Jeg var sat til at føde vores søn den 24. november 2002. Den 12. oktober skulle jeg lave en kæmpe lagkage til 60 personer (jeg er kok), som skulle være færdig til kl. 14.
Det hele gik næsten også som planlagt, men lige pludselig var jeg løbet tør for fløde, og så fik jeg stress. Manden blev sendt i byen, kom hjem med for lidt og fik skideballe, så det kunne høres LANGT væk. Nå, men kagen blev færdig til tiden, og alle var glade.
Jeg var frygtelig træt resten af dagen og havde enormt mange plukkeveer. Om aftenen lagde jeg mig på sofaen for at slappe helt af og for at få mine elefantfødder til at holde op med at snurre.
Vores kat lå på toppen af bjerget og nød udsigten og varmen. Jeg sagde til min mand, at han skulle tage katten væk, for jeg var træt og ville i seng. Der var klokken lige omkring midnat.
Da jeg rejste mig op, sagde det splat, og der var fostervand over vores sofa. Jeg kiggede på Brian og fik tårer i øjnene og sagde: "Min sofa, min nye sofa er ødelagt". Han grinede og spurgte, om det måske ikke var en god idé at ringe til sygehuset.
Det gjorde jeg så, men fik den besked, at jeg skulle tage det med ro. Der kunne gå flere dage, før jeg fødte, og når jeg ikke havde veer, var det ikke nødvendigt at komme til kontrol. Men hvis jeg fik veer, skulle jeg bare ringe igen.
10 minutter efter kom der igen en skylle fostervand. Jeg ringede atter til sygehuset, og jordemoderen sagde, at jeg skulle gå i et dejligt varmt bad, tage det med ro og komme, når jeg var klar.
Vi var inde på sygehuset kl. 1 om natten. Jeg fik deres tøj på, blev lagt bag et forhæng og blev undersøgt. Der var ikke noget at mærke, og jeg fik at vide, at der kunne gå op til 2 dage, før jeg fødte. Jeg fik også kørt en strimmel, og alt så fint ud.
Jeg fik 2 panodiler og en halv sovepille. Manden og jeg blev lagt på en stue, og vi ville blive flyttet over til fødegangen næste dag. Der var klokken ca. 2.30. Vi faldt begge i søvn, men ikke ret længe.
Lige pludselig fik jeg bare enormt ondt. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad det var. Det kunne jo ikke være veer, for jeg havde lært til fødselsforberedelse, at en god ve varer i 1 minut, og så er der et par minutter imellem. Disse smerter varede i 30 sekunder til 2 minutter.
Jeg kiggede på uret, der hang på væggen over mig. Jeg pustede og stønnede - og manden med, han kunne godt høre, at jeg havde ondt. Jeg var rigtig vag og gik på toilettet op til flere gange, fordi jeg troede, jeg skulle (men det var bare presseveer - i den grad).
Klokken 4.30 trak jeg i snoren og spurgte, om jeg ikke måtte få noget smertestillende. Det måtte jeg gerne, men jeg skulle lige tjekkes først. Jordemoderen blev helt blå i hovedet og sagde, at jeg var i fødsel. Jeg havde åbnet mig 9 cm.
Så skete der ellers en masse, så mine veer gik i stå. Jeg fik ve-drop, og så kom presseveerne. Jeg pressede og pressede, så jeg var grøn. Jeg havde ikke flere kræfter, så manden holdt det ene ben og en sygeplejerske det andet. Jeg var så træt, at jeg sov og snorkede mellem presseveerne.
Hjertelyden faldt lidt, og jordemoderen sagde, at nu skulle han altså ud. Men jeg kunne ikke. Så kom hun med saksen (jeg vidste ikke noget). Min mand syntes, at det var synd for mig, hvis jeg skulle klippes, så han hviskede mig i øret, at nu skulle jeg give, alt hvad jeg havde i mig. Så det gjorde jeg, og ud kom han kl. 6.45. Smut sagde det.
Jeg rakte ud efter ham, men han måtte ikke komme op på min mave, for han trak ikke vejret. Jeg kunne se ham, min dejlige lille søn. Han var helt blå, slap og sagde ingenting. Fra det øjeblik lukkede jeg helt af. Jeg troede, han var død, så jeg lukkede øjnene og ville ikke knytte mig mere end højest nødvendigt.
Jeg kan ikke huske, min mand sagde, at de kørte med ham over på neonatalafdelingen. Da moderkagen var født, sagde sygeplejersken, at jeg skulle få mig noget søvn, så det gjorde jeg.
Da klokken var 10, kom Brian med morgenmad, flag og blomster. Han kyssede mig på panden med tårer i øjnene og spurgte mig, om jeg ikke ville over og se min vidunderlige søn. "Lever han", var mit første svar. "Ja da, i bedste velgående", sagde Brian.
Han er lige blevet 3 år og er sund og rask, klog og fuld af energi og det dejligste lille menneske. Det første år var meget hårdt, da jeg fik en træls depression, men det er heldigvis over nu. Så nu er vi i gang med at se, om vi kan give William en lillebror eller søster. Så må vi håbe, at næste fødsel bliver en bedre oplevelse.
22-11-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025