Skrevet af Julia
Jeg sidder her og venter. Jeg har 4 dage tilbage til termin i min anden graviditet og får pludselig en enorm lyst til at skrive om min første fødsel, da jeg håber, det vil hjælpe mig med at bevare overblikket til min næste fødsel, samt at være mere medbestemmende og sige fra overfor ting, jeg ikke vil have.
Jeg havde termin den 17/3-2004, men var ikke overrasket, da jeg som førstegangsfødende gik over tid.
Det hele startede søndag den 21/3-2004 omkring kl. 5, hvor jeg vågnede med stærke menstruationslignende smerter, som kom i en afstand af ca. 7-10 minutter. Jeg valgte at ringe til mine forældre, som bor i Tyskland, da min mor skulle være med til fødslen, og de jo alligevel har ca. 4½ times kørsel herop.
Omkring middag mødtes vi så med min mor på Aalborg Sygehus Nord, hvor jeg skulle føde, for jeg synes godt nok, veerne var blevet stygge, og ville derfor gerne tjekkes. Desværre var jeg kun 1,5 cm åben og fik at vide, at jeg skulle komme igen, når veerne kom med 3-5 minutters mellemrum og varede omkring 1 minut.
Da vi kom hjem, aftog både veer og smerter, og jeg holdt ud indtil mandag aften, hvor vi valgte at sætte skub i tingene med noget amerikansk olie og noget "naturligt prostaglandin"! Det hjalp, og veerne kom tilbage med samme styrke og ca. 3 minutters mellemrum.
Vi tog ind på sygehuset igen (der var 45 km hver vej, som ikke var særlig rare med veer!), hvor jeg ikke havde åbnet mig mere, og også fik at vide, at der kunne gå lang tid endnu, da jeg stadig var "for frisk og veloplagt" imellem veerne til, at de virkelig kunne tages alvorligt!
Ikke særlig fedt, men vi tog så hjem igen. Jeg fik dog alligevel noget smertestillende og noget at sove på med hjem, hvilket overhovedet ingen virkning havde. ØV!
Tirsdag eftermiddag tager vi afsted igen. Veerne er uforandrede, men jeg er ved at være helt færdig både fysisk og psykisk og meget meget træt. Jeg bliver på grund af udmattelse indlagt og får sprøjtet noget pethidin og får faktisk også hvilet et par timer den nat.
Næste morgen skal jeg lige til at spise morgenmad sammen med min mor, som har overnattet på sygehuset sammen med mig, da veerne pludselig ændrer karakter og bliver fuldstændig uudholdelige. Det siger sig selv, at jeg ikke kan få hverken vådt eller tørt ned.
Endelig møder vi en jordemoder, der tager initiativ og mener, at det ikke kan være rigtigt, at jeg skal gå og have det sådan i så lang tid. Hun sender mig i badekar, hvorefter jeg er 3 cm åben, og bagefter prikker hun hul på fosterhinderne, da jeg nu er 3 cm åben.
Der kommer dog ikke noget vand, da den lille lægger sig som en prop ned i bækkenet. Ja, og så sker der igen ikke mere bortset fra, at jeg har helt vanvittige veer og flere gange tror, at jeg ikke klarer det her. Jeg siger dog ikke noget, puster bare MEGET koncentreret og kobler mig helt fra omverdenen.
Omkring kl. 11 mener jordemoder og læger, at CTG ikke er så flot længere, og den lille snart skal ud. Der bliver taget blod fra babys hoved og sat en eloktrode på til permanent overvågning. Det gjorde vanvittig ondt.
Der bliver nu lagt vedrop, som slår mig fuldstændig omkuld. Jeg tror seriøst, jeg skal dø. Fra starten har jeg vestorm, og smerterne er så slemme, at jeg ikke kan trække vejret og går i panik.
Af en eller anden årsag viser vemåleren dog kun ganske små harmløse veer, og jordemoder mener, at jeg er meget "sensibel", og at det jo slet ikke er rigtige veer!
På det tidspunkt er jeg nu helt sikker på, at jeg skal dø og tager med kyshånd imod tilbuddet om epidural. Efter en times tid kommer narkoselægen og prøver i 1½ TIME at lægge bedøvelsen, men til sidst erkender han, at det ikke kan lade sig gøre, da han mener, mine ryghvirvler ligger for tæt!
Alt dette helvede for ingenting? Det er så ca. på dette tidspunkt, at der endelig bliver opdaget, at der er noget galt med computerstyringen af vedroppet, og jeg får en anden, hvilket gør, at jeg bliver BARE LIDT mere menneske igen og nu heldigvis får små vepauser igen.
Jeg skal på toilettet og kommer også af med vandet og får så lov til at stå lænet hen over sengen lidt. Jeg kredser med bækkenet og føler faktisk, at der endelig sker noget, og baby kommer længere ned, men så skal jeg tisse igen!
Jeg siger det til jordemoderen, som bare slår det hen med, at det ikke kan passe, og jeg bare skal tage mig sammen og koncentrere mig om fødslen. Jeg kan ikke se anden udvej end at tisse i bindet og på gulvet, hvilket er enormt nedværdigende, men det lettede, og jeg føler lige pludselig, jeg skal presse.
Jordemoderen blev noget overrasket over, at jeg virkelig skulle tisse, og da jeg så oven i købet siger, at jeg presser lidt med nu, da jeg ikke kan lade være, bliver hun meget bestemt og siger, at det bare ikke kan være rigtigt, da jeg 30 minutter før kun var knap 5 cm åben.
Min mor insisterer dog heldigvis på, at jeg bliver undersøgt, og jeg er faktisk 10 cm åben! Igen er jordemoderen meget overrasket. Jeg kommer op på briksen og får lov til at presse, hvilket jeg hurtigt finder ud af.
Hvis ikke, der havde været fuld af læger jordemødre og sygehjælpere inde på stuen, som hele tiden rettede på mig både verbalt og fysisk, havde dette været den bedste fase af fødslen, da det var en stor lettelse at kunne arbejde med!
Selvom jeg tit fik at vide, at jeg jo slet ikke havde nogen ve, når jeg tydelig kunne mærke én, og at jeg ikke skulle spilde mine kræfter på at presse, når der ikke var nogen grund til det, lukkede jeg af for alle deres anvisninger og bare pressede, når jeg havde en ve og følte, det var rigtigt.
Og efter bare 21 minutters pressearbejde kom lille Frederik Emil til verden kl. 15.34. Han var blågrålig og slap, da han jo havde haft en hård og meget langvarig fødsel, men det rettede sig inden 1 minut, og jeg fik ham sat på min mave, hvor han meget forundret og skeptisk kiggede på mig med store øjne!
Mens jeg blev syet, blev han lagt til og var fra starten meget god til at sutte. Emil vejede ved fødslen 2.970 gram og målte 50 cm, så han var en slank fyr, og det er han stadig!
Desværre kæmpede jeg meget med amningen, hvilket var psykisk enormt hårdt, og efter 3 måneder med supplering i form af flaske, blev han rent flaskebarn. Alligevel stortrivedes han og er i dag en meget glad, vaks og stærk fyr på 17 måneder, som der altid er knald på!
Jeg sidder som sagt og venter på, at næste fødsel går i gang, og at denne bliver en noget mere kortvarig (i journalen fra 1. fødsel står varighed 59 timer 35 minutter!) og positiv oplevelse.
Held og lykke til alle jer medgravide og STORT TILLYKKE til alle jer, der har født!
28-09-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025