Skrevet af Pernille
Nu har jeg her på Netbaby med stor interesse læst beretninger om fødsler, der har været som at smutte mandler. Sådan var min fødsel altså ikke! Jeg bliver en smule irriteret over at læse indlæg med en undertone, der siger, "at så er det heller ikke værre", for det var det for mig.
Ikke to fødsler er ens, men jeg synes heller ikke, at kommende førstegangsfødende skal gå og "tro", at det bare lige er noget, der gør en smule ondt, og så "vupti" er man mor. Det tror jeg nu heller ikke, at nogen gør, men hellere forvente det værste for så at blive positivt overrasket.
For mig var det en meget smertefuld oplevelse, en følelsesmæssig rutschetur, og det er måske meget godt at ha' med i bagagen, at vi her snakker uanede dimensioner af smerte og følelser.
Jeg havde termin den 19. maj 2005 med vores første barn. Jeg gik 2 dage over tid - det føltes som 2 år! De sidste 6 uger af graviditeten led jeg meget af carpal tunnel syndrom og vand i kroppen, jeg havde mange smerter i håndled og underarme, jeg havde taget 27 kilo på og var egentligt ret besværet.
Ellers havde jeg haft en fuldstændig problemfri graviditet - en smule begyndende bækkenløsning, men det var det. Jeg glædede mig sådan til at se vores dreng (blev 3D scannet i uge 22), og til at få noget af al den ekstra vægt af min krop.
Jeg synes egentligt, at jeg var godt forberedt på fødslen. Jeg havde sat mig ind i de forskellige ting og muligheder, der f.eks. var for smertelindring osv., jeg havde skrevet en ønskeseddel til jordemoderen, læst en masse, og jeg glædede mig til at opleve fødslen af vores barn, og var slet ikke bange. Jeg vidste godt, at det ville komme til at gøre ondt, men jeg vidste også, at jeg ville have en høj smertetærskel, for jeg er nemlig en jernlady - troede jeg!
Mandag var knægten ved scanning blevet vurderet til 4.200 gram, så vi ventede ikke ligefrem en lille dreng. Fredag den 20. maj kom de første veer. Jeg var vildt glad og spændt, men også bange for, at de skulle gå i sig selv, så jeg hoppede, dansede og gjorde alverdens badutspring for at holde det i gang.
Veerne tog lige så stille til i løbet af fredagen. Ca. kl. 21 fredag aften begyndte de at bide og nive rigtig godt, og de blev hurtigt kraftigere. Kl. 24 gik vi i seng for at "sove". Jeg havde haft ringet til fødegangen, så de vidste, at vi ville komme på et tidspunkt. Vi lå kun en time, da var veerne så slemme, at jeg både skreg og græd under hver ve.
Vi ringede igen og kørte mod fødegangen og var fremme ca. kl. 01.30 - det var blevet lørdag den 21. maj. Jeg blev undersøgt af en jordemoder - collum var udslettet, der var 3 minutter mellem veerne, jeg var to fingre åben og i fødsel. Vi blev henvist til en fødestue, og nu skulle vi bare vente.
Veerne tog til, og jeg var forpint. Aldrig havde jeg kunnet forestille mig noget, der skulle gøre så ondt. Jeg blev tilbudt epidural og tog imod den med kyshånd. Alle mine tanker om en medicinfri fødsel var hurtig glemt. Havde de tilbudt mig kejsersnit, havde jeg taget gladeligt imod!
Så er det jeg lige vil sige, at en epiduralblokade er Guds gave til en fødende kvinde. Vupti, var mine dræbende veer ikke til at mærke, og vi kunne rigtig sludre, filme og blunde, mens min krop arbejdede. Det var FANTASTISK! Fra kl. 05.00 til kl. ca. 09.00 mærkede jeg slet ikke noget til veerne.
Kl. ca. 08.30 tog jordemoderen vandet, det var helt mørkegrønt. Jeg var 5 til 6 cm åben, og de satte en skalpelelektrode på babys hoved. Jeg havde kun åbnet mig 3 cm på ca. 7 timer, så jeg fik ve-drop, og jeg begyndte at mærke til veerne igen.
Kl. 10.30 havde jeg igen så mange smerter, at alt omkring mig var tåget. Jeg lå og skreg op i iltmasken og kunne slet ikke kontrollere noget som helst. Tænk, at det kunne være så slemt, og at det faktisk blev værre. Der blev skruet op for smertelindringen igen.
Ca. kl. 11.00 var det så slemt, at jeg var på randen til at opgive det hele. Jeg var i et sandt smertehelvede, og babys hjertelyd begyndte at dykke. Det gjorde så ubeskriveligt ondt, og jeg havde følelsen af at skulle på toilettet. Jeg havde ikke fået lavement.
Det jeg havde, var presseveer, det var jeg bare ikke klar over, og det var jordemoderen såmænd heller ikke. Jeg havde åbnet mig de sidste 3 cm på 10 minutter. Jeg skreg og skreg, og min ellers så brillante jordemoder - ja, jeg ved ikke hvad hun tænkte, men hun har sikkert tænkt sit, for jeg var blevet en rigtig urkvinde, som hun ikke kunne komme i kontakt med - undersøgte mig og fandt jo ud af, at ungen var på vej ud.
Jeg skulle presse, men jeg kunne ikke mærke presseveerne (sikkert på grund af epiduralen). For mig føltes det som én lang ve. Det var så frygteligt, jeg pressede og pressede, men var så påvirket af smerter, at jeg slet ikke kunne være med.
Pludselig stod de 5 mand stærk for enden af fødelejet. Nu skulle han altså ud! Jordemoderen tog fat i mig og sagde, at nu var det nu, jeg skulle gi' alt, hvad jeg havde - ellers... Han blev hjulpet til udgangen af en blød kop, og jeg fødte endelig hovedet. Så sad det altså der!
 Jeg skreg, om han nu også var levende. Det var slemt at få hovedet ud, men endnu værre at føde kroppen, men ud kom han kl. 11.16 - en sund og flot dreng på 3.880 gram og 54 cm. Apgar 10 - 10. Han skreg med det samme og var lyserød og lækker.
Jeg havde haft presseveer i 26 minutter, men det føltes som 26 timer. Lægen sagde bagefter, at hvis ikke jeg havde fået ham ud ved de to efterfølgende veer, var jeg røget til akut kejsersnit. Uha. Under alt det her stod min dejlige kæreste ved min side og var stærk og sej.
Så er det, at jeg havde hørt, at det ikke gør ondt at føde moderkage og at blive syet, hvis man da skal det. Men det gør det! Det gjorde ondt at få moderkagen ud, og da jeg skulle syes, var det bare nok, det gjorde hamrende ondt! Jeg fik så en pudendusblokade lagt (også av!).
Det viste sig så, at jeg havde fået en tredjegrads bristning, og det tog meget meget lang tid at blive syet sammen. Jeg var helt ødelagt dernede, men heldigvis gik ringmusklen fri men kun med nød og næppe.
Nu 2 måneder efter er jeg stadig ikke helt ovre fødslen. Jeg er stadig ret øm i bækkenbundsmusklen samt i ødelagte nerver, og til mit 8 ugers lægetjek fik jeg at vide, at jeg ikke var "hel" endnu. Jeg skal endvidere til tjek på hospitalet om en måneds tid.
 Men, men, men - jeg vil da ikke bytte vidunderet for noget som helst. Han kom til verden på naturlig vis, og det er jeg da glad for i dag. Jeg vil gerne have flere børn, men kunne jeg næste gang vælge et kejsersnit, kan jeg ikke afvise, at jeg ville tage imod det.
Jeg følte mig aldrig i fare under fødslen, men at jeg skulle opleve sådan en smerte, vil jeg aldrig glemme. Det gør dæleme ondt at få børn, men de er selvfølgelig det hele værd bagefter. Tænk, at man overhovedet kan have så stærke følelser for noget væsen overhovedet. Det er helt utroligt, at man kan elske så meget.
Det er på en måde en fed ting at have gennemgået en fødsel og nu være medlem af "klubben", men for mig er fødsel lig med stor stor smerte - før, under og efter fødslen. Jeg gør det sgu nok igen, men ikke uden en smule angst!
06-09-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025