Skrevet af Camilla
Jo, det er - vil jeg sige. Aldrig i mit liv har jeg oplevet noget lignende. Det var ikke kun de fysiske smerter, som man alligevel ikke kan forberede sig på. Det var mere det, at jeg ikke kunne kontrollere noget som helst. Jeg lå bare og kunne ikke stoppe det sindssyge (og vidunderlige), der var ved at ske. Skræmmende. I hvert fald for mig.
Nå, jeg må vel hellere begynde fra starten. Jeg havde termin den 15. maj 2005. Datoen kom, og jeg var stadig en flodhest. Efter meget sex, cykelture, hoppeture, vekager og 9 dage senere, begyndte noget, der kunne minde om menstruationssmerter, at murre i min krop.
Jeg havde på det tidspunkt ellers opgivet, at jeg nogensinde skulle få lov til at føde mit barn og havde egentlig indstillet mig på at være kronisk højgravid.
Alligevel gav denne murren mig håb, og jeg ringede straks til en veninde og min mor, som begge forsikrede, at nu var det nu. Jeg ville helt sikkert føde i nat. Ja ja, tænkte jeg. Jeg troede alligevel ikke helt på det - nu var jeg jo kun 9 dage over tid, og man havde jo hørt om tyvstartere!
Men da manden kom hjem sidst på eftermidagen, smilede jeg til ham og sagde: "Nu har jeg veer, pak bilen", hvorefter jeg bukkede sammen og trak vejret, som jeg nu havde lært på mit fødselsforberedelseskursus. Det gjorde selvfølgelig ondt, men det kunne jeg sagtens klare. Endnu.
Om aftenen gik vi tidligt i seng. Jeg havde veer hver 10. minut og lå og trak vejret dybt. Klokken 3 faldt jeg forunderligt nok i søvn og vågnede kl. 7. Jeg ventede på endnu en ve, men nej det var slut. Der kom ingen. ØV, nu var jeg helt sikker på, at jeg aldrig skulle føde. Min chance var forpasset, og jeg havde sovet det væk.
Heldigvis skulle jeg om formiddagen på sygehuset til en forundersøgelse til igangsætning. Jeg fik veer i venteværelset, og jordemoderen kunne konstatere, at jeg var 2 cm åben. Hun løsnede mine hinder og sagde, at jeg kunne blive eller tage hjem.
Nå, vi tog hjem, for selvfølgelig ville der gå lang lang tid, inden det store øjeblik, det var jeg helt sikker på. Jeg var jo førstegangs/nybegynder.
Om aftenen kl. 19 var der 5 minutter mellem veerne, og de var ikke længere sjove. Manden pressede mig til at ringe til fødegangen, men jeg ville hellere vente. De skulle i hvert fald ikke tro, jeg var pivet, og jeg ville ikke risikere at blive sendt hjem.
For øvrigt var jeg ikke helt klar over, om det nu var rigtigt denne gang, eller om jeg bare havde indbildte veer, fordi jeg ville have det overstået. Men jordmoderen mente, vi skulle komme, og så gjorde veerne lige pludselig forbandet ondt. For hov, det var jo nok rigtige veer, og nu måtte jeg godt have lidt ondt af mig selv.
Turen på 30 minutter til sygehuset var et rent helvede. Veerne gjorde rigtig ondt, og jeg havde bare lyst til at ligge og rulle mig sammen - men med mit omfang kunne jeg ikke finde en god stilling at sidde/ligge/stå på i bilen. Jeg prøvede ellers en masse muligheder af.
Da vi nåede frem, blev jeg undersøgt. 5 centimeter åben og i fødsel, og jeg fik tildelt et føderum, hvilket jeg opfattede som en stor ære. Nu skulle jeg alligevel føde. Jubi.
Jeg kom i fødekar, og kl. 22 var jeg åbnet 8 cm. Veerne gjorde ondt, men så snart de var væk, overbeviste jeg mig selv om, at jeg sagtens kunne klare det hele. Nu var der jo ikke lang vej igen.
Jeg fik ros af jordemoderen, jeg klarede det SÅ FLOT, havde styr på vejrtrækningen og tog det stille og roligt. Ja, ingen hystade her, der skriger og skælder ud. Nej, jeg var sgu en sand fødemaskine.
Med al den ros gjorde veerne mindre ondt. Jeg kunne faktisk falde i søvn mellem dem, mens jeg boblede i vandet. Jeg var ikke selv klar over, at det hele var ved at gå i stå, og at der blev længere og længere mellem veerne. Jeg synes bare, det var fedt.
Kl. 24 kom en ny jordemoder, som heldigvis var min egen. Veerne gjorde bare så ondt nu, og jeg var beordret op af fødekaret, hvilket var ren tortur. Hun tog mit vand og undersøgte mig igen. 9 centimeter åben og grøn fostervand. Så jeg måtte ikke føde i karret, men jeg måtte godt komme i en halv time endnu.
Jeg overhørte alt andet, end at jeg var bevilget en halv time i vandet. Desværre var vandet pludselig ikke så varmt og smertelindrende mere, det gjorde ondt, jeg var træt, men jeg fik mandet mig op. Det var kun et spørgsmål om få timer, så var det hele overstået.
Ja, måske var det kun et spørgsmål om minutter. Jeg manglede en centimeter og pressefasen. 2 timer, tænkte jeg, det kunne jeg sagtens klare. Måske, for hver gang, der kom en ve, kom jeg alligevel i tvivl.
Omkring kl. 1 (den 26. maj) kom jeg op af vandet. Stadig 9 centimeter åben, og nu skulle der ske noget. Jeg fik vedrop, og hold fast, hvor var jeg bange - rigtig bange. For det gjorde forfærdelig ondt, og jeg havde hørt, at et drop gjorde det værre. Og for øvrig skulle jeg jo have været helt åben nu, jeg skulle faktisk have født. Jeg var jo en sand fødemaskine!
Så begyndte det. Nu var alt ude af kontrol. Veerne buldrede i min krop, faktisk uden pause. Jeg kunne intet andet end at bare være der i min krop. Jeg kunne ikke engang skælde ud. Men jeg fik vist alligevel råbt "smertelindring" og var så "heldig" at få en iltmaske og nogle akupunkturnåle. Andre muligheder var der ikke på det tidspunkt.
Så lå jeg der med 4 akupunkturnåle, en iltmaske og brølede som en ko. Jeg var simpelthen så panisk rædselsslagen. Det går aldrig over, tænkte jeg. Her skal jeg ligge til evig tid, der sker ikke en skid.
Jeg kunne ikke snakke om min angst, for jeg pustede bare i iltmasken. Jeg fik vist råbt "kejsersnit" et par gange, og ellers var mit eneste ordforråd: "Jeg kan ikke mere". Men det var der åbenbart ikke noget at gøre ved. For de lod mig ligge.
Kl. 3 tog jordemoderen den sidste kant, og nu ventede vi bare på pressefasen. Vi ventede længe. Jeg pressede alligevel, det kunne vel ikke skade.
Kl. 4 var presseveerne begyndt. Kl. 5 havde jeg presset og presset og gispet, når jeg ikke måtte presse. Jeg havde presset på fødeskammel, på toilettet og mens jeg stod op. Der skete ikke en skid. Og jeg var så udmattet, og det hele gjorde bare så ondt. Jeg ville væk, pyt med barnet, pyt med alt, det her ville jeg ikke stå model til mere. Men igen, det var ikke op til mig.
Kl. 5.30 kom der en læge med en sugekop. Jeg græd. Nej, det skulle vi da ikke forsøge, de kunne bare bestille et kejsersnit. Fattede de ikke, at den unge ikke ville ud den vej? Det gjorde de ikke, for koppen skulle alligevel prøves. Selvfølgelig.
Lægen fjumrede, og efter to forsøg kom den på. Det gjorde ondt. Men efter 4 hiv, en masse presseveer og en ny stærk smerte, var han ude. Kl. 5.51 den 26. maj. Så de fik ret, jeg kunne føde ham.
Nu var alt glemt. Han var bare den skønneste. Nej, nu blev jeg igen bange. For det var ikke slut. Moderkagen skulle ud. Min søn lå på min mave og skreg, da moderkagen kom. Det gjorde heldigvis ikke ondt.
Så skulle jeg syes. Meget. I en hel time. Og nu havde jeg kræfter til at snakke. Jeg pylrede, skældte ud og græd. Det gjorde ondt, og de skulle bare lade mig være i fred. Alt imens min søn lå på min mave.
Min mand fældede tårer og var rørt. Jeg ænsede ikke, at det her var det største øjeblik i mit liv. Nød det ikke, ville bare væk derfra. Ville bare sove.
Det hele gik heldigvis over, da jeg kom væk fra fødestuen. Jeg var blevet benådet, kom væk fra torturlokalet, og havde endda fået en baby med. Nu var jeg blevet mor. Endelig.
Den her fødsel har rystet mig i min grundvold. Så meget smerte, okay det er jeg måske ved at glemme. Men følelsen af at være alene, ensom i smerten, i et forløb man ikke kan styre, i noget der bare bliver ved uden en håndbremse, i at ligge forladt med smerter og angst, mens jordemoderen drikker kaffe, og manden holder i hånd, at ligge uden ord og kræfter til at fortælle, hvor ondt det gør, og hvor bange man er. Det glemmer jeg aldrig nogensinde.
Om jeg vil vælge kejsersnit næste gang? Nej, jeg er trods alt en gambler, der godt tør udfordre skæbnen en gang til. Det kunne jo være, det kommer til at gå nemt. Det har man da hørt om før.
Og hvis ikke, så smugler jeg en kniv med og udfører kejsersnittet selv.
10-10-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025