Skrevet af Pernille
Da min kæreste Jesper og jeg begyndte at snakke om at få børn, regnede vi ikke med, at det ville blive så svært, da man altid hører om alle andre, hvor alt bare går så let, og som det skal.
Da jeg så endelig stoppede med at tage mine p-piller, blev jeg ret hurtigt gravid. Det blev jeg allerede efter 2 måneder, så vi var glade.
Men det varede ikke ret lang tid, for jeg begyndte at bløde, ligesom når man har sine menstruationer. Så jeg skyndte mig at ringe til lægen, hvor hans første kommentar var, at jeg bare skulle tage det roligt, men at jeg da lige kunne komme der op, så han lige kunne se på det.
Så jeg skyndte mig at ringe til Jesper, så vi kunne mødes der oppe. Da vi så kom ind til lægen, og han så, hvor meget jeg blødte, sendte han mig direkte op på sygehuset. Da vi kom der op, scannede en læge mig og fortalte, at fosteret var dødt, og at det havde det været i 2 uger.
Så begyndte jeg bare at græde, og lægen fortalte, at jeg skulle have en udskrabning dagen efter. Jeg blev indlagt i lidt over en uge, fordi jeg blev syg efter det.
Inden jeg blev udskrevet, spurgte vi lægerne, hvor hurtigt jeg måtte blive gravid igen, og de sagde, at det måtte jeg blive, når jeg havde lyst til det. Så vi prøvede, lige så snart vi kunne, og jeg blev gravid igen efter 3 måneder.
Jeg var meget bange for, at det skulle ske igen, og det gjorde det. Denne gang var fosteret allerede dødt i 6. uge, så det var meget tidligt.
Jeg kom op på sygehuset igen, og lægen, som scannede mig, sagde, at alt var, som det skulle være, og fosteret var røget ud af sig selv, så jeg slap for en udskrabning. Men jeg skulle lige have taget en blodprøve for at se, at jeg virkelig ikke var gravid mere. Det viste den også, at jeg ikke var.
For en sikkerheds skyld skulle jeg lige have taget en 2 dage efter. Men den prøve viste så, at jeg var gravid, så nu mente de, at den måske kunne ligge uden for livmorderen, for hvis man er lidt overvægtig, er det nemlig lidt svært at se. Så nu skulle jeg have lavet en kikkertoperation.
Jeg var heldigvis ikke gravid uden for livmoderen. Der var bare lidt moderkage, der stadigvæk sad fast. Så nu havde jeg lidt svært ved at tro på, at det nogensinde ville lykkes, selvom jeg ved, at det sker for mange.
Vi fik at vide, at jeg gerne måtte blive gravid igen med det samme, for hvis min krop kunne klare det, ville jeg blive gravid igen, og hvis den ikke var klar, ville jeg ikke blive det.
Allerede efter den første menstruation blev jeg gravid igen, og jeg var så bange for, at det skulle ske igen. Min læge sygemeldte mig i 9 uger, og jeg fik brev om, at jeg skulle komme til scanning i uge 12.
Endelig nåede jeg så langt, så da vi tog til den første scanning, var jeg så nervøs for, at der ingen hjertelyd var. Men det var der, og alt så ud, som det skulle. Men jeg skulle komme til en scanning til i uge 18, og det kom jeg også, og alt så stadig ud, som det skulle.
Jeg kom til en scanning i uge 22, og der var alt også, som det skulle være, og vi fik at vide, at det ville blive en lille pige. Endelig beyndte jeg at tro på det, og vi var glade.
Men i uge 25+6 fik jeg ondt i maven, og jeg kunne ikke sove eller noget andet. Dagen efter tog vi til lægen, og han sendte os med det samme på Aalborg Sygehus, hvor en jordemoder lyttede på min mave, og der var stadigvæk hjertelyd.
Jeg blev sendt ned på fødegangen, hvor en anden jordemoder mærkede, at jeg havde åbnet mig 4 cm, og at jeg kunne føde, når det skulle være, og at mine mavesmerter altså var veer. Og så stor-tudede jeg, for jeg kunne ikke bære også at skulle miste min lille pige.
Kort tid efter væltede det ind med læger, der skulle det ene og det andet, og de gjorde, alt hvad de kunne for at stoppe det.
Jeg blev indlagt fredag den 25/2-2005 kl. 11, og lørdag kl. 19.13 blev en levende lille pige født på 36 cm og 1.029 gram. Hun var en lille en, men større end de havde regnet med.
Jeg nåede kun at se hende meget lidt, inden de kørte afsted med hende, og først efter 4 timer fik jeg lov til at komme op til hende.
Nej, hvor var hun lille. Vi turde næsten ikke at røre hende, hun var så lille. Men for ikke at gøre det her længere, gik det godt til sidst. Efter 94 dage kom vi hjem med den dejligste pige.
Vi havde selvfølgelig en masse nedture. Der var flere nedture end opture i den første lange tid, hvor vi troede, at vi ville miste hende, men hun overlevede det hele, for hun er en sej lille pige. Hun ville bare ud og se den store verden.
Nu, hvor jeg sidder og skriver det her, er hun næsten lige blevet 5 måneder, men faktisk er hun kun lige knap 2 måneder.
Jeg er så taknemmelig for al den støtte fra både læger og sygeplejersker på afdeling 4 på Sygehus Nord i Aalborg.
13-09-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025