Skrevet af Anita
Graviditeten
Jeg er førstegangsgravid, og det var mit højeste ønske at blive gravid. Min kæreste og jeg bor sammen med hans to børn på 12 og 13 år.
Jeg blev færdig som pædagog og smed p-pillerne. Efter 6 uger gik jeg over tiden og fandt ud af, at den var god nok: Jeg var gravid - selvom jeg var ryger, vejede for meget og var over 30 år.
Det gik bare stærkt. Jeg kvittede smøgerene, for det skulle mit barn ikke udsættes for. Jeg blev meget hurtigt tyk, men havde det rigtig godt. jeg havde ingen kvalme eller andet, der kunne tyde på, jeg var gravid, så det var jo så dejligt.
Min kæreste sagde: "Det er tvillinger". Jeg grinede og sagde: "Nej". Der er ingen tvillinger i min eller min kærestes familie.
Jeg kom til jordemoder i uge 11, og hun sagde: "Enten har du termin 1 måned før, eller også er det tvillinger". Min kæreste, som nu er min mand, så lige pludselig sjov ud i hovedet, men så grinede han. Min scanning blev rykket 2 uger frem. Jo, den var god nok, der var to små fostre i min mave. Min mand fik ret.
Alt gik fint. Jeg blev ved med at have det så godt, jeg var bare meget træt hele tiden. Ellers var jeg sund og rask. Jeg havde termin den 31/12-2004, men fik at vide, at man ville sætte mig i gang 14 dage før.
Fødslen
Natten til onsdag den 20/10-2004 vågnede jeg ved, at det begyndte at sive fra mig. Jeg vidste med det samme, at jeg ikke havde tisset i sengen. Jeg vækkede Ole og var meget bange.
Vi kom til Slagelse Sygehus om natten ved 3-tiden, og de konstaterede, at der var vandafgang. Jeg fik en lungemodnende indsprøjtning til de små pus.
Jeg blev flyttet til Holbæk Sygehus, da de har en neonatalafdelig. Jeg blev lagt i seng og fik at vide, jeg skulle holde på dem så længe som muligt. Jeg måtte kun selv gå på wc - ikke andet.
Jeg fik penicillin, for nu var der åbent for bakterier hos mig og tvillingerne. Der gik endnu et døgn, og jeg fik endnu en indsprøjtning med lungemodnende. Den skulle nu virke i 24 timer, så havde vores børn en god chance, sagde de. Jeg var så bange.
Fredag aften fik jeg så små veer. De sagde, de kunne gå i sig selv igen, så vi skulle se tiden an.
Lørdag morgen havde veerne taget til. Jeg fik nu at vide, jeg skulle til Roskilde, for Holbæks neonatalafdeling kunne ikka tage flere små børn. Jeg var fuldstændig grædefærdig.
Den første nat havde vi spurgt, om jeg kunne komme til Næstved, da vi kun bor 18 km derfra. Men nej lød det, det bliver Holbæk, hvor vi har en times kørsel. Og nu havde de ikke plads til mig og flyttede mig til Roskilde.
Jeg blev kørt til Roskilde, og jeg havde fået drop til at stoppe mine veer med. Roskilde scannede mig og så, at mine børn havde det godt, men tvilling A var nu uden noget vand, og det blev besluttet, at de skulle ud samme dag. De skønnede dem til at veje 1.400 gram hver.
Jeg græd og græd. Det var den værste dag i mit liv. Jeg skulle nu være mor til to så små børn.
Jeg fik lov til at få en rygmarvsbedøvelse, så jeg kunne være vågen, når de kom ud. Jeg kunne ikke bære tanken om at skulle være i fuld narkose og vågne op og så få at vide, at mine børn var døde.
Min mand var med under hele forløbet. Jeg sagde til ham, at han intet måtte skjule for mig, hvis han fik noget at vide, jeg ikke gjorde.
Til min jordemoder sagde jeg, at hvis de havde den mindste mistanke om, at børnene var kritiske, skulle de sige det med det samme, for så ønskede vi dem døbt. Vi havde fundet på 4 navne: Magnus, Sebastian, Laura og Frederikke.
Kl. 13.38 kom den første til verden med et skrig, og lægen sagde: "Det er en herre". Et halvt minut senere kom den næste til verden også med skrig, og lægen sagde: "Det er også en herre". Og så fik jeg meget kort lov at se dem. De var så perfekte men så små.
Min mand gik med tvillingerne, som vi havde aftalt, og jeg blev syet og kom på opvågning. Så kom han med de første billeder af vores sønner.
Tvilling A er Magnus. Han vejede 1.400 gram og var 40 cm lang. Tvilling B er Sebastian. Han vejede 1.560 gram og var 40,5 cm lang.
Min mand fortalte, at de havde det godt og havde fået top point, selvom de var så små. De lå i kuvøse for at holde varmen, og de fik ilt i næsen.
Om aftenen kunne jeg blive kørt ned og se dem for første gang. Min seng blev sat mellem deres to kuvøser, og jeg græd som pisket. Der lå mine små børn, og jeg kunne ikke holde dem. Og hvem skulle jeg kigge på og hvordan, når jeg lå i den forbandede seng.
Jeg fik lov at røre ved dem igennem hullerne i kuvøsen. De sov stille og roligt, men hvor var de små. Derefter blev jeg kørt op og skulle sove.
De næste dage gik fint. Vores børn havde det godt, og de kom efter et par dage ud af ilten og fik kun atmosfærisk luft i næsen. Det skulle nu vise sig, om det var nok for dem. Det var det heldigvis.
Jeg malkede min mælk ud til dem, som de fik via sonde. Jeg havde bestemt, at min mælk skulle de have, og jeg ville ikke give op, om så jeg skulle malke ud hele tiden for at få gang i det. Jeg vidste, at det på det tidspunkt var det enste, jeg kunne give dem, for jeg kunne ikke pleje dem så meget, det var kun sygeplejerskerne.
De voksede hurtigt nu, og efter 14 dage kom de i vugge sammen og holdt mange pauser med luft. Der blev vi enige om, at nu ville vi til Næstved og være, for vores store børn og min mand havde meget langt for at besøge os. Der gik 2½ time hver gang med transport.
Roskilde ringede til Næstved, og de havde plads til os. Men så kom balladen, for vi har frit sygehusvalg, men ingen ville hæfte for at køre vores børn til Næstved. Så vi måtte blive, fik vi at vide. Tænk at penge nu skulle splitte vores famile ad. Som om vi ikke havde nok at tænke på.
Min kæreste blev meget sur og klagede alle steder, Sundhedsministeret, Patientklagenævnet osv., men næh nej, fik han at vide, I kan ikke blive flyttet, for det koster penge. Så blev han så gal, at han gik til TV Øst. De ville tage vores sag. Så skal jeg love for, da amtet hørte det, blev vi flyttet til Næstved fra den ene dag til den anden.
Magnus og Sebastian kom til Næstved og havde det godt. De vejede nu hver 1.800 gram og var kommet ud af ilten og havde bare overvågning på. Efter en uge blev det taget fra dem, og nu skulle de lære at spise hos mig, så vi kunne komme hjem.
Den 30/11-2004 kom vi hjem på orlov. Der vejede de ca. 2.300 gram, og den 3/12-2004 - næsten en måned før de skulle være født - kom vi endelig hjem. Det var en stor dag i vores liv.
31-08-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025