Sophus kom hurtigt til verden Louise fødte sønnen Sophus 13 dage over sin terminsdato.
3747
Skrevet af Louise
Tirsdag den 8/2-2005 var jeg gået 12 dage over terminen. Faktisk havde vi om formiddagen været hos min jordemoder og talt om, at fødslen skulle sættes igang om fredagen, hvis der ikke var sket noget af sig selv. I lang tid havde jeg haft kraftige plukkeveer, og jeg havde mange gange troet, at NU var det rigtige veer. Men nej.
Min største frygt ved at skulle føde var at gå i stykker i mellemkød m.m. under fødslen. Så min kæreste havde masseret mit mellemkød hver aften de sidste 6 uger inden fødslen. Desuden havde min jordemoder anbefalet mig at drikke hindbærbladté.
Om aftenen havde jeg de sædvanlige kraftige plukkeveer, dog med en smule regelmæssighed. Vi besluttede, at jeg skulle tage et bad, for så var det da klaret, hvis nu det var nu. Men da jeg var i bad, gik det hele lidt i sig selv igen. Jeg bestemte mig for at gå tidligt i seng, så havde jeg i det mindste fået lidt ekstra søvn hvis nu.
Kl. 01 vågnede jeg, fordi jeg troede, jeg skulle på toilettet. Da jeg kom derud, føltes det stadig som om, jeg skulle både det ene og det andet, men lige pludselig blev jeg som slået i gulvet. Det var så den første rigtige ve, som tvang mig ned på knæ ude på badeværelset.
Min kæreste sov, men vågnede, da jeg stønnede noget højlydt. Den ve glemmer jeg aldrig. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis ikke dét her var veer, så turde jeg simpelthen ikke få veer.
Da den var overstået, kom jeg ind i seng igen. Jeg bad min kæreste hente papir, blyant og ur, så han kunne tage tid på veerne. De kom først uregelmæssigt med ca. 10 minutter imellem. Så var der 3-5 minutter imellem.
Kl. 02.30 ringede vi til fødegangen, hvor jeg snakkede med en jordemoder. Jeg lød rimeligt frisk, for jeg havde lige overstået en ve. Jeg sagde til hende, at jeg var begyndt at savne iltmasken. Hun svarede, at den brugte man sådan set kun i slutningen af fødslen, så jeg væbnede mig med tålmodighed, men jeg syntes godt nok, at det gjorde ondt!
Jordemoderen mente, at jeg skulle blive hjemme, indtil jeg ikke syntes, det sjovt at være hjemme mere. Jeg skulle endelig ringe igen, om så der ville gå 10 minutter. Sjovt nok, for 10 minutter senere kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg ringede til fødegangen igen og sagde, at vi kørte hjemmefra nu! En tur på ca. 15-20 minutter. Vi kørte hjemmefra kl. 03.
Aldrig har det taget så lang tid at komme ind til sygehuset, syntes jeg. Og det var da også vældig uretfærdigt, at det eneste lyskryds, vi skulle igennem, bestemte sig for at lyse rødt, da vi kom - midt om natten. Min kæreste kørte da også over for rødt, for jeg var lige ved at tude ved tanken om at skulle holde stille. Vi skulle ind på fødegangen NU! Selvfølgelig var der også is på vejen den nat.
Da vi kom ind på fødegangen kl. 03.20, blev jeg undersøgt. Jordemoderen så lidt forbløffet ud, da hun mærkede, at jeg var 7-8 cm åben. Ikke normalt for en førstegangsfødende efter 3 timers veer. Så kunne hun godt forstå, at jeg gerne ville have iltmasken - den var rigtig god!
Så fik vi en fødestue. Jeg ville gerne føde i vand, så karret blev gjort klar, og jeg fik lavement. Men det er godt nok svært at gå på toilettet med veer. Så jeg troede, at jeg var færdig og kom op i karret - men nej, jeg var ikke helt færdig, så jeg kom op igen. Og hen til min kære iltmaske. Den fulgte mig meget tæt resten af fødslen.
Jeg kom op i sengen, hvor jeg hang på knæ hen over en stor sækkestol med iltmasken i hånden. Sådan sad jeg i en god times tid.
Ved 5-tiden fik jeg pressetrang, og jordemoderen sagde, at hvis jeg slet ikke kunne lade være, så måtte jeg godt skubbe til den (babyen altså). Og jeg kunne slet ikke lade være! Hver gang der var en ve, så måtte jeg presse for at klare det. Men det gik så fint, selvom jeg bestemt syntes, det tog meget lang tid. Jeg fik sagt, at jeg var meget bange for at briste under fødslen. Det var faktisk det, jeg frygtede mest.
På et tidspunkt følte jeg et kæmpe pres mod endetarmen indeni. Jordemoderen sagde, at det var fosterhinden. Vandet var ikke gået endnu. Jeg spurgte, om hun ikke nok ville tage vandet. Jeg håbede, at det ville fremme fødslen lidt. Og det gjorde det.
15 minutter senere blev jeg lokket over på fødelejet. Egentlig ville jeg ikke, for jeg ville ikke føde liggende. Men min kæreste og jordemoderen var meget bekymrede for mine fødder og ben - de var helt kolde og blå, fordi jeg sad på knæ så længe.
Min kæreste tog iltmasken fra mig for at jeg bedre kunne flytte mig, dvs. hvis jeg ville havde masken igen, måtte jeg komme over på fødelejet. Det lykkedes da også, selvom jeg fik en ve undervejs. Da var kl. 05.55.
Så fik jeg rigtige presseveer. Efter 5 presseveer var hovedet født. Så sagde jordemoderen, at nu skulle jeg lægge iltmasken fra mig, for nu skulle jeg til her. Jeg anede ikke, hvad hun snakkede om, for jeg var helt væk i min ilt-rus. Men så tog hun mine hænder ned, og så hjalp jeg selv Sophus ud og op på maven.
Han blev født kl. 06.05 den 9/2-2005. Det var den dejligste oplevelse nogensinde. Tænk at jeg selv tog mit barn ud af mit skød! Den følelse kan slet ikke beskrives.
Jordemoderen sagde bagefter til mig, at næste gang skal jeg ikke blive hjemme, selvom jordemoderen siger det. For med en fødsel på 5 timer første gang, så kan det kun gå hurtigere anden gang.
Og heldigere kunne vi ikke være, end at min egen jordemoder havde dagvagt den 9/2. Så det blev hende, der målte og vejede Sophus. Det var rigtig dejligt.
Sophus vejede 3.780 gram og var 56 cm lang. Og selvfølgelig verdens dejligste unge - det er klart! Vi kom direkte på familieafsnittet, hvor vi boede i 4 dage. Så var vi klar til at komme hjem.
Det hele går så fint. Sophus er nu 5 måneder gammel og har for længst fordoblet sin fødselsvægt. Han er vores livs lys!
Relaterede artikler
© 1999-2025