Skrevet af Christina
Lykken ville ingen ende tage, da min kæreste og jeg fandt ud af, at jeg var gravid efter en 16 måneders hård kamp for at blive det. Der var 3 måneder, til jeg ville fylde 19 år, men barnet var mere end 110% planlagt og uendelig højt ønsket. Vi var så lykkelige, man overhovedet kan blive. Jeg var 5 uger og 2 dage henne.
Jeg led ikke af alskens kvalme eller træthed. Jeg følte mig slet ikke gravid på nogen måde, og det var meget svært at forestille sig, at der lå et lille menneske inden i mig, når maven ikke voksede i starten.
Da jeg var 12 uger henne, skulle vi til en terminsscanning, og der så vi for allerførste gang vores elskede ønskebarn - en lille spire på 5,36 cm, der bare lå der med arme og ben og spjættede som en lille bokser. Det var det smukkeste syn, vi nogensinde havde set, og så var vi solgt - vi skulle virkelig være forældre.
I 20. uge skulle vi til en misdannelsesscanning, og endnu engang mødte vi det smukkeste syn på skærmen foran os. Spiren var vokset til hele 20 cm og var helt igennem perfekt - ingen misdannelser, og hende der scannede os kunne oven i købet fortælle os, at vi ventede os en dejlig lille pige. Hvor blev vi glade.
I 32. uge blev jeg igen scannet - bare sådan en hyggescanning og så for at se, om den lille voksede, som hun skulle. Det gjorde hun. Hun lå endda lidt over gennemsnittet, så sygeplejersken der scannede mig syntes, at jeg skulle komme tilbage til endnu en scanning, når jeg nåede 37. uge af graviditeten.
Vi kom så til scanning, da jeg var 36 uger og 5 dage henne, og der blev lillepigen skønnet til ikke at være så lille igen. De skønnede hende til at veje ca. 3.178 gram, og det var rimelig over gennemsnittet, så der blev pludselig snak om, at de måske ville sætte fødslen i gang før tid for, at hun ikke ville nå at blive for stor til mit bækken.
Et par dage efter samtalen ringede en læge fra sygehuset dog og sagde, at de ikke ville sætte mig i gang alligevel, men de ville ringe til mig på min terminsdato.
Graviditeten var indtil videre bare gået skidegodt, og jeg glædede mig inderligt, til vi skulle være forældre. Jeg havde ikke haft de store gener, men havde dog rigtig meget væske i kroppen og følte mig svimmel i slutningen af graviditeten. Men det, fik jeg at vide, var helt normalt.
Terminsdatoen kom, og der skete ingenting, og der var ingen, der ringede fra sygehuset. Til gengæld ringede familie og venner i en uafbrudt strøm for at spørge, om der var sket noget. Jeg gik et par dage over termin, og der var stadig ingen, der ringede fra sygehuset, og jeg følte mig mere og mere syg. Familie og venner ringede stadig konstant og spurgte til det hele.
Jeg fik det mere og mere skidt, og så begyndte jeg selv at ringe til sygehuset for at tigge og bede dem om at sætte mig i gang, for nu følte jeg virkelig ikke, at jeg kunne holde til at være gravid mere. Men den besked, som hver gang mødte mig fra sygehuset var, at man ikke er gået over tid, før man er gået 14 dage over termin. Så jeg måtte pænt slå numsen i sædet og vente.
Jeg kom til jordemoderen, og mine urinprøver var somsædvanligt fine, og mit blodtryk var rigtig flot og slet ikke steget eller noget. Alt var normalt.
Jeg gik 13 dage over termin, og hun havde buldret i maven hele natten. Klokken var 6.00 om morgenen, og min kæreste skulle af sted på arbejde og lagde som sædvanligt hånden på min mave og sagde farvel til lillepigen. Hun gav et enkelt svagt spark, og så tog min kæreste på arbejde, og jeg lagde mig til at sove igen.
Kl. 10.30 vågnede jeg efter en lang lang søvn, og der var helt stille inde i maven. Jeg følte mig lidt underligt tilpas, men gik ind i stuen og satte mig i sofaen for lige at vågne op. Der var slet ingen, der rørte sig bag mit sprækkede maveskind. Det syntes jeg var ret mærkeligt, da hun normalt var ekstremt aktiv hele tiden.
Jeg prøvede at skubbe lidt til maven - der skete ingenting. Så skubbede jeg lidt hårdere til maven - det skete der heller ingenting af. Jeg gik ud i køkkenet og hentede mig et glas iskoldt vand og slubrede det i mig, men hun rørte stadig ikke på sig.
Nu blev jeg rigtig bange. I samme nu ringede min moster som hver dag for at spørge, om der var sket noget. Jeg græd og sagde, at jeg var bange, men hun prøvede at berolige mig med, at babyer plejer at ligge mere stille, når fødslen nærmer sig.
Så trådte min kæreste ind af døren, og der sad jeg stortudende og fortalte ham, at jeg var sikker på, at vores barn var dødt. Han sagde også, at hun nok bare sov, fordi hun havde været så aktiv dagen før, men jeg følte, der var noget helt galt.
Vi tog ud på sygehuset for at høre hjertelyden og se, at alt var godt. Men alt var ikke godt! En sygeplejerske lyttede febrilsk efter hjertelyden men kunne ikke finde den. Hun sagde så, at det måske var en dårlig hjertelytter, og at de ville scanne mig i stedet for at få et bedre overblik over, hvad der foregik i maven på mig.
Vi blev ført ind i et andet rum, og jeg blev lagt op på en briks med min kæreste placeret ved siden af mig på en stol, hvor han kunne følge med i alt på skærmen.
En læge scannede mig, og sygeplejersken som havde lyttet efter hjertelyd stod med armene over kors i hjørnet af rummet og så meget nervøs ud. Lægen så også pludselig helt forkert ud i ansigtet, kiggede på sygeplejersken og gik så ud for at hente endnu en læge for at få en andens
"syn på sagen" - alt dette imens vi lå forvirrede og intet anede.
Den anden læge kom ind og begyndte også at scanne mig. Han trak på mundvigene og kiggede på mig og kiggede på min kæreste og sagde: "Jeg er bange for, at hjertet ikke slår mere". Vores barn var dødt, og vi kunne intet stille op. Hele vores verden ramlede sammen.
Efter den skrækkelige besked og vi lige havde "sundet" os lidt, fik vi at vide, at jeg skulle føde hende selv naturligt. Jeg syntes, det lød skrækkeligt. Ikke nok med, at hun lå død indeni min mave, så skulle jeg også føde mit døde barn. Jeg spurgte, om de ikke nok kunne skære hende ud af mig, men det ville de ikke. Det var ikke godt for min psyke i længden.
Vi kunne vælge at få fødslen sat i gang med en stikpille lagt op i skeden med det samme, eller vi kunne vælge at tage hjem og tænke lidt over det hele og komme igen næste dag kl. 9.00 og få sat fødslen i gang der.
Vi valgte at tage hjem og pakke alle ting og tøj og legesager, som vi havde gjort klar til babyen gennem de sidste måneder, ned - dem ville vi i hvert fald ikke se på, når vi kom hjem fra sygehuset igen. Vi fik ringet rundt til venner og bekendte og familie og fortalt dem den grusomme nyhed. Så fik vi lidt at spise, snakkede lidt med hinanden, græd hele tiden, og kl. 00.30 gik vi i seng.
Jeg faldt i søvn med det samme, fordi jeg var så udmattet af at græde, men kl. 3.00 vågnede jeg ved, at jeg havde sådan en murren hen over lænden, og jeg følte mig så rastløs i kroppen. Jeg skubbede lidt til min kæreste og sagde, at jeg ville stå op, fordi jeg ikke kunne sove, men at han bare kunne hvile sig lidt videre.
Jeg gik på toilettet og tissede, og der var jeg begyndt at bløde en smule. Så jeg gik ind og sagde til min kæreste, at nu måtte han stå op, fordi jeg blødte. Jeg gik i et dejligt varmt bad, og i løbet af 40 minutter fik jeg så mange regelmæssige veer, som nærmest faldt oveni hinanden.
Vi ringede til sygehuset og tog så af sted derud. Det blev alligevel ikke nødvendigt med en igangsættelse, for fødslen var selv gået i gang. Vi ankom til sygehuset kl. 4.15, og kl. 5.00 fik jeg lagt en epiduralblokade i ryggen, som tog alle smerterne fra veerne.
  Jeg husker ikke meget fra selve fødslen, men kl. 10.40 den 22. september 2004 fødte jeg min smukke smukke engledatter Zelina Kjølby Hvidkjær Christiansen. Hun var 54 cm og vejede 3.452 gram - helt igennem perfekt med det smukkeste mørke hår.
Jeg var så stolt af at have født hende, og jeg var helt igennem nybagt mor - jeg manglede kun, at min datter ville åbne øjnene, trække vejret, skrige og omslutte mit bryst med sine læber.
 Vi var indlagt i 3 dage på sygehuset med Zelina, hvor vi fik lov at røre hende, kysse hende, have hende hos os, holde hende, vise hende frem og være inderligt stolte af hende.
11 uger efter fødslen fik vi at vide, at Zelina var død af en svangerskabsforgiftning, som jeg havde fået omkring 38. uge, men siden både mine urinprøver og blodtryksmålinger ingenting viste, så var der ingen, der havde opdaget det, og så havde Zelina ikke fået nok ilt og næring.
Men Zelina, ja hun var helt igennem en perfekt engel. Små fødder sætter også store spor.
05-11-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025