Skrevet af Stina
Fredag den 1/7-2005 er jeg til tjek hos lægen, da mit blodtryk har ligget i den høje ende, men dog stabilt. Der er stadig 6 dage til termin, og da det er første barn, forventer jeg ikke, at der er noget i gære. Weekenden er fyldt med aftaler, da vejret er helt kanon.
Men som sagt er jeg hos lægen, som bliver noget bekymret - mit blodtryk siger 177/117. Jeg bliver beordret ind og sidde, men selv efter 30 minutters hvil er det ikke spor bedre. Derefter bliver jeg beordret ind på svangreklinikken for at få kørt en strimmel. Jeg kører lige hjem og fodrer vores hunde og tager så afsted.
Da jeg kommer derind, bliver der kørt en strimmel, og junior har det fint. Der sker ikke så meget, men på skift er der en læge, en jordemoder og en sygeplejerske inde og tale med mig. Jeg ligger der så i et par timer, og endelig sker der noget - en sygeplejerske viser mig ind på en anden stue, hvor jeg får lidt at drikke.
Stadig er det ikke gået op for mig, at jeg altså ikke skal hjem igen. Sidst på eftermiddagen, bliver jeg flyttet igen, og først der får jeg at vide, at jeg altså er blevet indlagt med svangerskabsforgiftning! Øv, en meddelelse - jeg der jo skulle alt muligt i weekenden, og absolut ikke følte mig syg.
Lørdag går stille og roligt. Mit blodtryk er bedre på grund af medicin, men jeg må stadig ikke komme hjem. Søndag skal jeg lige have kørt en strimmel, og en læge kommer ind og føler lidt på maven. Hun skønner baby til at veje alt for lidt, og begynder at tale om, at den ikke har fået næring nok på grund af svangerskabsforgiftningen! A'hvad?
Strimmel er fin, men scanning viser, at baby er mindre end forventet, og der er ikke mere fostervand. Jeg er et stor spørgsmålstegn, men lægen har travlt, og jeg får ikke rigtig noget at vide. Hun mumler noget om igangsættelse, men går så igen!
Da jeg kommer op på stuen, er min familie kommet på besøg. Vi hygger os, og inden de kører, kan jeg mærke en begyndende murren i maven. Jeg slår det hen som stress over situationen.
Ved midnatstid er jeg ikke i tvivl, jeg har veer. Åbenbart gider baby altså ikke ligge inde i den tørre ørken mere, ha ha.
16 timer senere bliver vores Emil født, og han er sund og rask. 51 cm og 3.000 gram ren lykke.
06-12-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025