Skrevet af Louise
  Vi havde en lang og tumult-agtig graviditet med flere besøg på sygehuset på grund af mulig svangerskabsforgiftning.
Jeg havde forventet, at vi skulle gå flere dage over termin, da det ligger til familien. Men en fredag, hvor jeg er i uge 37+0, kommer de første veer. Jeg var simpelthen ved at falde ned af stolen, da de kom helt bag på mig.
Veerne var meget uregelmæssige, og de kom med 5 minutter imellem, så med 10 minutter og tit med 2 minutter imellem, og det fortsatte sådan til søndag, hvor de med ét bare stoppede. Øv bøv. Vi blev så skuffede, for vi troede jo lige, at vores lille guldklump var på vej.
Den aften tog vi hjem til min svigermor og spiste aftensmad. Vi snakkede om, hvornår fødslen mon så gik i gang og gættede på mange forskellige dage.
Senere på natten blev min mave hård som sten. Jeg undrede mig lidt men lagde mig til at sove og vågnede frisk og udhvilet kl. 5.50. Det var dejligt vejr, og jeg ville lige pludselig ud og gå.
Min mave var stadig hård som sten, så jeg tænkte, at hvis jeg nu gik en lille tur, ville der måske ske noget. Jeg fortalte Christopher (min mand), at jeg gik. Han var ikke helt vågen endnu, da det jo var ret tidligt.
Jeg gik en god ½ time rundt i kvarteret, og der skete ikke rigtig noget, og min mave var stadig hård. Da jeg havde slæbt min gravide krop op på 2. sal, hvor vi bor, stoppede min mave pludselig med at være hård. Hmm.
Jeg skulle pludselig tisse. Jeg gik på wc, og da jeg rejste mig, lød der et pop, og jeg råbte til Christopher: "Skat, jeg tror slimproppen er gået". Jeg havde nemlig hørt, at det sagde pop, når det skete.
Jeg gik ind og lagde mig ved Christopher, men så røg det ud med vand i hele sengen. Jeg skyndte mig at rejse mig og gå ud på wc'et. Det løb og løb, og efter 2 minutter kom den første ve. Av, den var hård.
Vi ringede til fødegangen, og de sagde, de gerne lige ville se mig. Vi ringede til min mor, som var på ferie på Bornholm, som skyndte sig at tage den næste færge.
På fødegangen undersøgte de mig. Jeg var kun 1 cm og havde stadig lidt livmoderhals tilbage. Øv. De sagde, jeg skulle tage hjem, og hvis der ikke var kommet regelmæssige veer inden i morgen tirsdag kl. 8, skulle vi komme ind.
Da vi kom hjem, var min mor lige kommet og mødte os på trappen. Hele aftenen og natten gik med igen meget uregelmæssige veer.
Kl. 7.50 ringede vi til fødegangen og spurgte, om vi skulle komme. De sagde, de havde travlt, men vi kunne bare komme. Vi fik et venterum at være i, til der skulle blive et rum ledigt.
Jeg blev undersøgt og var kun 3 cm åben. "Ej nej nej", sagde jeg. "Alle de veer, og så sker der bare ingen ting". Mens vi ventede, begyndte jeg lige så stille at få regelmæssige veer. De startede med 10 minutter imellem og så med 5 minutter.
Kl. 10 fik vi en stue - en dejlig stor en. Jeg blev undersøgt, men var stadig kun 3 cm åben. Hmm. Jeg fik lov at komme i brusebad. Det var virkelig dejligt. Jeg stod der en god ½ time.
Jeg blev undersøgt igen kl. 14. Stadig kun 3 cm, så de ville lægge et ve-drop for at sætte mere skub i det hele. Som altid med mig havde de svært ved at lægge droppet. De stak 4 gange. Av.
Da droppet begyndte at virke, gjorde veerne virkelig ondt, og jeg bad om en epiduralblokade. Jordemoderen ville lige lægge et kateter, inden hun ringede, da det var noget, man skulle have.
De ringede til narkoselægen kl. 15, og de sagde, de nok først kunne komme efter vagtskifte kl. 15.30. Øv øv. Men kl. 15.15 kom de til min store glæde og begyndte at lægge den. Men så blev de pludselig kaldt ind i den anden stue. Der var åbenbart gået noget galt, og jeg blev lidt urolig.
Efter et kvarter kom han igen. Han lagde epiduralen færdig og gik. Åh ha, det var godt nok skønt. Den tog godt nok kun toppen af veerne, med det var bare dejligt. Men efter en lille time stoppede den med at virke. Nej nej, og veerne blev lige så hårde som før.
Hun mærkede mig forneden, og jeg var nu 5 cm åben. Hun prøvede at give mig noget mere smertestillende, men uden held - det hjalp ikke.
Kl. 17 mærkede hun igen, og der var jeg 8 cm åben. Hun sagde, at epiduralen havde hjulpet mig til at slappe mere af, så jeg hurtigere kunne åbne mig.
Skønt, nu er vi snart ved vejs ende, tænkte jeg, men med et blev veerne 100 gange stærkere. Jeg troede virkelig, jeg skulle død.
Kl. 18.25 tjekkede hun mig igen. Jeg var nu 10 cm åben og måtte endelig presse, men hurtigt efter jeg fik presseveer, begyndte lucas' hjerte at falde, og de kaldte en læge. Jeg blev så bange, at jeg bare pressede, alt hvad jeg overhovedet kunne.
Da hovedet kom ud, hev hun kateteret ud, og vi blev virkelig bange. Det var nemlig rødt, og vi troede, hun hade klippet mig, og der røg noget af, men hun beroligede os. Jeg pressede videre. Lægen kom og sagde, han ikke kunne nå at gøre noget.
 21 minutter efter den første presseve kom Lucas til verden. 3.490 gram og 50 cm lang. Han var lidt medtaget og måtte suges og have ilt, men han kom sig hurtigt. Tiden blev noteret til 18.36.
Det var en utrolig hård fødsel, og jeg var virkelig medtaget bagefter. Jeg kunne slet ikke gå, men allerede dagen efter tog vi hjem.
Det første stykke tid efter var også hård. Jeg havde problemer med amning, gulsot, brystbetændelse og ondt forneden. Jeg tænkte virkelig, at dette her gør jeg aldrig nogensinde igen.
Men nu 2 måneder efter er jeg bare helt vild. Jeg elsker at føde og vil have 100 børn, hvis det kunne lade sig gøre. Men vi er blevet enige om, at vi nøjes med 2-3 stykker og en efternøler. Dog vil vi have lidt år imellem dem, så vi virkelig kan nyde vores vidunder.
Lucas er simpelthen bare så dejlig. Han sover meget og er meget glad og aktiv i sine vågne perioder. Livet som børnefamilie starter vidunderligt, og vi regner med, det fortsætter.
05-10-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025