Skrevet af Christina
Jeg deler gerne min historie med alle på Netbaby. Jeg har haft stor glæde af siden i al den tid, fra min søn kun var et ønskebarn i mine fremtidshåb, til han blev født den 28/7-2005.
Efter fertilitetsbehandling kom Elias endelig til verden ved kejsersnit. Det var det smukkeste, der nogensinde er sket mig.
"Du blev født"
Og så skete det.
I en strøm af lys i
et rum uden vinduer
kom du til verden og det var som
at få hældt varm honning ind i øret.
Da du skreg dig lige ind i mit hjerte,
og jeg vidste, det var dig lige med det samme.
Jeg vidste, du ikke kunne lyde på nogen anden måde.
Og du er lyshåret som din far, og jeg vidste det,
for jeg har set dig i drømme, og jeg vidste,
du ikke kunne se ud på nogen anden måde,
end du ser ud.
Og de bar dig afsted, og du skreg og skreg.
Og jeg græd og græd af lykke
og rystede over det hele og sagde:
"Jeg kan ikke holde ham, I må ikke lægge ham her!".
For jeg ryster sådan af bedøvelsen
og er bange for at tabe dig.
Min smukke søn.
Men det eneste jeg vil er bare
at ligge i et rum med kun lidt lys.
Og din far, din smukke far,
som du ligner så meget.
Og holde hans hånd og holde dig tæt ind til mig.
Og høre dig, mærke dig trække vejret
og prøve at fatte, at det er sandt.
At det er sandt, at du er vores nu.
At du er vores, og det er endeligt og helt bestemt.
Og vi må få dig med hjem,
og vi skal faktisk beholde dig.
Forhåbentlig altid. Jo, altid må det afgjort være.
Det må være retfærdigt nok,
efter alt det vi har gennemgået.
Og du skal vide, at jeg ved, at du er det hele værd.
Jeg ved det på forhånd.
Som jeg ligger der og ryster og råber ud på operationsstuen.
"Har han det godt?".
Og de griner alle sammen og smiler og siger tillykke,
og ja han har det godt.
Han er - "Ja, jeg ved det!", siger jeg - han ER!
Og han er 10 på en skala fra 1-10.
Ja, det ved jeg allerede,
han har boet i min krop, jeg kender ham.
Og det er sandheden.
Jeg kender dig, du råber i mit hjerte.
Jeg kender dig fra mig selv
og fra det dybeste sted i din fars øjne,
og så kan man ikke kende nogen bedre.
Jeg kan ikke se dit ansigt før lige pludselig.
Du ser på mig, du standser midt i et skrig.
Jeg ser dig i øjnene, og jeg råber igen.
Jeg råber til dig igennem alt lyset.
Igennem alle menneskene, alle kitlerne,
alle smerterne indeni, som jeg er ved at glemme nu,
alle stingene de er ved at sy.
Jeg råber: "Hvor er du smuk min lille dreng".
Og det er sandheden.
Du er smuk. Du er min lille dreng.
Jeg elsker dig så meget, at jeg ikke tror,
jeg kan holde op med at ryste igen nogensinde.
17-10-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025