Skrevet af Christina
Jeg hedder Christina, er 29 år og fik mit andet barn den 7. april 2005. Jeg vil gerne fortælle om, hvor forskellige 2 fødsler kan være.
Da jeg fik min datter for 4 år siden, fik jeg veer en tirsdag aften. De var dog ikke værre, end jeg kunne sove natten igennem. Kl. 5 blev jeg dog vækket af, at de bed, så jeg fik vækket kæresten og sagt, at nu skulle vi køre.
Vi ankom til fødegangen kl. 6.30, og der var jeg kun 3 cm åben. Vi fik lov til at blive, fordi vi havde 35 km til sygehuset. Jeg fik så lavement og gik i bad. Ved vagtskifte kl. 8 undersøgte jordemoderen mig, og der var jeg 4 cm åben (og hun sagde "det behøver ikke blive i dag").
Men skæbnen ville, at det skulle det. Jeg gik en tur på 20 minutter ved 9-tiden, og da jeg kom tilbage, fik jeg min føste presseve. Jeg pressede, og kl. 10.46 kom min datter til verden. En hurtig fødsel, så jeg fik mange gange at vide, at næste gang skulle jeg tage afsted hurtigt, for der ville det gå endnu hurtigere. Men men...
Tirsdag den 5. april vågnede jeg ved, at jeg havde nogle småveer. Jeg var godt klar over, at de ikke bed nok til at give noget, men de var der hele dagen igennem, og jeg begyndte at bløde. Men om aftenen var de væk lige så hurtigt, som de var kommet.
Kl. 5 onsdag morgen blev jeg dog vækket af en ve, og der var jeg ikke i tvivl - fødslen var igang. Jeg gik rundt og pustede med mine veer, og kl. 10 ringede jeg til fødegangen for at sige, at jeg var på vej.
Jeg blev taget imod af en meget sød jordemoder, som hed Ida. Hun undersøgte mig, og jeg var 3 cm åben, altså igang. Jeg blev enig med mig selv om at gå en tur på en times tid, og da vi kom tilbage, mente hun, at jeg nu var 4 cm åben.
Så jeg får lavement og et bad. Herefter kommer veerne med ca. 3 minutters mellemrum og varer ca. 1 minut, men de giver intet. Først da klokken er 18, og jeg stadig ikke har åbnet mig, kommer en ny jordemoder og tilbyder mig lidt akupunktur. Det hjælper ikke på smerterne, men det hjælper mine veer lidt, så nu er jeg med sikkerhed 4 cm åben.
Kl. 20 tilkalder hun en læge for at tage mit vand. De tager den yderste forsterhinde, og så bider veerne lidt mere. Kl. 22 er jeg så 5 cm åben, men der sker stadig ikke det store, så kl. 23 tager de mit vand en gang til, og så kommer der fart på.
Jeg kommer i badekar omkring kl. 23.30, men veerne er så stærke nu, at jeg fryser og vil op. Da jeg kommer over på briksen igen, føler jeg pressetrang, og kl. 00.20 får jeg lov til at presse.
 Kl. 00.58 kommer min Mikkel så til verden. Han vejede 3.905 gram og var 55 cm lang. Han havde navlestrengen 2 gange rundt om halsen og havde bundet knude på den. Til trods for dette fik han 10 i apgarscore med det samme.
Han kom op til mig med det samme og begyndte hurtigt at sutte. Historien er dog også, at den jordemoder, som tog imod mig kl. 10 om formiddagen, mødte på vagt igen kl. 24, så hun nåede at tage hjem, komme igen og tage imod mit barn.
En lang men dejlig fødsel, og jeg gik ikke i stykker overhovedet. Jeg tog hjem 3 timer efter. Mikkel er i dag 10 uger og en glad og nem dreng.
31-07-2005

|