Skrevet af Kira
Terminen den 2/2 var forlængst overskredet, og fredag den 13/2 var jeg på sygehuset og fik kørt en strimmel, da jeg ikke mærkede den store aktivitet længere. Alt så dog fint ud, og jeg fik en tid til om mandagen, hvis der ikke var sket noget i løbet af weekenden, så vi kunne snakke om det videre forløb og eventuelt igangsætning.
Mandag morgen blev Jonas afleveret hos Kims storebror med besked om, at vi ikke vidste, om vi kom igen om et par timer eller om et par dage, da vi jo ikke vidste, hvad der skulle ske på sygehuset.
Da vi ankom til sygehuset, kom vi ind til samtale med en læge, der også scannede mig, og han sagde, at alt så fint ud. Men jeg var jo så langt over tid nu, at jeg kunne komme dagen efter og blive sat igang.
Jeg skyndte mig at spørge, om jeg så ikke ligeså godt kunne blive sat igang med det samme, altså en dag fra eller til? Lægen kiggede meget forundret på mig og sagde: "Jamen vil du da gerne det?". "JA TAK!", svarede jeg. Så ville han da lige ringe på fødegangen og høre, om de havde tid, og sandelig om de ikke gik og kedede sig bravt, så de var mere end glade for at få en fødsel igang.
Kl. ca. 10 tropper vi op på fødegangen og bliver indstalleret på et værelse. Jeg får kørt en strimmel og bliver undersøgt. Jordemoderen konstaterer, at jeg er ca. 1 cm åben, og hvis ikke jeg havde været førstegangsfødende, ville hun bare have taget vandet. "Øhhh hallo, det er altså nr. 2, jeg skal ha'". "Jamen, så er det jo lige til".
Så synes hun bestemt, vi skal tage vandet, men jeg skal bare vide, at hvis der så ikke kommer veer af sig selv idag, bliver hun nødt til at give mig ve-fremmende drop osv. Men hvis vi tager den anden laaange vej med stikpiller, kan der gå flere dage, inden jeg føder. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg stemmer for vandet. Jeg er liiidt utålmodig.
Kl. 12.07 tager jordemoderen vandet med en hækkenålslignende dims. Det strømmer ud, og jordemoderen mærker efter, at der ikke er fremfald af navlestrengen, hvorefter jeg får kørt endnu en strimmel. Da den viser OK, kan jeg rejse mig og gå.
Vi må gerne køre hjem eller gå en tur i byen, men det har jeg ikke rigtig lyst til. Vi går dog en tur ned i cafeteriet, men jeg føler mig ikke særlig smuk med min ble i størrelse kæmpestor, så vi finder hurtigt op på stuen igen.
Jeg begynder at mærke lidt mere til mine plukkeveer, og de kommer med ca. 12 minutter imellem, men gør overhovedet ikke ondt. Ved 15.30 tiden bliver jeg undersøgt, og jeg er nu 4 cm åben. Ved 17-tiden begynder mine veer at bide lidt, men stadig ikke noget, der er noget. Der kommer også en smule tegnblødning. Jeg får kørt endnu en strimmel, alt ser fint ud, og jeg går lidt rundt igen.
Kl. 18.30 går vi ned for at spise, og der begynder mine veer at tage fat. Jeg siger til sidst til Kim, at når den næste kommer, så går jeg, og så må han lige rydde op på min tallerken. Veerne kommer nu med 3-4 minutter imellem og varer ca. 45-60 sekunder. Det værste var næsten, at jeg skulle prutte så forfærdeligt, og der sad også en anden fødende og spiste :o)
Kl. 21.30 er jeg 8 cm åben, men synes stadig ikke, jeg har vanvittigt ondt, så da jordemoderen siger, at jeg bare rykker ind på fødestuen, når jeg selv mener, det er tid, tror jeg, hun er skør. Der er jo lææænge til endnu.
Men kort efter begynder jeg så småt at få pressetrang, og jeg får Kim til at kalde på jordemoderen. Hun undersøger mig. Jeg er 9 cm åben, og vi går på fødestuen. Hun vil gerne have mig ud at tisse, men jeg kan ikke, og jeg kan næsten ikke overskue at rejse mig fra toilettet igen.
Kl. 22.00 har jeg let pressetrang, gisper under veerne og jordemoderen fjerner den sidste kant under en ve. Jeg må nu endelig presse.
Jeg presser aktivt på veerne, og imellem veerne snork-sover jeg. Utroligt men sandt. Da hovedet er kronet, siger jordemoderen, at der er rigtig meget hår, og om jeg har lyst til at mærke. Jeg svarer først nej og tænker "yadrks", men jeg kan alligevel ikke lade være med at stikke hånden derned. Og ganske rigtigt, der var en kæmpe paryk.
Derefter presser jeg helt vildt og glemmer at lytte, når jordemoderen siger, jeg skal holde pause. Jeg kunne slet ikke lade være med at presse, og kl. 22.40 - svup, så landede denne skønne "lille" dreng på min mave, og smerterne var glemt.
Han rallede dog noget og skulle suges, men det elektriske sug virkede ikke, trods de havde afprøvet det kort tid forinden. Kim nåede at blive meget nervøs, fordi drengen var lidt blå og virkede lidt slap, men jeg havde ham jo på min mave og kunne hele tiden mærke, at der var gang i ham. Det glemte jeg bare at fortælle Kim. Jeg opdagede slet ikke, hvor skræmt han var. Endelig kom der gang i suget, og vores smukke søn fik da også Apgar-score på 10 efter 5 minutter (den første var kun på 9).
Jeg føder moderkagen og bliver syet lidt, hvorefter jeg rejser mig og går med vores søn, der allerede på dette tidspunkt har fået navnet Mads, i armene ind på vores stue igen. På gangen møder jeg den anden fødende fra spisestuen, der nu er på vej ind for at bringe hendes søn til verden, og jeg tænker bare "godt det er overstået".
Da vi kommer ind på stuen, kommer ssa'en med lidt mad til os. Jordemoderen og Kim går ud for at veje Mads, vi kommer dog lige med et bud på, hvad han vejer. Kim siger 4.000 gram, og jeg siger 4.250 gram, men det var ikke nok. Han vejede 4.360 gram og målte 55 cm, så han var hele 595 gram tungere end sin storebror og 1 cm kortere.
Vi får ringet rundt til familen, og endelig kan vi slappe af. Mads blev lagt til brystet kort efter fødslen, og han har suttet næsten ufbrudt siden. Men efter 4 timers spisning bestemmer jeg mig for, at han godt kan få en sut, så jeg kan få sovet en smule.
20-09-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025