Skrevet af Sanne
Jeg havde termin med min søn den 26/8-2003. Gennem hele min graviditet, som måske ikke var lige den letteste, var jeg blevet fulgt nøje af jordemoder, læge og sygehuset, da jeg kastede meget op, og den lille ikke tog optimalt på.
Da jeg ikke havde født på terminsdagen, blev sygehuset enige om at give det en uge for at sikre den lille nogle ekstra gram, og ellers ville de sætte fødslen igang. Det passede mig ikke helt, for jeg ville gerne have en naturlig fødsel så vidt muligt.
Den 31/8-2003 vågnede jeg omkring midnat, da jeg skulle på toilettet. Jeg havde ondt i maven, men tænkte ikke nærmere over det, da det kun var en svag smerte. Hele den nat sov jeg ikke særlig godt, da jeg vågnede med jævne mellemrum natten igennem og havde ondt. Stadig tænkte jeg ikke over det.
Om formiddagen den 1/9-2003 ringede min mor, og jeg fortalte hende om "nattens begivenheder", hvor hun så siger, at hun synes, jeg skal ringe til sygehuset og blive tjekket, da veer altså godt kan føles som menstruationssmerter.
Det gjorde jeg så, og der sagde de, jeg skulle komme ned til et tjek. Da jeg kom ned på sygehuset, var klokken omkring 11 om formiddagen, og det var ganske rigtigt fødslen, der var gået igang. Jeg havde åbnet mig 2 cm.
Fordi mine veer ikke var mere kraftige, og jeg kun havde åbnet mig de 2 cm, blev jeg indlagt men kunne frit forlade sygehuset, hvis jeg ville.
Jeg tog op i byen og fik noget at spise sammen med min kæreste, og vi fik købt nogle trøjer til den lille, som det allersidste jeg manglede. Hen omkring middag var mine veer så kraftige, at vi tog tilbage på sygehuset. Jeg var stadig kun 2 cm åben.
Jeg blev så indlagt, og hele dagen igennem blev jeg tjekket jævnligt af min jordemoder. Kl. 16 var jeg kun 3 cm åben. Jordemoderen blev ved med at sige, at jeg ville føde inden midnat, men som tiden gik holdt jeg op med at tro på det. Mine veer var kraftige, men jeg åbnede mig meget langsomt. Kl. 18.30 var jeg 4 cm åben.
Kl. 20.30 gik min kæreste ud for at få en smøg og tale med et par kammerater, der var kommet og ville se mig (jeg sagde dog nej til alt besøg), og kort tid efter kom en jordemoder og tjekkede mig - stadig 4 cm.
På grund af vagtskifte blev jeg tjekket igen kl. 21, og der var det gået stærkt. Jeg var 9 cm åben, og der blev prikket hul på fostervandet.
Der skulle dog ikke ske mere, før jeg blev tjekket kl. 22. Der var jeg 10 cm åben, men presseveerne udeblev dog, hvilket jordemoderen syntes var lidt underligt. Men de kom omkring kl. 22.15, og kl. 22.38 havde jeg født en dejlig lille dreng.
Oliver vejede 3.060 gram og var 52 cm. Lidt lille men bestemt ikke så det gjorde noget, og både mor og barn havde det godt. Jeg blev syet for et par indvendige rifter, det var alt.
I dag er Oliver næsten 2 år og en rigtig lille mors dreng. Jeg venter nu hans lillebror eller lillesøster og håber på, at min næste fødsel er lige så nem, men tager knap så lang tid som sidst.
23-07-2005

|