Mens vi venter på nr. 2 Tanjas første fødsel endte med et akut kejsersnit, så denne gang vil hun gerne føde normalt.
4203
Skrevet af Tanja
Ja, så skal jeg/vi snart til den igen. Om ca. 3 måneder, midt mellem juleanden og nytårskrudtet, skal vores nr. 2 til verden. Vi er naturligvis glade og spændte.
Vores første forsøg endte med verdens dejligste pige, der er idag er 5 år, så vi har ingen betænkeligheder ved at "lave" endnu et eksemplar. Vores nr. 2 har dog ladet vente på sig et par år, og vi havde været til de indledende undersøgelser for evt. PCO, da nr. 2 pludselig var der.
Stor var og er glæden da også. Her gik vi og troede, at der måske var problemer, og så vupti er man snart forældre til 2. Det er da ren luksus. MEN... Måske er det fødslen af min datter, der efter 12 timers hårdt arbejde endte i akut kejsersnit. Måske er det den lange ventetid og spekulationer på, om nr. 2 mon nogensinde kom, der har sat tankerne lidt i gang. Sandsynligvis en kombination.
Jeg glæder mig afsindigt til at byde nr. 2 velkommen til verden. Faktisk glæder jeg mig så meget, at jeg er villig til at se igennem fingrene med, at jeg kan risikere at gå glip af både juleand og "vær velkommen herrens år" i familiens skød. Men alligevel, her går man og venter i 2 år, og så vælger bebsen at komme mellem jul og nytår!
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg ønsker en anderledes fødsel denne gang. Alt tegnede til en normal fødsel oven på en noget nær perfekt graviditet. Så jeg var fuldstændig rolig, da fødslen endelig gik i gang 13 dage over tiden.
Da vi kommer ind på Skejby, bliver vi modtaget af en jordemoder, der nærmest står og griner lidt af mig. Hendes indvendige undersøgelse af mig tager ca. 20 sekunder, hvorefter hun fortæller mig, at det da ikke kan gøre ondt endnu, for jeg er kun godt et par centimeter åben. Så hun nærmest skubber os ud af døren igen med en rysten på hovedet.
Der er dog et eller andet i mig, der siger, at vi ikke skal tage hjem. Nådigt får vi lov til at gå ned i restauranten og få lidt at spise og ellers opholde os på fællesarealerne, indtil "der er noget at snakke om".
Vi får lidt at spise og sætter os op i fjernsynsstuen i forbindelse med modtageværelset. Min kæreste tager indimellem tid på veerne og kan pludselig fortælle, at nu er der ca. 4 minutter imellem, og de varer ca. et minut. "Vil du ikke undersøges igen", spørger han stille med tanke på, at jeg måske snart trænger til lidt privatliv under mine veer. "Nej", siger jeg bestemt. Jeg skal under ingen omstændigheder ind til den samme jordemoder igen. Så hellere bide tænderne sammen og vente på vagtskifte.
Så langt når vi dog ikke. Midt under en ve kommer der en jordemoder gående forbi. Hun standser op, tager tid på veen, lader den klinge af, og beder os om at komme ind i undersøgelsesrummet. Hun undersøger mig, en del grundigere end den anden, og kalder en anden jordemor til, da hun synes, jeg er lidt svær at bedømme, da min livmoder åbenbart ligger ret bagoverbøjet. De bliver enige om, at jeg nu er ca. 4 cm åben og altså i fødsel. Sikke en ændring i holdning på blot ca. halvanden time.
Rent rutinemæssigt kører hun en strimmel, og igen bliver en jordemoder mere kaldt ind. Her får vi det første chok. Det viser sig, at vores barn ikke er helt på toppen. Hun reagerer rigeligt voldsomt på veerne taget i betragtning, at vi kun lige er begyndt. Vi får en stue med det samme, og imens bliver strimlen vurderet af en læge. Han giver dog grønt lys for, at vi skal forstsætte "som normalt", dog får jeg ikke overvågningsapparatet af.
Således forløber de næste timer med veer og overvågning. Da jeg er 6-7 cm åben, får jeg pludselig presseveer. En læge bliver igen tilkaldt, der tales stille uden for døren. Lægen kommer ind og fortæller, at han vil op og tage en blodprøve fra barnets isse. Som sagt så gjort (av av), og vi fortsætter lidt endnu med jordemoderen på hårdt arbejde for at forhindre mig i at presse på veerne.
Ca. en time senere kommer lægen igen. Alt er fint, men han vil gerne have en prøve mere. Han kommer tilbage igen. Alt er OK, men nu er vi snart oppe på 12 timer. Vores barn reagerer stadig kraftigt på veerne (jeg må tage ekstra hiv af ilten et par gange), og presseveerne er voldsomme og for tidligt ude. Så han spørger, hvordan jeg vil have det med et kejsersnit. Vi siger OK med det samme, for nu er vi for alvor nervøse for barnet.
Så går det pludseligt stærkt. En sygeplejerske kommer ind og giver mig en indsprøjtning, der skal bremse veerne lidt. Vi skal ikke stresse barnet mere nu, forklarer hun. Ca. 10 minutter efter kommer to andre mennesker ind. Hvem de var, ved jeg ikke. De griber fat i min seng, og afsted går det. Min kæreste småløber ved siden af skarpt forfulgt af en sygeplejerske, der kommer slæbene med vores tasker og jakker. Hvis jeg ikke havde været så nervøs for barnet på dette tidspunkt, så havde det hele været temmelig komisk.
På operationsstuen står alle klar. Der hilses meget hurtigt, og min kæreste får udleveret et sæt tøj, han skal tage på. Imens bliver jeg holdt godt på plads af jordemoderen, og en narkoselæge kommer til. Hun opgiver dog hurtigt at lægge en epiduralblokade. Hun tør simpelthen ikke. Min ryg er mere end spændt efter alle de timer med veer.
Min kæreste træder ind af døren i "flot" grønt tøj og hat, men bliver med det samme jaget ud igen, for jeg skal i narkose, og så må han alligevel ikke være derinde. Pludselig har jeg en maske for næse og mund. Jordemoderen siger: "Ta' det roligt, barnet er ude om 2 minutter, der sker ikke noget".
Så husker jeg ikke mere, før en fjern stemme siger: "Tillykke, du har fået en datter, og hun har det fint". Jeg åbner øjnene og ser min kæreste stå med en bylt med mørkt hår i favnen. I næste sekund skærer en voldsom smerte igennem min krop. Det viser sig, at ingen på stuen har styr på den dims, der doserer det smertestillende medicin, man får de første to døgn efter kejsersnittet. Så der ligger jeg, netop lappet sammen i maven, uden så meget som en panodil til smertene.
Smerten er værre, end veerne var, og jeg brokker mig højlydt. Først ved det tredie apparat får de det til at fungere. Dermed kan jeg også stille og roligt fungere igen og endelig få min datter i favnen.
Derfra går alt, som det skal, og min datter og jeg tog hjem til far 6 dage efter kejsersnittet, begge uden mén. Ved en efterfølgende samtale med en læge fik vi at vide, at kejsersnittet udelukkende var på grund af vores datters reaktion på det hele og ikke "henviste" til noget hos mig.
Det affandt jeg mig egentligt hurtigt med. Jeg var bare glad for, at alt gik godt trods den hårde medfart for os begge to. 12 timer med veer og efterfølgende kejsersnit i fuld narkose er en hård omgang. Så har den egentlig ligget der frem til nu, hvor min/vores fødsel nr. 2 efterhånden nærmer sig.
Nu er jeg pludselig nervøs for næste gang, ikke på egne vegne men for barnet. Jeg har det ret svært ved tanken om de timer, der går, fra det hele går i gang, til vi skal på Skejby. Hvis nu scenariet er det samme igen, hvad kan der så ikke ske af skade på barnet i de timer, vi er herhjemme?
Jeg har allerede tilføjet i min journal, at jeg forventer, at alt bliver tjekket med strimmel og det hele, så snart jeg ankommer til sygehuset. Jeg skal nok holde dem på tæerne. Men herhjemme kan vi jo ikke gøre noget.
Jeg er villig til at prøve en normal fødsel igen, for det er et andet barn, og der er da gode chancer for, at det går godt. Men hvis nu. Vi skal til samtale på Skejby inden fødslen, så der må jeg fremlægge min sag. Det ville være perfekt, hvis jeg kunne komme derind med det samme, når det hele starter, og så være under overvågning frem til fødslen. Men om det kan lade sig gøre, ved jeg ikke.
I øjeblikket gør jeg, hvad jeg selv kan for at være i form til fødslen og passe på barnet derinde. Jeg går frem og tilbage til og fra børnehave med min datter hver dag. Det giver ca. 3-3,5 km. Derudover går jeg til gravid-yoga en gang om ugen og øver flittigt de afspændende og pladsskabende øvelser herhjemme. Så håber jeg bare, at de kan være til gavn under fødslen.
Jeg har haft behov for selv at gøre noget, og det føler jeg, at jeg gør ved at gå børnehaveturen og dyrke yoga. Så er resten op til lægerne, som jo fik os godt igennem sidste gang trods startvanskeligheder. Jeg mener jo, at den første jordemoder ville have opfanget, at vores barn var i problemer, hvis hun havde gidet at undersøge mig ordentligt og ikke udelukkende fokusere på, hvor åben jeg var eller ikke var.
Ja, det var min historie. Jeg håber på en bedre fødsel denne gang. Tænk lige på mig, mens I nyder anden eller champagnen. Held og lykke til jer gravide derude. Vi ses måske på Skejby.
Relaterede artikler
© 1999-2025