpe på at få baby skruet ned gennem bækkenet. Mine presseveer blev hele tiden stærkere og stærkere. Smerten blev ikke værre, kun pressetrangen. Jeg var stadig helt klar i hovedet og talte almindeligt med min kæreste og jordemoder mellem veerne.
Kl. 8.40 begyndte veerne at aftage, og jeg fik lagt ve-drop og sat en elektrode på maven. Babys hjertelyd gik lidt ned under veerne, så jeg sugede godt i iltmasken i ve-pauserne, og jeg kunne høre, at pulsen steg. Pyha, nu begyndte det at blive hårdt både for mig og baby. Her bestemte jeg, at nu skulle baby altså ud.
Kl. 9.10 føder jeg det halve af hovedet og må vente til næste presseve med resten af hovedet. Dette var det eneste tidspunkt under hele fødslen, at jeg syntes, at det gjorde ubehageligt ondt, og det var jo kun et par minutter.
Kl. 9.18 kom guldklumpen Lucas til verden. 3.720 gram og 56 cm lang. Han var lidt slap og blev suget og masseret. Efter et par minutter var han fin og lyserød, og jeg fik ham op på maven. Han forsøgte straks at sutte. Jeg var til min og store forbavselse sprækket en smule indvendig, så jeg skulle syes. Det mærkede jeg ikke noget til.
7 timer og 18 minutter, og så var det hele overstået. Det gør jeg gerne igen, for så slemt var det altså ikke. Jeg blev positivt overrasket, må jeg sige. Det var den mest fantastiske oplevelse, jeg nogensinde har haft, så til alle der ikke har prøvet det endnu: Glæd jer!
Relaterede artikler
© 1999-2025